Weekendavisen den 25. marts 2022
Fertilitet. Marie Hougaards vellykkede debutroman om ufrivillig barnløshed handler mest om ensomhed og at sætte sig spor i verden.
Marie Hougaard: Vi troede vi skulle. Roman. 288 sider, 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Der sidder seks kvinder i en skilift. Højt over en dal går liften i stå, og der er fare for nedstyrtning. Passagererne vejer for meget, og en af kvinderne foreslår at de skal stemme om, hvem der skal ofre sig for fællesskabet og springe ud. Hannah ved, at de andre vil stemme på hende. Hun er nemlig den eneste, der ikke har et barn.
Hvordan kvinderne kom ned i samlet flok, får vi aldrig at vide, men tanken om at være den overflødige i selskabet, sidder dybt i Hannah. Hun fortæller om episoden til sin søster, der er nybagt mor. ”Ej, men det er jo absurd,” siger søsteren. ”Er det?” svarer Hannah. Og så: ”Nogle gange er jeg ikke sikker på hvorfor jeg vil have børn. Om det er fordi jeg ikke ved hvordan jeg kan have værdi uden, eller om det er fordi jeg virkelig gerne vil have dem.”
Sagen er den, at Hannah og Johan ønsker sig et barn. De er midt i trediverne, hun arbejder med marketing og de bor på Vesterbro i København, hvor den praktiske Johan fylder lejligheden med planter, der spirer og gror.
Tiden er inde til at træde ud af den fri ungdom og ind i et forpligtende forældreskab. Men frugtbarheden er forræderisk, og uanset hvor meget de styrer efter en app om sex og cyklus, lykkes det ikke for Hannah at blive gravid. Johan har for dårlig sædkvalitet, og spørgsmålet er, om en fertilitetsbehandling vejen frem?
Marie Hougaards debutroman, Vi troede vi skulle, er en bitter hverdagsrapport om et par, der rækker ud efter nye køkkenmaskiner og overflødigt tøj, men ikke kan få det, de drømmer mest om, et barn. Hvis det altså er det, de drømmer om. Hannahs tvivl forplanter sig til læseren, og gennem hele romanen ligger en understrøm af eksistentiel tvivl: Er moderskabet en oprigtig, uindfriet længsel, eller er Hannah bange for at miste betydning i tilværelsen, hvis ikke hun opnår status som mor? Hvad er barnløshedens konsekvens for hendes selvopfattelse, og for familiens, venindernes og samfundets syn på hende som kvinde?
Marie Hougaards litterære stil er uprætentiøs, men dog personlig og pointeret. Hun skriver korte afsnit med blanke linjer imellem, så siderne både er luftige og stakåndede, hvilket passer så fint til femstillingen af Hannah. Den prosaiske prosa er nok banal, men det forhindrer ikke at dens stof har dybde og betydning, for ganske vist vil Hannah gerne være mor, men først og fremmest er hun angst for ensomhed, for ikke at sætte sig spor i verden.
Nok er Marie Hougaard debutant, men hun er også en durkdreven fortæller, der ved hvordan man spejler et tema i et symbol eller en modfortælling. De mange planter i Hannah og Johans hjem, de små aflæggere der skal spire og gro, er anbragt med omhu. Det samme er – mere diskret, men ikke mindre vigtigt – Hannahs ønske om engang at blive begravet med en rigtig gravsten. Spor i verden.
Marie Hougaard bruger også raffineret marketingsarbejdets overfladiskhed til at vise krisen i Hannah liv. Hun skal skrive et manuskript for en virksomhed, der arbejder med tidsregistrering, mens hendes eget biologiske ur tikker derudad, og så har hun en akavet flirt med en dokumentarist, der arbejder med vigtige emner.
Ufrivillig barnløshed var også emnet for Karen Strandbygaards Noget du ikke ved om længsel (2021), og skønt de to romaner er nærbeslægtede, er de væsensforskellige. Mens Karen Strandbygaard radikaliserede barnløshedens konsekvenser og lod sin hovedperson bryde mentalt sammen og begå jalousidrab, vælger Marie Hougaard at portrættere en kvinde, der måske nok har en porøs psyke, men alligevel er konsistent. Vi troede vi skulle er derfor ikke en sammenbrudsroman, og den har sågar en realismebundet og diskret håbefuld udgang, hvilket i sig selv er helt befriende.
Der flyder i disse år en sand strøm gennem samtidslitteraturen med erfaringsskildringer af graviditet, fødsel og moderskab, og fra denne moderflod bøjer Marie Hougaards vellykkede roman om kvinden i skiliften af som en væsentlig biflod.