Weekendavisen den 25. februar 2022
Jerntrekanten. Johanna Hedmans småkedelige roman om kærlighed & venskab har et enormt uforløst potentiale.
Johanna Hedman: Trioen. På dansk ved Juliane Wammen. 404 sider, 299,95 kr. Roman. Turbine.
Det kan være lidt svært at læse Johanna Hedmans debutroman uden at være forudindtaget af al den påtrængende virak og branchetamtam, der ledsagede romanens indtog på det svenske bogmarked i fjor: Trioen er allerede før udgivelsen solgt til oversættelse på en halv milliard sprog, proklamerede forlaget, og den svenske presse åd det hele råt, halleluja, halleluja!
Da romanen så udkom, stemte anmelderne ikke i med den forbeholdsfri begejstring, som marketingoffensiven havde foruddiskonteret, og kritikken må ærlig talt have været en spand kold vandt i hovedet på 27-årige Johanna Hedman, der er talentfuld uden at være et vidunderbarn.
Trioen er absolut ikke dårlig, men den er heller ikke nær så fremragende, som vi var blevet bildt ind. Problemet med denne hæderlige roman er faktisk, at den har et helt enormt vigtigt moralsk og politisk potentiale, der forbliver skamløst uforløst. Det vender jeg tilbage til.
Romanen begynder i New York i 2040, i hvert fald nævnes en udstilling i tyveåret for pandemien. En ung svensk kvinde, Frances, opsøger en midaldrende svensk universitetslektor, Hugo. Vi forstår, at Frances’ mor, Thora, og Hugo var kærester som unge, men at de ikke længere har kontakt med hinanden, og at Thora lever et nyt liv.
Klip tilbage til romanens samtid – Stockholm i en nutidsnær fortid – hvor Hugo som ung studerende lejer et værelse i Thoras forældres store, dyre lejlighed på Östermalm, den bydel hvor de rige og berømte lever deres priviligerede liv. Forældrene, Aron og Laura, tilhører den højtuddannede, højborgerlige, formuende overklasse, der interesserer sig for kunst og kultur og hylder humanistiske værdier og socialliberale synspunkter. Deres velspækkede bankbog stammer fra Lauras familie, Stiller, der ejer en række erhvervsvirksomheder og fonde (man tager nok ikke helt fejl, hvis man ser noget i retning af familien Wallenberg for sig). Samtidig vender den blaserte jurastuderende datter Thora hjem efter et år i Paris.
At Thora og Hugo – klasseforskellene til trods – skal tiltrækkes af hinanden er forventeligt, og at Hugo skal blive trejde hjul på giggen, der også består af Thoras biseksuelle kunstnerspire og on-and-off-kæreste August, er så forudsigeligt til det ulidelige. Der står trekantsdrama om kærlighed & venskab med flammeskrift – se bare titlen – over denne roman.
Men desværre er der ikke særlig meget dramatisk at komme efter. Det hele er renset for ydre dramaer. Og de indre dramaer er stillestående. Hvorfor Thora og Hugo bliver kærester, forbliver et lille mysterium, ligesom vennekredsens liv med studier, cafébesøg, sommerudflugter og rejser er ret så kedsommelige.
Når man ved, hvor højdramatisk og intenst et litterært trekantsdrama kan være – Thit Jensens Den erotiske hamster, Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld og James Baldwin Giovannis værelse – må man spørge sig selv, hvad Johanna Hedmans trio egentlig føler for hinanden? Som læser føler man, føler jeg, mener jeg, ikke rigtig noget.
Og så til romanens uforløste potentiale. Netop da Thora vender hjem til Aron og Laura og Hugo flytter ind, opstår en familiekrise. Der udkommer en kritisk bog om Stiller-koncernen, Jerntrekanten: Stiller-imperiet slår igen, og familien skal beslutte, om de vil svare for sig i medierne, eller fortsat være tavst tilbagetrukne fra offentligheden.
Hvad bogen om koncernen går ud på, får vi aldrig rigtig at vide. Sent i romanen antydes, at det kan handle om våbenhandel. I hvert fald mener en forbigående biperson i en enkelt samtale, at det er selvmodsigende, når Thora vil være menneskeretsadvokat og er en Stiller: ”Men du kan jo forsvare menneskerettigheder i de lande Sverige ikke sælger våben til, som et slags kompromis.”
I denne konflikt ligger romanens spildte muligheder. Johanna Hedman har ellers et nysgerrigt blik for det filosofiske spørgsmål om, hvordan man er et godt menneske, men hun koncentrerer det om nogle gennemsnitsmenneskers trivielle følelsesrelationer, ikke om de vigtige moralske dilemmaer.
Mod slutningen køber Hugo Jerntrekanten, og vi forstår at den rummer anklager mod Stiller-koncernen, men ikke hvad de går ud på. Hugo noterer bare for sig selv, at hykleriet ikke har noget med ham at gøre, og at han ikke kan ændre på det: ”Den var hurtig læst. Da jeg lukkede bogen igen, tænkte jeg: Var det det hele?”
Sådan tænkte jeg også, da jeg havde læst Trioen. Titlen spejler Jerntrekanten, men trioen og trekanten støder aldrig sammen på en måde, som for alvor spidder forholdet mellem svenske industrimagnaters rå pengevilje og bløde værdier til pynt. Der er et gennemgående klasseperspektiv, fordi Hugo, der ikke kommer fra gamle penge, føler sig underlegen. Samtidig får vi indtryk af, at der er en sprække i Thoras arrogante panser og familieloyalitet, men sporet går koldt og bringes aldrig hjem til Stillers indre.
Johanna Hedman har fuld kontrol over sin prosa, (og det samme har Juliane Wammen over sin oversættelse), men den hysteriske hype, der gik forud for udgivelsen af Trioen i Sverige var reelt et damoklessværd, for hvordan skal en debutroman, for ikke at sige en ung forfatter, kunne leve op til sådan et oppustet forventningspres?