Weekendavisen den 4. marts 2022
Socialroman. Mona er en imponerende fighter og mønsterbryder i Stine Askovs kulturkampsroman om privilegier og stigmatisering.
Stine Askov: Nøjsomheden. 366 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.
Der går en lige linje fra Glenn Bechs opgør med de priviligeredes dominans på højskolernes skrivekurser (som beskrevet her i avisen i sidste uge) til Stine Askovs nye roman, hvor den ideologiske vinkel allerede bliver skåret i pap og bøjet i neon i Gyldendals pressemeddelelse, da forfatteren bliver citeret for følgende:
”Jeg er ikke vild med litteratursnobberi og hader at litteratur gøres til noget svært, det er forbeholdt udvalgte at sige noget klogt om. Derimod elsker jeg tanken om, man ikke behøver at kunne tale ”litteratursk” for at være med i samtalen om bøger. Altså at man som læser kan være med uanset forudsætningerne.”
Man skulle næsten tro, at Glenn Bech og Stine Askov havde afstemt oprøret nedefra med hinanden. Hans pointe er, at de forfattere, der er ”børn af den kreative klasse” ikke ved noget om børnebidrag, Arne-pension, kroniske smerter, gæld, utryghed og vold i hjemmet, og derfor er store dele af samfundet ikke repræsenteret i deres tekster.
Nu har jeg så læst i pressemeddelelsen, at Stine Askovs menneskesyn er formet af 25 års arbejde som pædagog, og at hun finder det udskammende og ekskluderende, når man taler om en bebyggelse som en ghetto.
Nøjsomheden er et bogligområde i Helsingør, der i virkelighedens verden har kæmpet sig vej væk fra regeringens stigmatiserende ”ghettoliste”. Her finder Stine Askovs roman sted, og temaerne er som hentet fra Glenn Bechs tjekliste med pension, kronisk sygdom, gæld, utryghed, vold. Med andre ord: en roman til tiden.
Mona er en ung, sej kvinde. Hendes mor er en psykisk og fysisk syg ekstremsamler, der er ved at drukne i sit eget rod og ragelse, ikke mindst ugebladene, der leverer stof til en monstrøst voksende scrapbog om kronprinsesse Mary. Moster Tut er derimod en handlekraftig kvinde, altid på stikkerne som hele Nøjsomhedens foretagsomme faktotum, men nu er hun døende og på hospice. Fætter Frederik er en voldelig hashdealer, som dog aldrig lægger hånd på Mona (eller gør han?), og hans ven, Lille Tim, er hans loyale håndlanger, der er dum som en dør.
Kun et enkelt sted kan Mona finde ro, nemlig i litteraturen. Det begyndte med Harry Potter og fortsatte med alt mulig andet, og nu har hun skiftet et trivielt pakkejob på undertøjsfabrikken ud med et job i Lindas Boghandel. Moster Tut skaffede hende ind på prøve ved at vise de post-its med små håndskrevne anmeldelser, som Mona satte på bøgerne i ejendommens byttebod. Om Lykke-Per havde hun skrevet: ”Faktisk genial. Allerede i titlen er han ironisk. Anbefales til alle levende.”
En dag træder en ung mand ind i butikken. Nikolaj er antipoden til alt i Monas liv. Han bor i en kæmpekasse med sine velhavende forældre på Nationernes Allé nede ved stranden, han tager på litteraturkursus til Oxford og drømmer om at blive redaktør på et forlag. Men kan de to unge bygge bro over den sociale kløft? Vi håber inderligt, at amor – og litteraturen – kan overvinde alt.
Nøjsomheden er ikke lige så overrumplende original som Stine Askovs Katalog over katastrofer (2020), men mindre kan også gøre det. Forfatterens solidariske socialrealisme er noget bombastisk, og selvom vi får budskabet bugseret ind med skeer, fungerer historien om samfundets sociale kontraster ganske udmærket. Især er scenen hvor Mona er til sommerfest hos Helsingørs overklasse en herligt nedladende socialsatire , nært beslægtet med Thomas Korsgaards seneste roman om Tue (de rige må man altid gerne gøre grin med).
Stine Askov har skrevet en kulturkampsroman, hvor to livsformer bryder lanse, nærmest som i Monas elskede Harry Potter, der på mange måder er en kodenøgle til Nøjsomheden. Så tæt på hinanden, og dog så adskilte verdener, er Nøjsomheden og Nationernes Allé, og hvis vi skulle være i tvivl bliver forskellen på privilegiekulturen og den sociale stigmatisering kogt helt mør, da Mona og Nikolaj skændes om at give penge til en hjemløs.
Mona er en imponerende fighter og mønsterbryder, men hun distancerer sig aldrig fra det miljø, hun er rundet af, og hun kan læse højt af Sophus Claussen ved sin mosters kiste uden at være klasseforræder eller snob.
Slutscenen er som skabt til en filmisk finale, både rørstrømsk og rørende, og åh så inderlig i sin uforblommede dyrkelse af det jævne danske, når det er allerbedst, socialt, solidarisk og – nøjsomt.
Hvis jeg skulle reducere min anmeldelse til Monas kritiske formsprog, ville jeg skrive dette på min post-it: ”Ikke spor genial, men absolut solid. Allerede i titlen er hun oprigtig. Anbefales til alle levende.”