Weekendavisen den 20. maj 2022
Kolonitidsroman. Nobelpristager Abdulrazak Gurnahs nye roman er suveræn, men den serverer os skallen om kernen i stedet for kernen selv.
Abdulrazak Gurnah: Efterliv. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Roman. 352 sider, 249,95 kr. Gutkind.
Der er romaner med tilfredsstillende slutninger og romaner med skuffende slutninger. Og så er der Abdulrazak Gurnahs nye roman, hvis slutning både er tilfredsstillende og skuffende på én gang. Mest af alt har Efterliv en antislutning af svimlende styrke, men jo mere jeg tænker over det, jo mere føles det som om, at forfatteren serverer os skallen om en kerne i stedet for kernen selv.
Efterliv – der udkom på engelsk i 2020, året før Abdulrazak Gurnah modtog Nobelprisen for at belyse kolonialismens konsekvenser ”i kløften mellem kulturer og kontinenter” – foregår i begyndelsen af 1900-tallet i Deutsch-Ostafrika (det nuværende Rwanda, Burundi og Tanzania), hvor tyskerne hersker med hjælp fra lokalt udkommanderede soldater, de såkaldte askarier, der gør tjeneste i schutztruppe, den tyske kolonihær.
Men selvom kolonimagterne har fordelt kontinentet imellem sig, er kapløbet om Afrika ikke forbi. Storbritanien vil udvide sit råderum, og koloniseringen går ind i en ny fase. Briterne og tyskerne mobiliserer til slaget om Østafrika. Lige om hjørnet lurer 1. Verdenskrig.
Efterliv følger fire personer. Først møder vi Khalifa, der via et job i en lille privatbank kommer i lære hos en købmand, der har brug for en assistent, der kan læse og skrive det latinske alfabet. Khalifa bliver gift med købmandens niece, Asha, og han knytter et venskab med Ilya, der som dreng var blevet bortført af en tysk soldat, men nu er sluppet fri og vendt tilbage til sin landsby, hvor han opdager, at hans forældre er døde, og at hans søster Afiya bor hos et ægtepar, der mishandler hende.
Ilya tager søsteren til sig, men kun i en periode, inden han sender hende tilbage til ægteparret, og selv melder sig under de tyske faner. Afiya har lært sig at læse og skrive, men det opfatter hendes værter som en trussel, og hun bliver straffet voldsomt. Det lykkes hende at få smuglet en bøn om hjælp til brorens ven, og pludselig bor Afiya sammen med Khalifa og hans kone, Asha.
Nu træder Hamza ind på scenen, romanens centrale skikkelse. Han voksede op under fattige kår, og hans forgældede far afhændede ham til en af sine kreditorer som slave. Her vender Abdulrazak Gurnah tilbage til det tema, han også gennemspillede i gennembrudsromanen Paradis fra 1994, nemlig de fattige børns skæbne som gældsslaver. Det slavebundne barn bliver et sindbillede på det slavebundne kontinent og de afrikanere, der har mistet deres frihed til tyskerne. Men ironisk nok bliver netop tyskerne en vej ud af gældsslaveriet, da det eneste alternativ til et liv som gældsslave, er kolonimagtens hær af østafrikanske soldater, og Hamza lader sig hverve som askari, fordi han ”vil tjene schutztruppe og kejseren”.
En tysk officer belærer ham om, at schutztruppe skal gøre alt det beskidte arbejde for kolonimagten. De skal være disciplinerede, lydige, grusomme, tykhudede og hjerteløse, og de skal følge tyskernes befalinger uden at tøve. Men officeren mener, at Hamza er en drømmer, og han slår ham i ansigtet med bagsiden af hånden:
”Gjorde det ondt? Din lidelse er ikke mit problem (…) Du har mistet din plads i verden. Jeg ved ikke hvorfor det vedrører mig, men det gør det. Jo, måske ved jeg det godt. Du forstår nok ikke, hvad jeg taler om. Du begriber ikke den katastrofe, du er omgivet af.”
Som askari bliver Hamza målet for en officers homoerotiske tilnærmelser, inden han er tæt på at miste livet efter en tyskers overfald. Han bliver reddet og kommer til hægterne på en tysk missionsstation, hvor han møder den hvide mands resignerede filosofi, da præsten ser ud over landskabet og konstaterer, at stedet er helt uden betydning i de menneskelige bedrifters mål og historie:
”Man kunne flå denne side ud af menneskehedens historie, uden at det ville gøre den mindste forskel,” konkluderer præsten, inden han med en vis forbløffelse konstaterer, at folk kan leve og være tilfredse sådan et sted. I det mindste, tilføjer han, ”indtil vi kom og gav dem ord for misfornøjelse, fremskridt, synd og frelse.”
Hamza bliver gift med Asha. De er fattige, men lykkelige, og da de får en søn, opkalder de ham efter Ashas forsvundne bror, Ilya. Hermed er kimen lagt til den vilde vending i romanens slutfase, hvor vi følger Ilya jr. der som voksen journalist forsøger at finde ud af, hvad der blev af hans onkel, som forsvandt fra Østafrika sammen med tyskerne efter den britiske magtovertagelse.
Efterliv – flot genskrevet til dansk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen – handler om en lille gruppe mennesker, der er ofre for deres egen magtesløshed og kolonimagtens racistiske kynisme, men vel at mærke ikke ofre som dem, der bliver slagtet af de brutale askarier. De er alle skæbneformet af koloniseringens ubønhørlighed, men de har en selvopholdelsesdrift, som bunder i menneskelighedens magt og muligheder.
De sidste femten sider skifter romanen tone. Abdulrazak Gurnah lader udviklingsfortællingen træde i baggrunden, og i stedet griber han til en mere summarisk og komprimeret stil, hvor vi får den overrumplende forklaring på, hvad der skete med Ilyas navnebror, efter at han vendte tilbage til tysk tjeneste. Hans bevæggrunde forbliver dunkle, men mit gæt er, at hans tid i fangeskab har givet ham en identitet, som han paradoksalt nok ikke kan erstatte meningsfuldt med et liv i frihed.
I al sin pludselighed kommer stilskiftet bag på læseren, men forførelsen er fuldendt. Man læser med stigende uro og undren, og da hele mysteriet bliver blotlagt, er man behørigt rystet. Uden at røbe for meget, kan jeg sige, at fortællingen rækker fra kolonitiden over Deutsch-Ostafrikas kollaps efter 1. Verdenkrig til Hitlers magtovertagelse i 1933, hvor nazisterne lagde planer for en gen-kolonisering af Afrika.
Den post-koloniale litteratur om det afrikanske kontinent har traditionelt handlet om briterne og franskmændene, mens tyskernes tid er temmelig underbelyst i litteraturen. Det råder Abdulrazak Gurnah nu bod på med skildringen af en kolonimagt, der er både brutal og dannet (jo, det er et forvarsel om nazismen).
Efterliv har en smuk sjæl, en stærk retfærdighedssans. og en stålsat tro på læsning og skrivning: for Khalifa bliver det en vej til selvstændighed, for Afiya en drøm om frihed, for Hamza en ambition om at læse Schiller på tysk, tilskyndet af den tyske officers idé om at udbrede den tyske højkultur. Måske har de alle mistet deres plads i verden, for nu at bruge den tyske koloniofficers ord, men i så fald har de samtidig kæmpet for at generobre den.
Som roman er Efterliv mægtigt og suverænt fortalt. Men alligevel efterlader Abdulrazak Gurnah os en sten i skoen. Ilya jr. bliver forfatter og journalist, og i jagten på onklen og navnebroren kommer han til efterkrigstidens Vesttyskland, hvor han afdækker en mageløs, vild og besættende historie, og jeg kan ikke slippe den fornemmelsen, at afsløringen om Ilya er historiens sande kerne, og at den roman, vi har læst, er skallen udenom.