Weekendavisen den 28. januar 2022.
Arbejdsforhold. I Klaus Rothsteins gade står en bil, hvor sexarbejdere betjener deres kunder uden fordømmelse, uden spørgsmål og med en vis grad af tryghed.
Det er lørdag, en nat i januar. Jeg står og stamper fødder mod fortovsfliserne i Helgolandsgade i kvarteret bag Hovedbanegården på Vesterbro i København, mens jeg kigger op mod min egen lejlighed, hvor jeg i det skrå perspektiv hernedefra kan se toppen af mine bogreoler.
Foran mig holder en skråparkeret knaldrød varevogn. Den holder tit her i gaden, og jeg har ofte holdt øje med den oppe fra lejligheden. Nu går skydedøren på vognens langside op, og en mand hopper ud og forsvinder hastigt med blikket i jorden. Efter ham kommer en sort kvinde ud, klædt i kort jakke, gamacher og sneakers. Hun smiler til os, siger godaften, og slentrer op mod Istedgade.
Det er tre år siden, jeg flyttede jeg ind i Helgolandsgade. Vi bor i Vestre Borgerdyds fine gamle skolebygning fra 1893. I 1970 flyttede gymnasiet til Sjælør Boulevard, hvorefter Københavns Kommunen brugte skolen til voksenundervisning, indtil ejendommen lige op til finanskrisen blev solgt til et lille konsortium, der byggede den om til boliger. Blandt investorerne var Nik og Jay, dengang på toppen af deres karriere. De bor her ikke længere, de to popstjerner, men hver gang radioen ude på badeværelset spiller Kommer igen, ser jeg ud af vinduet og ned på smedejernslågen og den røde skoleport:
Jeg træder ud af min port, mandag morgen
Sædvanlig trafik rundt om Hovedbanegården
Folk på den ene og den anden side af loven
Følger nogen mon med fra oven?
Fra oven er måske så meget sagt. Men jeg følger med fra mit vindue på første sal. Da vi flyttede ind, blev jeg dybt forstemt, når jeg kunne stå, og se ned på en sort kvinde, som trak ned i strækbukserne, bøjede sig forover, eller gik på knæ foran kunden mellem to parkerede biler.
Jeg blev hverken chokeret eller forarget, for jeg er ikke naiv, og jeg er en rutineret københavner. Jeg vidste alt om, at der blev solgt sex her, men jeg havde ikke tænkt på, at de skumle hoteller, hvor man engang kunne leje værelse på timebasis, nu var blevet til pæne familiehoteller, eller at pornobiograferne med de små kabiner var lukket, fordi kunderne nu bare kunne se porno på nettet. Og jeg vidste ikke, at sexforretningerne blev afviklet så uværdigt og eksponeret på åben gade, og at der lå altid brugte kondomer i vandpytterne søndag morgen.
Men så skete der noget. Et auberginefarvet lig af en varevogn begyndte at dukke op i gaden fredag og lørdag nat, og manden, der dengang drev den lille kaffebar i kælderen, fortalte mig, at vognen blev brugt til sex. Så gik det op for mig, at vi var naboer til en ny fase af et eksperiment, hvis lige ikke findes andre steder i verden.
Det hele begyndte med Sexelancen, en ombygget ambulance i 2016, som nogle aktivister fra kvarteret anskaffede som et tilbud til sexarbejderne efter inspiration fra stofbrugernes Fixelancen. I stedet for at give et blowjob i en kælderskakt, eller blive taget bagfra mellem to parkerede biler, kunne kvinderne bruge Sexelancen.
I 2018 blev den gamle ambulance erstattet af en udtjent varevogn, og i dag drives foreningen The Red Van af cirka 40 frivillige aktivister, der arbejder for at forbedre rettigheder, reducere risiko, skabe øget sikkerhed og bedre arbejdsforhold for sexarbejderne.
Jeg er på nattevagt med med The Red Vans forperson, Aphinya Jatuparisakul, og to andre frivillige aktivister, Johanne og Ninna fra foreningen. Nattevagten begynder kl. 22.30, og jeg træder ud af min port lørdag aften for at tilbringe de næste fire timer på gaden.
Første stop er den natcafé, som Reden International driver i en kælder i Colbjørnsensgade. Her er ingen adgang for mænd, så jeg venter udenfor, mens Johanne går ned for at koge vand til de to store termokander, som forsyner både de frivillige og sexarbejderne med kaffe i nattens løb. Jeg læner mig op ad et vejskilt på hjørnet ved Istedgade, da tre midaldrende mænd i en lidt aggressiv gå-i-byen-stemning tumler forbi: ”Trækkerdreng!” vrænger den ene til mig, jeg ser undrende tilbage, og han ser på appellerende på kammeraterne for at høste bifald for joken.
Vesterbros gadesexarbejdere kan bruge The Red Van uden at betale en øre for det. Vognen blev købt ved hjælp af et mindre fondsbidrag og en masse crowdfunding. Til gengæld har Københavns Kommune lukket for kassen, når det drejer sig om vognen. I Danmark er det nemlig ikke ulovligt at købe og sælge sex, men det er til gengæld ulovligt at være tredjepart, for eksempel som udlejer af lokaler til sexarbejderne. The Red Van færdes altså i en gråzone, og derfor har den heller ikke noget permanent tilholdssted på Vesterbro. Vognen flyttes rundt i kvarteret, og adressen annonceres ikke på sociale medier eller andre steder. De frivillige spreder budskabet på gaden.
I begyndelsen åbnede The Red Van først ved midnatstid, men på grund af coronarestriktioner i nattelivet, hvor barerne lukker tidligt, har behovet ændret sig. Jeg går en tur med Aphinya. Hun begynder altid nattevagten med at vejre stemningen i kvarteret. Vi går op til hjørnet ved Gasværksvej, vender om, går tilbage. Der er udrykning med blå blink og en enkelt politiforretning i gang på hjørnet ved Viktoriagade, ellers er alt roligt.
De første kvinder er begyndt at kigge forbi den røde varevogn i Helgolandsgade. En skal bare sikre sig at vognen er åben i nat, en anden har brug for en håndfuld kondomer, en tredje beder om en kop kaffe. Kvinderne veksler et par ord med de frivillige, så forsvinder de op mod Istedgade. Stemningen virker tryg og afslappet.
Jeg har set kvinderne og kunderne stå i kø udenfor varevognen, men denne nat er der ikke pres på. Når sexarbejderne får kontakt med en mand, står de og taler lidt samme, måske går de en tur op ad gaden, mens de aftaler ydelsen og forhandler prisen. Så går de over til hæveautomaten i Istedgade, og lidt efter sætter de kursen mod Helgolandsgade.
The Red Van er udstyret med en høj briks, der er boltet fast i et sort- og hvidternede linoleumsgulv. Her er hylder med kondomer, glidecreme, sprit og hygiejnebind, og i varevognens loft løber en lyskæde med plastikblomster. Batterierne er døde, men når guirlanden ellers virker, skaber den en lidt hyggelig stemning.
Otte-ti gange er der efterspørgsel, og kun et par gange må de frivillige bede en sexarbejder og hendes kunde om tålmodighed, fordi vognen er busy eller occupied. Et par gange banker Johanne diskret på bilens sideskydedør for at sige, at tiden er ved at være gået. En enkelt gang går døren op et minut efter, at kvinden og kunden er gået ind, og mens han lusker duknakket væk i retning af Vesterbrogade, siger hun knastørt No money til Johanne og Ninna, mens hun sætter retningen mod Istedgade.
Når vognen skal gøres klar til de næste, hopper Johanne ind, tager plastikhandsker på, spritter briksen med den tykke gummimadras af, og sikrer sig, at der er pænt og ordentligt til de næste brugere. Det er meget sjældent, siger hun, at kvinderne ikke selv har sørget for at smide det brugte kondom i skraldespanden med vippelåg.
Aphinya Jatuparisakul var også på nattevagt i går. Hun er 28 år, uddannet fotograf, for tiden på barsel. Inden hun tog hjemmefra denne aften, ammede og puttede hun sin søn på seks måneder. Sammen med sin kæreste har hun også en datter på tre år. Alligevel vælger hun, at bruge tid på ulønnet aktivisme for Vesterbros gadesexarbejdere, både som nattevagt og som forperson for foreningen.
Hun ved godt, siger hun, at den røde varevogn ikke er løsningen på gadesexarbejdernes problemer. Men i kampen for bedre rettigheder og bedre sikkerhedsforhold, er den et skridt i den rigtige retning. Og så spørger hun mig, hvordan jeg som nabo har det med The Red Van.
Sagen er, svarer jeg, at vognen, så vidt jeg kan se, har taget stress ud af gaden. Det første halvandet års tid, vi boede her, var vi modvillige vidner til, hvordan kvinderne tjente deres penge mellem de parkerede biler. Vi hørte dem herse med kunderne, show me the money, give me the money, vi så, hvordan de solgte sex mellem en Saab og en Subaru, vi så kunden hive kondomet af, smide det fra sig og vakle videre, mens kvinden satte sig på hug og tørrede sig, mens hun skævede op mod vores vinduer. En enkelt gang var der en, der sendte mig et ironisk fingerkys.
Jeg siger, at der nu er kommet mere orden i gaden, og jeg tror, at både kaffebaren og kælderrestauranten, der serverer godt smørrebrød og gedigne danske retter, også sætter pris på det. Tidligere kunne kunderne sidde og spise tarteletter en sommeraften, mens en sexarbejder trak en kunde ind mellem de parkerede biler lige overfor. Der kan stadig ligge slatne kondomer på gaden, men jeg er ikke i tvivl om, at vognen har gjort en forskel.
Aphinya, Johanne og Ninna lægger ikke skjul på, at de kan lide at høre, hvad jeg siger. De har brug for positive naboer. Lige nu prøver de at holde en konstruktiv dialog med en beboer, der kræver vognen ud af Helgolandsgade. Han mener at den tiltrækker ulovlig prostitution. Men der er, siger Aphinya, intet belæg for at mene, at risikoreducerende aktivisme øger mængden af gadesex. Kunderne vil altid være der, og hvis ikke vognen er til rådighed, vil sexhandelen bare foregå mellem bilerne og i baggårdene, og det vil øge risikoen for vold.
Da Sexelancen – med det mobile fixerum Fixelancen som forbillede – for første gang slog bagsmækken op i 2016, vidste ingen, om ideen var holdbar. Men gadesexarbejderne tog godt imod den, og i dag har foreningen bag The Red Van både styr på de frivillige og på økonomien. Indtægterne kommer fra donationer og salg af merchandise, for eksempel t-shirts med slogans som Support your local sexworkers og Rights, not rescue. Aphinya Jatuparisakul håber, at foreningen snart kan udvikle sig i lidt mere professionel retning.
Når kunderne forlader vognen, går de deres egne veje. Men det sker, fortæller Johanne, at nogen spørger, hvad The Red Van egentlig er, og hvad de frivillige laver. Så forklarer de, hvad formålet er, hvorfor de gør det, hvordan de gør det. Af og til udtrykker mændene både respekt og anerkendelse. En enkelt kunde spurgte, hvordan han kunne støtte deres arbejde økonomisk.
Mens natten tager til, står vi nogle meter fra varevognen og snakker sammen, mens vi tripper lidt i kulden. En enorm efeu kravler op ad facaden bag os. Der lugter af pis. Vi taler om de sindssyge boligpriser i København, om at bo i udlandet, om at holde varmen i kulden, om hvor seje gadesexarbejderne er.
Så kommer jeg til at sige noget om ”de handlede kvinder”, og Aphinya tager mig straks i skole på en venlig og myndig måde. Hun har et problem med ordet ”handlede”. Men er de ikke det, spørger jeg? Er kvinderne ikke blevet stillet andre jobs i udsigt og derefter lokket i en gældsfælde og tvunget ud i prostitution mod deres vilje? Er de ikke ofre for human trafficking?
Jo, siger Aphinya, sådan er det nok for nogle. Men andre har helt klart godt vidst, hvad de skulle arbejde med i Danmark, men de er søgt herop for at tjene flere penge, som de så kan sende hjem til familien i Nigeria. Hendes pointe er, at vi ikke kun bør opfatte kvinderne som ofre, der ikke kan træffe selvstændige livsvalg. Men selv de kvinder, der ikke er ofre for menneskehandel, er i en meget svær og sårbar situation. De er ikke beskyttet af loven, og der er ikke mange steder, de kan opsøge hjælp. Uanset hvor handlekraftige de måtte være, er de stadig blandt de mest sårbare mennesker i samfundet.
Johanne skal klargøre vognen mellem to besøg. Hun spritter af, skifter pose i skraldespanden og tørre det skakternede gulv rent for fodaftryk. Jeg ser mig omkring i vognen. Det er svært at kalde den hyggelig efter almindelige standarder, men som alternativ til gaden, er den en landvinding. Hvad med engangslagner, spørger jeg. Ja, siger Johanne, det ville nok være godt. Og varme? Kan vognen varmes op? Det kan den ikke.
Biler har jeg ikke forstand på, men jeg noterer mig, at det er en Citroën Jumper. Senere opdager jeg, at den markedsføres som Designet til at give optimale arbejdsforhold. Reklamefolkene skulle bare vide.
Det begynder at tynde ud. Gaden er ved at lukke for i nat. Johanne og jeg går op på hjørnet ved Istedgade for at sondere terrænet. Der er tomt under de gule gadelygter. Vi kan se en gruppe nigerianske kvinder henne ved Colbjørnsensgade i retning af Hovedbanegården.
Vi spadserer den samme tur, som jeg tidligere på aftenen gik sammen med Aphinya. Foran den skumle kiosk ved Abel Cathrinesgade er der som altid lidt uro, men ellers er her ret stille, festen er feset ud. Gadens sidste pornobiografer og stripklubber har også opgivet ævred og ligger forladte hen. Ved Maria Kirkeplads, er nogle af de østeuropæiske kvinder stadig på gaden. Ingen af dem har været forbi The Red Van i nattens løb. Johanne fortæller, at de er sjældne gæster, og at det er en ret nyt, at de i det hele taget kommer fordi. Men aktivisterne er kun glade for, at vognen kan bruges på tværs af gadesexarbejdernes grupperinger.
Jeg kigger op over taget på nattens røde varevogn, op til mine bogreoler i den gamle skole. Jeg kan se den hylde, hvor Den kroniske uskyld står. Den foregår her i huset, hvor Klaus Rifbjerg blev student i 1950. Han skriver om, hvordan drengene, grødhovederne som han kalder dem, glor over til huset overfor, hvor ”kællingerne” står i vinduerne og viser brystholdere, strømpebånd og hofteholdere. Det er det hus, jeg har stået foran hele natten, dengang et hotel, hvor gadens piger solgte sex.
Meget er forandret i kvarteret. Men noget er, som det altid har været her i Helgolandsgade. Klokken er ved at være halv tre. Efter to nattevagter i træk, og med to små børn derhjemme, trænger Aphinya til at komme hjem og få lidt søvn. Sammen med Johanne og Ninna beslutter hun, at holde fyraften. Men på fredag åbner The Red Van igen.
Jeg træder ind ad min port, søndag morgen.