Weekendavisen den 23. december 2022
Zonepandemi. Hanya Yanagiharas nye roman angler alt for krampagtigt efter at være elsket af alle for sin tolerance, frihedslængsel og klogskab.
Hanya Yanagihara: Til Paradis. Oversat af Juliane Wammen og Birgitte Steffen Nielsen. 734 sider, 350 kr. Politikens Forlag.
Man må anerkende den ambitiøse idé bag Hanya Yanagiharas nye roman, Til Paradis, der over mere end 700 fantasifulde sider vender op og ned på verden, som vi kender den. Men idé og ambition er ikke nok.
I et opulent ophobning af kontrafaktisk Amerika-historie og orwellske fremskrivninger af et post-pandemisk autokratisk overvågningssamfund, præsenterer Hanya Yanagihara (f. 1974) os for tre store fortællinger med udgangspunkt i årene 1893, 1993 og 2093.
De tre bøger i bogen har alle udgangspunkt i det samme hus på Washington Square, New York, og en række navne går igen, selvom de tilhører forskellige personer til forskellige tider: Charles/Charlie, Edward, Peter, Nathaniel m.m. Deri ligger nok en eller anden sofistisk pointe.
Endelig er de tre bøger bundet sammen af en række tematiske fællestræk: ægteskab (arrangeret) og homoseksualitet (fri eller undertrykt), samt ikke mindst individets kamp for at være sig selv. I romanens allersidste sætning tales der i tunge symbolske vendinger om en rejse ”til friheden, til tryghed og sikkerhed, til værdighed – til paradis.” Dermed er romanens titel bøjet i neon.
Første del, Washington Square, bygger på opfindsomme kontrafakta om Amerika. Vi er ca. 30 år efter borgerkrigen, hvor landet er delt i Vesten, Unionen, Kolonierne og De frie stater, som New York hører til. I denne del af kontinentet hersker så udpræget en tolerance overfor homoseksualitet, at ægteskaber mellem to personer af samme køn synes at være normen.
Det er godt tænkt, men ikke godt skrevet. Når det er værst, er det simpelthen triviallitteratur, som i dette citat, hvor den velhavende David taler med sin hemmelige elsker, den fattige Edward, der mener, at de to skal stikke af sammen, ud til Vesten, ud til Paradis:
”’Vil du ikke gerne være sammen med mig? Elsker du mig ikke’?
‘Du ved at jeg elsker dig,’ indrømmede han fortvivlet.
‘Og jeg elsker dig,’ sagde Edward lidenskabeligt, men de ord som David havde ventet på og så brændende havde ønsket at høre, blev formørket af den helt ekstraordinære forbindelse de blev fremsat i. ‘David. Vi kunne være sammen. Vi kunne endelig, langt om længe være sammen.’
‘Vi kan være sammen her!’
‘David – min elskede – du ved jo godt at det ikke er sandt. Du ved at din farfar aldrig ville tillade at du var sammen med en som mig.’”
Og sådan slæbes vi gennem romanens ørkesløst lange parader af inderligt banal prosa.
Del to har titlen Lipo-Wao-Nahele. Nu er vi i 1993, dels i huset på Washington Square, dels på Hawaii. Denne gang følger vi en gruppe venner, der står ansigt til ansigt med en ny, smitsom og dødsensfarlig sygdom (AIDS, naturligvis, selvom det aldrig nævnes). Parallelt får vi historien om en ung mand, der nedstammer fra den hawaiianske kongeslægt. Hvad stiller man op, når ens land er blevet koloniseret? Hvad gør man, når ens kulturskatte er blevet plyndret og gjort til samlerobjekter?
Romanens tredje del, Zone Otte, bringer os ud i en knap så fjern fremtid, hvor kloden er plaget af voldsomme pandemier. Den civile samfundsorden i USA er bukket under for et autokratisk styre, der kontrollerer borgerne med overvågning og skarpe begrænsninger i ytringsfrihed, bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed.
New York i 2093 minder forbløffende meget om Wuhan og Beijing de seneste tre år med tvangsisolation og forsegling af boligblokke. Også overvågningen og korruptionen er skildret med realistisk forlæg i Kina.
I denne store slutsats flettes to spor sammen. Først er vi i 2093, hvor en kvinde ved navn Charlie fortæller om sit arbejde på en laboratorium. Hun har overlevet en af de zoonotiske pandemier, der har hærget kloden, og nu lever hun i et arrangeret ægteskab, som hendes bedstefar i sin tid stod bag. Før han mødte sin død som en fjende af systemet, var det ham magtpåliggende at finde en ægtemand, der kunne passe på Charlie. Kærlighed var mindre vigtigt.
Det andet spor begynder 50 år tidligere og består af en serie breve, der sendes fra en ældre mand ved navn Charles i Zone Otte til en ven ved navn Peter, der bor i det, som nu hedder Nybritannien. Brevene belyser dels Charlies liv, dels den autoritære udvikling i USA, hvor Manhattan nu er inddelt i zoner og Central Park er omlagt til en farm, hvor der dels dyrkes afgrøder, dels foretages videnskabelige forsøg. Over hele verden raser med års mellemrum den ene pandemi efter den anden. Spørgsmålet er, om staten kun forsker i bekæmpelse af sygdomme, eller om den også arbejder på at udvikle dem?
At læse en pandemisk nærfremtidsdystopi med krisestemningen fra corona i frisk erindring, er naturligvis interessant, ligesom det er svimlende at tænke, at Hanya Yanagihara begyndte sit arbejde med denne fortælling før pandemien brød ud og forandrede vores verden. Men det, der kunne have været en ildevarslende vision, blev indhentet af virkeligheden, og hele skildringen af risikoen for zoonotiske sygdomme er derfor alt for velkendt.
Skønt kreativ i sin tænkning, er Zone Otte desværre ikke i nærheden af litteraturhistoriens klassiske dystopier om brutalistiske samfund. Til Paradis kan heller ikke måle sig mod tyske Juli Zehs Corpus delicti, en frysende fremragende roman om et sundhedsdiktatur, skrevet med meget større nerve på meget mindre plads.
Jeg kan godt se Hanya Yanagiharas roman som en intelligent humanists stålsatte forsvar for seksuel identitetsfrihed, for minoriteters kulturelle integritet og autonomi og for borgerrettigheder i en pandemisk tid, hvor selv de stærkeste demokratier lader et vindue stå på klem for en autokratisk brise – ja, selv her i landet opgav vi jo gladelig forsamlingsfriheden.
Problemet er bare, at Til Paradis intellektuelle profil ikke er skåret skarpt, men tværtimod fortoner sig i en kvabset, excessiv og redundant skrivestil. Det, der kunne have været en tænksom thriller fra en kontrafaktisk verden, ender som en udmattende roman, der alt for krampagtigt angler efter at være elsket for sin tolerance, sin frihedslængsel, sin tro på kærlighed og godhed, for at være fortællende, forførende, modig og klog.
Romanens danske sprogdragt har de to rutinerede og pålidelige oversætteren Juliane Wammen og Birgitte Steffen Nielsen ansvar for i fællesskab. Til tider springer nogle irriterende anglicismer i øjnene (for eksempel råbe i stedet for skælde ud og gå til butikken i stedet for købe ind), men oversætterne har med fuldtræf ramt Hanya Yanagiharas sprogtone, som mange jo elsker, men som virker klægt poetiserende på mig.
Desværre munder det hele ud i en sentimentalt komisk finale, hvor klicheerne holder vagtparade. Hanya Yanagihara har simpelthen overlæsset sin godt tænkte roman, så den synker i knæ under sit eget stofs overvægt.