Weekendavisen den 30. september 2022
Kriser. Kristina Stoltz skriver sig på afstand af sit eget talent i ny roman om kvindeliv, klima og corona.
Kristina Stoltz: For evigt. 428 sider, 299,95 kr. Gutkind.
En forfatter der vil skrive diagnostisk og dissekerende litteratur om vor tids politiske og moralske dilemmaer har min fulde opmærksomhed – således også Kristina Stoltz, hvis nye roman både handler om corona og klima og dermed er samtidslitteratur med dobbelt salto.
For evigt er en slægtsroman om tre generationer af kvinder: Cajsa er den yngste. Hun bor i kollektiv ved Marmorkirken i København og planlægger at skrive en universitetsopgave om flytningen af den nordsvenske mineby Kiruna, der er ved at synke sammen, fordi industrialiseringen har undermineret dens fundamentet.
Cajsas mor Anna arbejder på et plejehjem. Hendes privatliv har tilsyneladende altid manglet konsistens. For tiden er hun kæreste med en temperamentsfuld mand, der har mistet retten til at se sine to børn fra et tidligere ægteskab. Han forstår ikke, at folk ikke gør oprør mod coronalovene, og der ulmer en proteststemning af løgnagtighed, vold og destruktiv magt over ham.
Annas mor og Cajsas mormor er en godt 70-årig kvinde, hvis livserfaring og livsduelighed slet ikke stemmer overens med hendes temmelig latterlige navn, Baby. Sådan blev hun kaldt af sin svenske mor, da hun voksede op i et velhaverhus nær skoven udenfor Ljungskile, hvor faren drev en skofabrik. Baby har forladt sin familie og flakket rundt, bl.a. som langturschauffør og mimer i Paris.
I romanens nutid dukker Baby så pludselig op i Cajsas kollektiv. De seneste par år har hun boet i sin autocamper på Stevns uden at tage kontakt til sin datter eller sit barnebarn. Mens Anna ikke vil forsones med Baby, som hun føler sig svigtet af, åbner Cajsa kollektivets døre.
Der er altså erosion i familiens fundament. Fuldkommen som i Kiruna. Her har Kristina Stoltz fat i en konflikttype, som vi alle kender. I alle familier findes sociale og følelsesmæssige disciplinærstraffe og ekskommunikation. Alle ved, hvad det vil sige at undsige, men færre ved, hvad det vil sige at tilgive. Men nogle gange er et svigt så gennemgribende, at forsoning er omsonst.
Da Baby var barn fortalte hendes mor et eventyr om en kvinde og mor, der i virkeligheden er en sæl. En dag forlader hun sin mand og børn, fordi ”noget kaldte på hende, noget, som var ældre end hende, ældre end ham, ældre end tiden.” Og en dag forlod Babys mor selv huset, manden og børnene. Datteren indså, at forældre er i stand til at forlade deres børn og leve videre et andet sted.
For evigt er situeret i den tid, hvor vi levede med en podepind i næsen. Corona udgør en nervøs baggrundsstemning, men bortset fra en enkelt diskussion om, hvordan vi som borgere bare danser lydigt efter statens pibe, gør romanen ikke noget forsøg på at trænge dybere ind i undtagelsestilstandens samfundspsyke.
Noget siger mig – men det er ren spekulation – at Kristina Stoltz var i gang med at skrive en roman om nedarvet splittelse i en familie, da corona pludselig meldte sin akutte ankomst og forlangte at spille en rolle. Mange steder i litteraturen ser man, at corona har sneget sig ind i den skrivning, der i forvejen var i proces. Det samme gjorde terrorattentatet i New York den 11. september 2001 og flygtningekrisen omkring Middelhavet i 2015. Virkeligheden finder sted derude, og det påvirker naturligvis mennesket i forfatteren og forfatteren i mennesket. Det er forståeligt og forventeligt.
Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis skaber god litteratur, og jeg kan ikke slippe fornemmelsen af, at romanprojektet er blevet indhentet af virkeligheden.
I hvert fald er For evigt en sært inkongruent roman. Dens første del er skrevet i den på én gang slørede og glasklare stilart, som Kristina Stolz mestrer bedre end de fleste. Her genkender man den eksperimenterende, skriveæstetiske undersøgelsestrang fra romaner som Paradis først, Cahun og På ryggen af en tyr, hvor der hele tiden er et element af kvalificeret forvirring til stede.
Den uudgrundelige stemning, der kendetegner åbningen af For evigt, fordamper stort set i romanens sidste trefjerdedel, hvor almindelighederne tager over og Kristina Stoltz skriver sig på afstand af sit eget talent.
Et enkelt sted har For evigt dog fat i et brutalt og bevægende stof med et enormt psykologisk potentiale. Cajsas veninde Olivia kæmper imod det boligbyggeri, der vil smadre dyrenes habitat på Amager Fælled, og hun går forrest i en række aktioner til beskyttelse af den store vandsalemander, der holder til på Lærkesletten. Aktivisterne forklæder sig som salemandre, men for Olivia bliver identifikationen til en psykose, hvor hun tror at hun er en salemander. Senere siger hun: ”Jeg ved ikke, hvad jeg troede, men jeg ville gerne være en salemander, i stedet for at være fanget i denne her rædselsfulde krop, som er med til at ødelægge alt andet liv.”
Portrættet af Olivia er dybt uhyggeligt og nervespændt, og selvom hendes replikker kan lyde som citater fra en kronik, ville jeg hellere have hørt meget mere om den menneskeforagtende og suicidale aktivists fremtidsangste og klimasorgfulde vrangforestilling, end om Babys trivielle trakasserier med et hul i taget i et kolonihavehus.
Kristina Stoltz har tidligere skrevet om olieforurening (På ryggen af en tyr) og tørkebrænde (Paradis først), og med For evigt gør hun kampen for klimaet og krigen for salemandrene til samtidsrealistisk romanstof.
I taksigelseslisten bag i romanen kalder hun ligefrem miljøbevægelsen Extinction Rebellion ”mine største helte og forbilleder”, og i virkelighedens verden har hun, i lighed med forfatterkollegerne Nikoline Werdelin, Carsten Jensen o.a. aktioneret sammen med bevægelsen på Amager Fælled. For det hjerteblod nærer jeg den dybeste respekt.
Om den litterære klimaaktion kan man sige meget godt, men hvis efterlysnigen gælder Den Store Samtidsroman om de menneskeskabte naturødelæggelser, er For evigt ikke en tilstrækkelig besvarelse. Og som familiært splittelsesdrama bider konflikten mellem Baby, Anna og Cajsa desværre ikke hårdt nok. Men salemanderpigen Olivia tager sin helt egen og mindeværdige plads i klimakrisefiktionen.