Weekendavisen den 21. oktober 2022
Selvmord. Jan Kjærstads nye roman er et stykke visdomslitteratur, der beskæftiger sig med menneskets mulighed for selv at forme sin tilværelse.
Jan Kjærstad: En tid til at leve. Oversat af Camilla Christensen. 368 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Forleden læste jeg en anmeldelse i en udenlandsk avis, hvor Ian McEwans nye roman (som endnu ikke er oversat til dansk) blev afskrevet som et »kyndigt kulturprodukt af en overdrevet professionaliseret forfatter«. Den sved, tænkte jeg, for jeg kan vældig godt lide Ian McEwans romaner, men samtidig kan jeg sagtens se, hvad anmelderen sigter efter. Nogle forfattere er simpelthen et nummer for suveræne i stil og teknik.
Sådan en forfatter er norske Jan Kjærstad også. Hans overlegne beherskelse af stil, tema, plot og symbolik er nærmest hoverende, og af og til kan den polerede fortælleteknik være så forførende, at man må kapitulere.
En tid til at leve følger 12 forskellige mennesker, der alle er på vej til Nationaltheatret i Oslo, hvor Henrik Ibsens formidable skæbnedrama om Hedda Gabler er på plakaten. Det er norsk nationalidentitet og hjerteblod.
Jeg har altid holdt meget af tragedien om Hedda (urpremiere i 1890). Skuespillet handler kort sagt om admiraldatteren Hedda, der må tage til takke med mindre, end hun føler sig berettiget til, herunder den kedsommelige og smålatterlige Jørgen Tesman, der har brugt hele parrets bryllupsrejse på sin forskning i brabantisk husflid (altså køkkenredskaber fra den hollandske egn Brabant!). Ægteskabet er dødsdømt fra begyndelsen, og i skuespillets legendariske slutscene begår Hedda selvmord. Denne tragedie blev Henrik Ibsen – ligesom August Strindberg i Frøken Julie – inspireret til af den svenske forfatter Victoria Benedictsson, der skar halsen over på sig selv i 1888, og Jan Kjærstad binder fint historie og fiktion sammen ved at sende sin Hedda til Victorias grav i København.
Om hver af de 12 mennesker, der skal i teatret på premiereaftenen, fortæller Jan Kjærstad en grundig og bevægende historie. To af dem er skuespillere, der skal stå på scenen. De øvrige er en gruppe mennesker, der på den ene eller anden måde strejfer hinanden, enten i teaterfoyeren eller andetsteds på livets scene:
En lærer har været lige lovlig tæt på en af sine elever. En sexet influencer har haft en affære med en af skuespillerne. En syrisk krigsflygtning ser det norske samfund udefra. En mand lider under sin datters uforståelige selvmord. En forfatter har netop vundet en stor pris. En britisk diplomat skal møde en lobbyist fra energibranchen. En kvinde planlægger at fremføre et solidarisk budskab under forestillingen. En ung mand er nyforelsket. En Ibsen-forsker er på afveje. Og en frygtet teaterkritiker hvæsser pennen og gør klar til et karaktermord.
Alle disse mennesker har det tilfælles, at de forventer noget af aftenen, ligesom Hedda forventede noget af tilværelsen. Men alle ved også, at der hviler en katastrofeuundgåelighed over Hedda. Ikke mindst skuespilleren, der på forhånd er knyttet til hende via navnet: Hedda Christine Foss er en feteret stjerne med en lovende karriere foran sig. Det samme er hendes flotte fyr af en kæreste, Henrik Adler, der gerne ville have spillet Jørgen Tesmans antagonist, den farlige og geniale tænker Ejlert Løvborg, men må tage til takke med birollen som assessor Brack.
Romanen foregår i 2019, altså på kanten af corona, og en enkelt passage handler drevent nok om det internationale samfunds uforberedthed på en pandemi, som man ved vil komme før eller siden. Til gengæld har MeToo-oprøret fundet sted (men endnu ikke den globale bølge Black Lives Matter; politimordet på George Floyd fandt først sted efter romanens samtid), ligesom klimakrisen og krigsrædslerne i Syrien står som modbilleder til det olierige, trygge og norske velfærdsland, der kun frygter én ting: ikke at ligge nummer et på listen over verdens lykkeligste lande.
Når denne ironiske bredside er fyret af, glemmer Jan Kjærstad ikke, at Norge stadig lever i posttraumatisk chok efter terrormassemordet 22. juli 2011. Det skrev han så eminent om i romanen Storefjeld (2018). Denne gang forskyder han dog perspektivet ved at lade den syriske krigsflygtning tænke på sit ødelagte hjemland.
Jan Kjærstad har valgt en titel, der giver mindelser om Prædikernes Bog. Med velberåd hu. En tid til at leve er nemlig også et stykke visdomslitteratur, der beskæftiger sig med menneskets mulighed for selv at forme sin tilværelse. Romanen kunne dermed antages at være et kristent korrektiv til Henrik Ibsens psykologiske realisme, men dertil har forfatteren (der i øvrigt er cand.theol.) for stor respekt for det usagte og den gode litteraturs mulige tolkningsrum.
Måske tænkte Jan Kjærstad ligefrem på sig selv, da han beskrev forfatteren Felix Borger, der denne aften ser sin ekskæreste Hedda på scenen. Hans forfatterskab (smalt og uden det store publikum i modsætning til Jan Kjærstads) betegnes nemlig som fortællinger fyldt med hulrum og sprækker og en sum af åbninger uden helhedslogik.
Dermed kan man tillægge romanen varierende betydninger, og mindst to af dem er indlysende: Den er en rapport fra menneskemyretuen, hvor vi hele tiden krydser hinandens spor og forsøger at forme vores eget liv. Og den er et kritisk mentalitetsportræt af Norge og norsk selvopfattelse; det er forfatterens varemærke. Men romanen handler også om iscenesættelse og teater som tilværelsestolkning. Både Henrik Ibsen og Jan Kjærstad manøvrerer marionetterne.
Men tilbage til titlen. Bag En tid til at leve gemmer sig følgesætningen en tid til at dø. Sådan blev det jo for Hedda Gabler, og for Hedda Christine Foss får den store tragediennerolle en ekstra dimension, da Henrik udtænker en plan, der skal sikre de to den ultimative udødelighed. Hvad Jan Kjærstad har i gære, skal jeg her omfatte med diskretion, men tro mig: Det er både spændingsdirrende og skamløst underholdende, omend på det troværdiges overdrev.
Romanen er skrevet i respekt for Henrik Ibsens uforlignelige evne til at udtænke plot, og Jan Kjærstad har derfor ladet mange af karaktererne have navne, der er som taget ud af et Ibsen-skuespil: Eystein Laudal, Felix Boger, Rakel Borg, Merete Sand – og ikke mindst Hedda Christine Foss og Henrik Adler. Det er hilsen og honnør.
Henrik Ibsens psykologisk-realistiske problemdramaer har altid stået mit hjerte nær. Hos ham stod tabuer og hellige køer altid for fald, og i Hedda Gabler lod han en arrogant og øretæveindbydende kvinde gå planken ud. Da hun skød sig selv, udbrød den spage og moralske Jørgen Tesman: »Sådan noget gør man da ikke!«
Den berømte slutreplik udstiller, at manden er forurettet, ikke chokeret. Hos Jan Kjærstad bliver selvmordstemaet godt vedligeholdt, dels som performativ selviscenesættelse i jagten på udødelighed, dels i skildringen af den midaldrende mand, der kæmper med sin ulyst til at se skuespillet, mens han tænker på sin datters selvmord. Dermed bidrager romanen til det selvmordstema, der er tilbagevendende i den nordiske samtidslitteratur.
Hvis nogen ville afskrive romanen som »et kyndigt kulturprodukt af en overdrevent professionaliseret forfatter«, ville jeg ikke blive overrasket. Men fuld kontrol og udsøgt overblik skal jo ikke ligge nogen forfatter til last, hverken Ian McEwan eller Jan Kjærstad. Jo, han har ganske vist en tendens til at overmøblere sit scenerum med sætstykke på sætstykke, men han bruger dem alle, for han kan sin Tjekhov og Ibsen og ved derfor, at en revolver, der præsenteres i første akt, skal fyres af i sidste akt.
En tid til at leve er derfor en sirligt udtænkt og suverænt udført roman. Hvad der virker tilfældigt, viser sig at være vigtigt. Hvad der virker henkastet, viser sig at være placeret med omhu. Forfatteren kontrollerer sin fortælling som en poserende, stoltserende hane, der patruljerer sin hønsegård.
Et godt læseråd: En tid til at leve fungerer bedst, hvis man har Hedda Gabler i frisk erindring. Det er der heldigvis også mange gode grunde til at have.