https://www.weekendavisen.dk/2022-47/boeger/hun-hed-gisele
Eksil. I disse russiske ekspansionstider er genintroduktionen af Agota Kristofs flygtningelitteratur indlysende nødvendig.
Agota Kristof: Analfabeten. Oversat af Caroline Albertine Minor. 60 sider, 129,95 kr. Gutkind.
Bedst som Agota Kristofs lille og uendeligt fine erindringsbog Analfabeten fra forlaget Gutkind føjer sig til det sene efterårs bogbjerg, tikker en høflig forvarsel til litteraturpressen ind fra Gyldendal om at selvsamme forfatters roman I går udkommer til januar.
To konkurrerende forlag har altså på samme tid rettet blikket mod Agota Kristof (1935-2011), og det tror da pokker, for hun forener litterær kvalitet og politisk tidsånd.
Agota Kristof emigrerede som 21-årig fra Ungarn, da den røde hær besatte landet i 1956, hvorefter hun tilbragte resten af sit liv som flygtning i Schweiz, hvor hun lærte sig selv at skrive på fransk og blive forfatter. Dermed er hun prototypen på det europæiske eksil, som blev ofrene for sovjetkommunismen til del, og i disse russiske ekspansionstider er genintroduktionen af hendes erfaringsbundne bøger alt for indlysende nødvendig.
Med gennembrudsværket, Det store stilehæfte (1986), der foregår i et forarmet centraleuropæisk land, hvor krigen og civilisationsbruddet raser, viste Agota Kristof sig som en eminent litterær stillist, der med sin smykkeløse prosa skaber frapperende resultater af uforglemmelige og foruroligende scener. I et lavmælt, kontrolleret sprog dissekerer hun menneskets angst, kynisme og overlevelsesdrift, så man snapper efter vejret.
I Analfabeten fortæller hun sin egen historie som flygtning i Neuchâtel, hvor hun arbejder på en urfabrik. Schweizerne møder flygtningene med venlighed, men alligevel føles det som at være i en ørken, en social og kulturel ørken. Væk er den begejstring, der herskede i de få frihedsdage før den sovjetiske invasion, nu fylder kun stilhed og tomhed og savnet efter at være en del af noget vigtigt, måske noget historisk, savnet efter hjemmet:
”Vi ventede os noget ved ankomsten hertil. Vi vidste ikke hvad vi ventede os, men det var helt sikkert ikke dette: disse dage med indholdsløst arbejde, disse tavse aftner, dette stivnede liv, uden forandringer, uden overraskelser, uden håb. I materiel forstand var vi en smule bedre stillet end før. Vi har to værelser frem for et. Vi har tilstrækkeligt med kul og får nok at spise. Men sammenlignet med det vi har mistet, er prisen for høj.”
Dette er blot et enkelt menneskes vidnesbyrd, men vis mig den flygtning, der ikke kan skrive under på dets almene gyldighed. Teksten er fra 2004, og forfatteren døde i 2011, men havde hun levet i dag, ville hun sige, at hun også skrev på vegne af migranterne i Middelhavet, de fordrevne fra Ukraine, dem der sætter livet på spil i Iran netop nu.
For Agota Kristof og de andre flygtninge på urfabrikken var Schweiz ikke er andet end en ørken, der skulle krydses på vejen til ”integration” og ”assimilation”, men ikke alle vælger at blive. Som det hedder i den lille bogs mest rørende og oprørende afsnit: ”To af os rejste tilbage til Ungarn trods fængselsstraffen der ventede der. To andre, unge, enlige mænd, rejste længere væk, til USA, til Canada. Fire andre, længere endnu, så langt man kan komme, hinsides den store grænse. Disse fire personer som jeg kendte, tog deres eget liv i løbet af vores to første år i eksil. En med sovepiller, en med gas, og to andre med rebet. Den yngste var atten år gammel. Hun hed Gisèle.”
Hun hed Gisèle. Naturligvis ved Agota Kristof mere om den unge kvinde, end hun fortæller, men hun lader navnet stå alene som en gravskrift over et menneske, der ikke magtede turen gennem ørkenen. Her er ingen anklager mod værtslandet, tværtimod. Men åbne grænser og åbne arme forhindrer ikke, at det konkrete ydre eksil også bliver et eksistentiel indre eksil. Det er skrevet med en simpelhed, der kan virke kynisk, men er sorgfuld.
Analfabeten er en flygtningefortælling, men også en forfatterfortælling, for selvom Agota Kristof lærer sig fransk, opfatter hun resten af livet sproget som noget, der er ”påtvunget hende af skæbnen, af tilfældet, af omstændighederne.”
Men Agota Kristof er en analfabet med ukuelighed og stamina. Når folk spørger, hvordan man bliver forfatter, svarer hun: ”Man bliver forfatter ved at skrive med tålmodighed og stædighed, uden nogensinde at tabe troen på det man skriver.”
Analfabeten er musisk oversat af Caroline Albertine Minor og har et udmærket, indlevet forord af Naja Marie Aidt. I går har efterskrift af Dy Plambeck. Tidligere har Jonas T. Bengtsson skrevet introduktion til klassikerudgave af Det store stilehæfte. Forfatterne flokkes altså om Agota Kristof, sandsynligvis fordi hendes kompromisløse kunst udgør et arkimedisk punkt for alle, der gerne vil skrive fortættet prosa med dyb, eksistentiel klangbund.