Weekendavisen den 18. februar 2022
Trilogi. Karakteren Jana Kippo er beundringsværdig, men Karin Smirnoffs tre romaner er hulter til bulter.
Karin Smirnoff: Så tog jeg hjem. På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen. 368 sider, 300 kr. C&K.
Det siger ikke så lidt om litteraturens uforudsigelighed, at Karin Smirnoff er blevet verdensberømt og prisbelønnet i Sverige og omegn for sin trilogi om den skæbnesvangre og fandenivoldske Jana Kippo. Mage til rodet historie og radbrækket prosa skal man nemlig lede længe efter.
De tre romaner – Jeg tog ned til bror (2020), Vi tog op med mor (2021) og nu slutstenen Så tog jeg hjem – er en omgang rod, fordi den hektiske handling hele tiden piskes fremad, uden at der kommer en narrativ helhed ud af det, og prosaen er radbrækket, fordi Karin Smirnoff forløfter sig på krukkede og umotiverede sprogeksperimenter.
Jana Kippo er en ensom rytter i livet, både kunstner og socialarbejder, men først og fremmest et kaosmenneske med dybe snitsår i sjælen efter en frygtelig opvækst i lillebyen Smalånger (en fiktiv, nordsvensk flække), hvor den svage mor var blind for den vold, som Janas og Brors skiderik af en far udsatte sine børn for.
I trilogiens første bind stak Jana en høtyv i maven på faren, inden Bror flækkede hans hovedskal i selvforsvar, og da vi slap søskendeparret i slutningen af bind to, kæmpede Jana bravt for at vriste Bror fri af en kristensekts kløer, men så omkom han på en klippeskrænt. Dertil kommer en parade af handlingstråde, der fører Jana ind og ud af naboernes liv i det skumle provinssamfund, hvor alle lurer på hinandens hemmeligheder om alkoholisme, sygdomme, sex og vold. Undervejs kommer hun i kontakt med den datter, som hun bortadopterede som helt ung, og i et skænderi mellem de to, hvor datteren anklager Jana for at gøre hende mindre, dukker romanens bedste sætning op: ”Jeg vidste hvad jeg ikke skulle sige.”
I Så tog jeg hjem accelererer den hidsige handling, hvor Jana både får en lesbisk kæreste, hjælper en flygtning, redder sin datter fra en forulykket bus m.m. Samtidig er der et dystert tilbageblik på Janas fortid, hvor hun var i kløerne på en voldspsykopat. Og så fører hun en løbende samtale med sin døde bror, der dukker op ved hendes side, samtidig med at hun strides med den fundamentalistiske kristenmenighed, som han tilhørte og forlod og måske vendte tilbage til inden sin død, om hvem der skal bestemme over hans jordiske rester.
Centralt i romanen står Janas lerskulpturer, som bliver udstillet på et galleri i Stockholm. Galleristen siger, at man næsten kan høre hendes skabninger tale. Han peger på en figur og spørger, hvad den siger. Jana siger at den forestiller hendes mor. Hun tænkte på skam, da hun lavede den. Hvad skulle hun skamme sig over, spørger galleristen: ”Svigte svigter svigtede svigtet sagde jeg”.
I min anmeldelse af trilogiens to første romaner, skrev jeg at der er en knivspids Lisbeth Salander i Jana Kippo, der er en ukuelig og handlekraftig hævner. Siden da har jeg lært den trodsige Mare fra den knaldgode HBO-serie Mare of Easttown (spillet af Kate Winslet) at kende, og mellem Janas og Mares baggrundshistorier og deres hillbilly-miljøer er der nærmest perfect match. Jeg har altså et blødt punkt for overlevelsesmennesket Jana Kippo, der holder ud og siger fra overfor alle former for autoriteter og trusler, ikke mindst voldelige mænd.
Karakteren Jana Kippo er interessant og beundringsværdig, men romanen er hulter til bulter. Karin Smirnoffs skrivestil giver mig myrekryb, særligt hendes underlige idé om ikke at bruge kommaer og skrive personnavne med små bogstaver og uden mellemrum, altså janakippo i stedet for Jana Kippo. Dette stilistiske eksperiment er en motivløs juleleg. Forfatteren kunne lige så godt have taget klovnenæse på.