Weekendavisen den 11. november 2022
Fraktalprosa. Mere krukket end nogensinde kalder Madame Nielsen sig selv kartograf, antropolog, menneskefisker, sprogindsamler og kronikør.
Madame Nielsen: Den Højeste Orden & Underverden. Pentagon smeltet III. 266 sider. Forlaget Grif.
Pludselig slår det mig, at ingen af os forstår tilstanden Madame Nielsen, ingen af alle os, der gennem årene har forsøgt at afdække kunstnerskabets etiske og æstetiske dimensioner, har for alvor greb om nældens rod, for hele nældens rods natur er en bifurkation, en labyrintisk misledning, undvigelse og unddragelse, og som fluer i flasker banker vi knolden ind i illusioner om transparens og udveje, men der er ingen transparens, der er ingen udveje, der er kun én lang nedstyrtning og fortabelse i ét stort sammenfoldet og sammenfiltret tunnelvæv, hvor vi følende og famlende bevæger os frem, vi famler os frem gennem et spejlkabinet af illusoriske selvsyn, hvor kun slitagen på gulvplankerne fra tusinder af skosåler antyder en vej tilbage til genkendelighed og normalitet, men, viser det sig, fører direkte ind i en evighedsspaltende fraktal fortabelse.
Tag nu Madame Nielsens nye skønskrivning, Den Højeste Orden & Underverden, der er en del af romanserien Pentagon smeltet I-IV. Romanen åbner i 1683 med en scene, hvor en benediktinermunk og klosterskatmester finder en 600 år gammel plantegning af det fuldendte kloster, et sted hvor Den Højste Orden hersker, ja måske er der tale om en skitse til Guds skaberværk. Alt er fuldendt til midste detalje, blot mangler det perfekte kloster et fængsel.
Derefter glider vi over i vor tid, hvor vi finder den skrivende madame selv i karnappen i en lejlighed på Stuttgarter Platz i Berlin, hvorfra hun iagttager det samfund, hvor pandemien har bidt sig fast. Madame Nielsen beslutter at ”lade sit liv gå restløst op i en højere, Den Højeste Orden”. Det hedder, at hun selv ”måtte være bladet, hun skrev på, tabula rasa”.
Den Højeste Orden & Underverden udarter til en radikaliseret reportage fra Undtagelsestilstanden i den pandemisk verden, hvor staten ekspanderer sit råderum og sit voldsmonopol, som her: ”Macron, der i mellemtiden var blevet slået til general som de Gaulle, rullede guillotinen ud af Musée National des Prisons i Fontainebleau, støvede den af og placerede den på sin gode gamle Place de la Concorde i hjertet af revolutionens Paris, hvorfra man nu, hvor pladsen lå permanent øde, dagligt transmitterede guillotineringer af borgere, der uden Generalens tilladelse havde forladt hjemmets fire vægge, live til de indespærrede masser.”
En navnløs kommentator (der genkendes som Anne Applebaum) citeres for, at coronakrisen er det perfekte påskud til at udvide statens magt.
Madame Nielsen er som altid på én gang subtil og påtrængende, hun brænder som et lys uden skæppe, og ser sig selv som ”en repræsentant for oplysningstiden, i sig selv en hel ekspedition af kartograf, antropolog og menneskefisker, sprogindsamler og kronikør, der havde i opdrag at kortlægge og beskrive denne ny gamle verden ned i mindste skæbne”, og hensynsløst hengiven til sin egen grafomani beskriver hun Stuttgarter Platz i topografiske detaljer – som en plantegning over det oldgamle kloster. Men pladsen i Berlin er ikke fuldendt. Herfra udgår den vandring, der fører ned i det moderne livs fortabelse.
Nej, ingen af os forstår for alvor forvirringstilstanden Madame Nielsen i al dens oeuvremagt og vælde, men til gengæld forstår jeg, eller tror jeg at jeg forstår, hvorfor vi ikke forstår Madames evige forskydninger. Det gør vi simpelthen ikke, fordi der mangler et transformationsled, men det transformationsled, der kunne have leveret den nødvendige fænomenforståelse, havde desværre allerede forladt scenen, da Madame Nielsen entrede den. Måske, hvem ved, fordi der kun er plads til én Nielsen af gangen, og den anden Nielsen, Hans-Jørgen, måtte absentere sig for at gøre plads til den nye Nielsen, der via en serie bifurkationer skulle springe ud som Madame Nielsen, dansk litteraturs mest fraktale boogie, for der skal åbenbart, tænker jeg, en Nielsen til at begribe en Nielsen, og Hans-Jørgen Nielsen ville have haft sans for at at forstå Madame Nielsens evige tvedelinger, men selv står jeg både fortabt og forgabt tilbage, forført af ordenes faner og fakler, indviklet i filigran og arabesk, og forstår, at Madame Nielsen aldrig går restløst op, hun går derimod rastløs rundt i eksistensens irgange, som det søgende, snagende, skrivende tidsvidne, hun har dømt sig selv til at være, og intet går op, men alt forskyder og forgrener sig i dette mærkværdige, hullede og sammenfoldede, fraktale ordlandskab, mere krukket end nogensinde, og det siger ikke så lidt. Som læser forføres man af Madame Nielsens hypnotiske skrivestil, som med mellemrum efterlader en som en retningsfortabt søvngænger i landskabet, og jeg spørger stadig mig selv, hvordan dette pentagonske firebindsværk kommer til at gå op i en højere enhed, når slutstenen sættes med Efter tiden.
Insisterende mægtigt, inciterende mærkeligt.