Weekendavisen den 21. januar 2022.
Brødre. Jens Vilstrups roman er mørk realisme fra de surrogatsamfund, vi drømmer os væk til.
Jens Vilstrup: Lalandia. 422 sider, 299,95 kr. alpha.
Tom er enebarn i en almindelig familie med et almindeligt forstadsliv i almindelige Greve. Men så rykker hans forældre teltpælene op, og slår sig ned i en forfalden ejendom på en pløjemark på Lolland.
Faren er bibliotekar med hang til vin og jazz, moren forsøger at sælge keramik og fotokunst, og deres intentioner er lige så ærlige, som deres evner er skrøbelige.
Den store vending i Toms liv indtræffer, da forældrene beslutter at åbne hjemmet for et plejebarn. Nick er tvangsfjernet fra sin mor, og den skumle dreng gemmer sig dels bag selektiv mutisme, altså en selvpålagt stumhed, dels bag en kasketskygge, der altid skjuler hans øjne.
På sin egen uudgrundelige facon, knytter Nick sig til plejefamilien, og mellem Tom og Nick udvikler sig en tavs (senere ordknap) brodersolidaritet, der på én gang er bæredygtig og bristefærdig. Gennembruddet kommer, da Nick pludselig forlader bilen midt inde i ulveområdet i Knuthenborg Safaripark, og kun bliver reddet af den bomstærke Toms resolutte handlekraft.
I skolen er øens sociale hakkeorden ubønhørlig. Anders, hvis far har en bedrift (og forpagter jord, der hører til Toms families hus), er øverst i hierakiet, og Tom og Nick er nederst. Da Tom tror, at han kan blive ven med Anders, og kommer uanmeldt på besøg, ser han gennem vinduet, at klassens stærke dreng får bryst af sin mor, som om han var en baby. Anders ser, at Tom ser ham, og for at forhindre Tom i at røbe hemmeligheden, spreder Anders det rygte i skolen, at Tom sutter mælk hos sin mor.
Den løgn, som er umulig at gendrive, udgør det store syndefald mellem de to drenge, der kunne være blevet venner og allierede. I stedet bliver et årelangt fjendskab grundlagt: Anders er rig og magtfuld, men Tom er stor og stærk, og Nick er hurtig og frygtløs, og her har vi roden til romanens anslag og finale, hvor to beslægtede verdener mødes, nemlig Lalandias artificielle tropeparadis på Lolland og Thailands ulækre sexturisme. De to surrogatverdener bliver gerningssted og tilflugtssted.
Romanen og fortælleren er hinandens spejlbilleder: stor, stærk, firskåren, usentimental. Prosaen trives bedst, når Jens Vilstrup lader Tom fortælle som den selvlærte anlægsgartner, han er. Men når han får tilført mere følsomme sider, mister hans fortællestemme sin barske kvalitet, ikke mindst med overflødige lyrismer og evindelige associationsklicheer om folk, der dufter af kanel, skyllemiddel, spirende kartofler og persille. Til gengæld er karaktertegningen suveræn, hver gang Toms flyvske fantast af en far smiler sit ”abesmil”.
Lalandia (som betyder Lolland på latin) er en brutal fortrædsfortælling om en godhjertet families fald. De vil egentlig kun det rigtige, men de magter det ikke. Først er der kampen for at vinde myndighedernes tillid og godkendelse som plejefamilie, så er der forsøget på at få hverdagen til at hænge sammen – og til sidst er der kun indre konflikter, ydre pres og brudte forhåbninger.
Familiens endelige sammenbrud varsles i en flot fortalt og hjerteskærende symbolscene, hvor en ferie sydpå bliver forpurret af en orkan over Danmark, der forhindrer flyet i at lette. De må køre tilbage til Lolland og vente på en ny rejse, men stormen vælter en gavl, som faren har bygget af vinflasker, og hans hjemmegravede afvandingssystem bryder sammen, så huset bliver oversvømmet.
Jens Vilstrup har et godt blik for brødrenes uartikulerede indre konflikt mellem vold og værdighed. Mens Nick hele tiden synes prædestineret til en fatal skæbne, har Tom en sund kerne, en enorm fysik og en mental styrke, der giver ham muligheden for at bryde det truende mønster. I begge tilfælde er tegningen af den maskuline utilstrækkelighed trukket klart op. Her er Jens Vilstrups roman beslægtet med Jonas T. Bengtssons Submarino, der også handler om et brødrepar i frit fald, og Peder Frederik Jensens Det Danmark, du kender, der foregår i samme slags miljø på Lolland.
Men romanens vigtigste bidrag til den mørke og beskidte realisme, er dens skildring af livet i reservaterne og surrogaterne, de forløjede ikke-steder, vi eskaperer os væk til for en stund. Knuthenborg er ikke Afrika og Lalandia er ikke en tropisk strand. Og hvis Thailand er en drøm, er det en dybt depraveret drøm. På den måde er Lalandia også en rapport om livet i de iscenesatte verdener.
Som roman føjer Lalandia ikke noget nyt til sin egen genre. Den overholder derimod et velkendt narrativ model, hvor en ildevarslende prolog følges op af vekselvise kapitler fra opvækst og nutid, så vi til sidst kan binde knude på de to brødres livsdramaer. Deri er der intet litterært hekseri, kun behændighed. Men den slags har også ret, og Lalandia lægger sig som en fermt skåret flise i romanrækken efter Jens Vilstrups egen Opland (2014) og al den anden socialrealistiske samtidslitteratur om hvide lavstatusmandeskæbner i eksistentiel hårdknude.