Weekendavisen den 11. marts 2022.
Konversationsleksikon. Ord er ikke bare ord, og betydning er ikke bare betydning.
ORD [ˈoˀɐ̯] er betegnelsen for en sproglig enhed, som har en betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum.
Sådan oplyser Den Danske Ordbog, men den definition er ikke helt problemfri, for sagen er, at mange ord, der helt klart udgør sproglige enheder, rent faktisk ikke har nogen betydning, i hvert fald ikke en betydning, som man kan defineres i en ordbog.
Ikke desto mindre kan disse ord være perfekte som bestående udtryk for en forestilling (for nu at citere Ordbog over det danske sprogs bud på, hvad et ord er), og dermed rummer de alligevel al den betydning, man kan ønske sig, hvis man altså forstår at aflæse den.
Sproglige enheder, der ikke umiddelbart har nogen betydning, finder vi i dette digt af Palle Jessen: ”Hink/ hink/ honk/ hinke, hænke, hank/ hunk/ illæ, illæ, hank/ lakrimæ/ lakrimæ/ honk.”
Ikke sandt? Vrøvl fra ende til anden. Men når vi så ser, at digtet hedder ‘Krøbling’, kan vi pludselig aflæse ordenes betydning. Nu giver dette mylder af hjemmegjorte onomatopoietika pludselig mening som sproglige enheder i det ellers umiddelbart betydningsløse.
Et andet poetisk eksempel på, at ord ikke bare er ord, og at betydning ikke bare er betydning, finder vi hos Ærbødigst, det muntre rimsmedspseudonym, der i 1926 skrev denne hyldest ved en rund digterdag:
Naar Jeppe Aakjær fylder treds,
saa skjarer Maanen veltilfreds,
mens Gøgen pilrer med sit Kuk
og Hønen dulrer med sit Kluk.
Det sorler over Sallingland
og dumrer hult i Fjordens Vand,
paa Marken pojer Drengen lidt,
da stenter Dug paa Vibefedt,
det skrumler paa den bare Taa
og hwerrer stygt ved Karup Aa.
Det klunker midt i Maaneskin,
det gjalmer ud og skjulmer ind,
da virmer ømt det gamle Hors,
da kraaner Skjæg paa dugget Pors,
da skrusler Hanen paa sit Hjald,
da hwilrer Koen i sin Stald,
og Faaret gjepper i sin Eng,
og Pigen rimmer i sin Seng.
Tak, Jeppe Aakjær-Sivensnak,
vi hvister dig en særlig Tak,
fordi du duget har vort Bord
med mærkelige Udsagnsord,
som dels sprang frem fra Bondens Sjæl,
og som du dels har lavet selv.
Skjarer, dulrer, sorler, dumrer, pojer, stenter, skrumler, hwerrer… Jo, Jeppe Aakjær kunne godt finde på at ty til nordjyske neologismer, men Ærbødigst fremmer forståelsen gennem overdrivelse, for faktisk fandtes alle ordene i forvejen, ja efter sigende findes der stadig en ældre cimbrer eller to, der kraaner, skrusler og hwilrer.
Det springende punkt er, om vi forstår det samme ved en sproglig enhed. Når vi hører nogen sige ”æble”, ”sko” eller ”stige”, er vi ikke i tvivl. Om æblet er grønt eller rødt, om skoen har snørebånd eller velcro, eller om stigen kan teleskoperes længere, er ikke nødvendigvis vigtigt, i hvert fald ikke i første omgang.
Til gengæld har vi balladen, når vi lægger decideret modsatte betydninger i den samme sproglige enhed. De unge nutildags tror jo, at en bjørnetjeneste er en stor, varm tjeneste, nærmest som et trygt, pelsblødt bjørnekram, mens vi andre aldersstegne betakker os for den slags omfavnelser. Sproget er dynamisk, og bjørnekrammet er penduleret, ligesom i øvrigt ordet klamphugger. Men det er så lang tid siden, at den sidste cimbrerefterkommer, der vidste, at ordet engang betegnede en dygtig håndværker, for længst har glemt det.