Weekendavisen den 19. august 2022
Straffeaktion. Rasmus Daugbjergs eventyrske og arkaisk prosa har pessimistisk patos og poetisk blidhed.
Rasmus Daugbjerg: Trold. 128 sider, 199,95 kr. Gutkind.
For nogle år siden overværede jeg et arrangement på et bibliotek, hvor endnu ikke debuterede forfattere fik spontan respons på deres tekster af to forlæggere. En af forfatterne, Rasmus Daugbjerg, fangede min opmærksomhed, fordi han mindede mig om Agota Kristof. Jeg inviterede ham derfor med i et radioprogram om den litteratur, der findes reelt, fordi den er skrevet, men ikke formelt, fordi den endnu ikke er udgivet.
Et par år efter blev hans debut, Rygtet, udgivet på et af bogbranchens mange elegante undergrundsforlag (Møllegade Boghandel), og nu kommer så hans anden roman, denne gang på Gutkind, det stadig ret nye, men litterært set ganske veletablerede overgrundsforlag, og det gør godt at se, at den litteratur, der endnu ikke fandtes, havde bæreevne. Med Trold bekræfter Rasmus Daugbjerg sig nemlig som en særlig fortæller med stemningsrødderne dybt plantet i en eventyrsk og arkaisk fortælletradition, der samtidig paradoksalt nok er hypermoderne.
Vi er i en skov. Her lever trolden på jordens, træernes, planternes og dyrenes præmisser. Men fra byen kommer menneskene, og deres fældning af træer og slagtning af dyr, bringer skoven i krise. De træder tungt ned i jorden, de binder dyrene med reb, de snitter i skoven. Og trolden opfatter deres råbende og gøende munde som fælder.
En dag begynder noget at sy sig selv i et af de sår, menneskene har snittet i skoven. En kjole. Den kravler op for at binde menneske og trolden sammen:
”Kjolen skubbede sig frem over jorden. Den fandt trolden langt inde i skoven. Kjolen snurrede sig om sig selv, trolden skulle tage den på, den tilhørte hende. Hun nægte, hun slog ud efter den, men kjolen slyngede sig om hende. Den blev tung. Trolden mærkede, hvad det var: en bøddelkjole. Bøddelkjolen var et øre: nu hørte hun menneskene. De gøede i hendes hoved. De gøede, når de skar træerne ned, de gøede, når de skar i dyrene, de gøede, når deres marker krøb ud over jorden. Inde i den gøen lå noget og hviskede til hende: ‘De er skyldige, du skal straffe dem.’ Trolden kunne ikke holde larmen i sit hoved ud. Larmen var en pligt.”
I en slags desperat og depressiv selvbeskyttelse lader trolden sig forstene. Så går en sommer og en vinter. Da stenens hårdhed løber af hende som vand, opdager trolden, at hun befinder sig i menneskebyen. Dyrene er bag hegn. I skoven sidder harerne og hjortene fast i fælder. Menneskestemmerne gør. Trolden i bøddelkjole græder, tårerne knytter hende til dyrene, træerne og jorden. En stemme skriger i hendes hoved: ”Skyldige! Skyldige! Du skal straffe dem!”
Rasmus Daugbjergs notorisk velskrevne roman er præget af sådan en mærkelig stemning af dyb skovdunkelhed, naturfortættethed (hvis der er noget, der hedder naturfortættethed) og hævn. Han skriver på én gang med pessimistisk patos og poetisk blidhed, som for eksempel i en skabelsesberetning fra før Gud blev Gud, uudgrundelig, som den slags beretninger er, hvor en svamp er vokset frem på den tavse stenjord, der hænger i mørket:
”Trolden blev født i en mosebrand. Små flammer åd af græsset og mosevandet. Røgen var hvid. Flammerne døde, men branden fortsatte under jorden i varme lommer. Dernede lå hun. Røgen sted fra jorden, branden fødte hende af røg og vand. Hun rejste sig og løb, øjnene brændte. Hun græd og gemte sig. Jorden hylede af liv.”
Trolden omtales med det personlige pronomen hun, og dermed modsiges logikken fra Halfdan Rasmussens tællesvise, der har lært generationer at tælle til seks med et rim om at ”er du en trold, får du børn med en heks”. Men hos Rasmus Daugbjerg hersker intet normativt.
Med sin allegoriske fortælling om trolden som en hadefuld hævner i den naturkrise, som den menneskelige uforstand har skabt, bidrager Rasmus Daugbjerg ret enestående til den politisk-etiske litteraturs dominerende tendens i disse år. I forlagets pressemeddelelse siger forfatteren, at vi er nødt til at tro på trolde, hvis vi skal forstå klimakrisen: ”Klimaet er en trold, på én gang sårbart og dødeligt og samtidigt sårende.”
Efter min smag lyder det lige lovlig patetisk, og en vis alarmistisk følelsesfuldhed kan Rasmus Daugbjerg heller ikke sige sig fri for. Han er en udpræget alvorsmand, der ganske forsager den skæve humor, som to temabeslægtede forfatterekolleger tidligere har brugt i deres klimakrisefiktion, nemlig Charlotte Weitze i Den afskyelige (2016), hvor hun lod selveste den afskyelige snemand lide under temperaturstigninger og gletsjersmeltning, og Dennis Gade Kofods Nancy (2017), hvor underjordiske sagnvæsner generobrede Bornholm fra menneskene. Vi har altså også en moderne litteraturtradition for, at troldens kolleger i sagnvæsenbranchen går i opposition til os mennesker.
Med en sjælden mærkværdighed i tonen er Trold en pessimistisk varselsroman om menneskers brutalitet og skæbne. Mod slutningen ligger menneskene i jorden på kirkegården, hvor ”ribbenene griber om mulden”.
Med mange sære syner, symboler og ledemotiver fortæller Rasmus Daugbjerg sin mørke historie om hævnertrolden, der må beskytte naturen og dyrene, som ikke er i stand til at værne sig selv mod menneskene. Spørgsmålet er blot, om trolden kan håndhæve rollen som hævner, eller om hun skal forstene sig igen.
Trold kan tolkes, men hverken nemt eller entydigt. Den mytiske surrealisme er stille vand med dyb grund. Det forekommer mig at romanen har et uforløst mellemværende med gudsbegrebet, men gennem sin menneskekritik fremstår den også stærkt religionskritik. Trolden vil for eksempel slå en præstesøn ihjel for at forhindre at der kommer flere præster i verden, ”for præsternes ord er Guds ord og Guds ord skal dø ud med de gøende præster.”
Rasmus Daugbjergs moderne eventyr går sine egne uforudsigelige veje, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at have overset et betydningslag eller to. Det er jo så nemt at fare vild i dunkle skove, og her er ingen direkte brødkrummesti til et pandekagehus.
Men at lade en naturkrise udspille sig i en ubestemmelig, men førmoderne tid, er Rasmus Daugbjergs originale, civilisationskritiske greb, som han forløser i et ulykkeligt og modløst stil- og stemningsleje. De gamle eventyr var jo også advarsler mod menneskers uforsigtighed og uforstand.