Weekendavisen den 8. juli 2022
Klassiker. Henrik Pontoppidans første store roman placerer en idealistisk kapelan midt i religiøse intriger og politisk magtkampe. Det stiger ham fatalt til hovedet.
I 1875 bragte Georg Brandes’ tidsskrift Det nittende Aarhundrede Et Rimbrev af Henrik Ibsen. Digteren er tilsyneladende blevet spurgt, hvad der mon er i vejen med den slægt, der hverken fryder sig eller sørger, men synes at ruge på en uklar frygt? Og han skriver:
”Kræv ikke ven, at jeg kan gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.”
Dette citat er et af de talrige aforistiske vingeord, der er fløjet fra Henrik Ibsens pen, ikke mindst fordi det udtrykker et litterært ideal for digteren bag de store problemdramaer med psykologisk indsigt og sans for livets realiteter.
Vi springer nu frem til foråret 1897. Der er gået 22 år. Georg Brandes er på toppen af sin radikale kulturkritik, Henrik Ibsen er ved at være en gammel gubbe, men har dog stadig to gode skuespil i sig. Og så er træder Henrik Pontoppidan ind på scenen, en moden mand, som netop har redigeret sine tre tidsbilleder Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens dag (1895) sammen til én stor, stor romanfortælling, der får titel efter det midterste bind: Det forjættede Land I-III (1898).
Når Henrik Pontoppidan ikke er fordybet i revisionen af sine egne romaner, skriver han klummer i Politiken. Nitten ”Enetaler”, som han kaldte dem, blev det til i forårets løb. I en af dem skriver han, hvordan man som ung forventer at kunne kontrollere og korrigere det store verdensmaskineri. Men når man bliver ældre ved man, at verdensgåden er en nød, man ikke kan knække.
Til sidst når han frem til, at det vi kalder vores sjæl, måske bare er et resultat af vores nattesøvn og avislæsning, afhængig af barometerstanden og smørpriserne. Eller måske har vi mange forskellige sjæle i os på én gang? Og så skriver han: ”Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet Haab om at finde Svar og kan dog ikke lade være at søge.”
Der er et tydeligt ekko af Henrik Ibsens rimbrev i Henrik Pontoppidans enetale. I begge tilfælde handler det om at løse gåder. Og begge indtager den samme position: De søger og spørger. Deres kald er ej at svare.
Men hvad er Henrik Ibsens dramaer og Henrik Pontoppidans romaner først og fremmest: Spørgsmålstegn eller udråbstegn? En hybrid, vil jeg mene, hvis sådan et tegn overhovedet findes. I hvert fald er der ingen tvivl om, at begge forfattere vidste hvordan, de skulle sætte en scene op, så det gav et gisp i tilskueren og læseren. I Det forjættede land tillader Pontoppidan sig ligefrem at afslutte et kapitel med et skamløst retorisk trick: ”Der var uro i luften. Hvad ville fremtiden bringe?”
Spørgsmålene – religiøse, eksistentielle, politiske – skulle runge i læserens hoved som stød af store tunge, tårnklokker, og svarene skulle søges i ekkoerne af romanpersonernes tvivl, fortrydelser og anfægtelser.
Det forjættede land I-II udkommer nu i en 13. udgave med moderne retsskrivning i overensstemmelse med 5. udgave 1918, som der står i kolofonen (identisk med paperbackudgaven i ét bind fra 2014 med forord af Kristian Bang Foss). Dertil kom så retskrivningsreformen 1948, som moderniserer yderligere, og fint nok, tidsbilledet er fuldkommen intakt, for alene Henrik Pontoppidans skildringer af dansk almueliv er så intense og maleriske, at man som læser føler sig som en replikfri statist i et egnsspil om provisorietiden og forfatningskampen. Og ganske kongenialt er de to bind lærredsindbundet i smukke muldfarver i samme seriedesign som Henrik Pontoppidans to andre store romaner, Lykke-Per og De dødes rige.
Ganske praktisk sker udgivelsen samtidig med at lektor ved Syddansk Universitet Steen Beck udsender Pontoppidans store romaner i forlaget Upress’ fortjenstfulde serie af kulturhistorisk formidling, der er akademisk fagfællebedømt, men skrevet til hvermandsforståelse. På den måde kan man nu læse Det forjættede land I-II side om side med en ny introduktion, der ridser hele romanens handling, tænkning og baggrund op – og tilsvarende med de to andre store romaner. Og Steen Becks pointerede romanlæsninger står i smuk komposition med malerier af L. A. Ring (Pontoppidan og maleren var gode venner – lige indtil de ikke var det mere).
At læse Det forjættede land I-II i dag, er som at blive introduceret til et stykke dansk mentalitetshistorie. Romanen strækker sig fra 1870’erne slutning og et årti frem. Danmark er et dybt traditionsbundet land, der stadig slikker sårene efter 1864. I København har den radikale kætter Georg Brandes stukket en pind i en myretue med sit opgør mod den støvede kirke og kulturkonservatismens biedermeierlitteratur fra den trygge dagligstue. Nu skal litteraturen handle om noget i stedet for om intet.
Og den social indignerede Henrik Pontoppidan, der egentlig ville have været ingeniør, var med på de moderne noder. Ganske vist var han af gammel præsteslægt, og Steen Beck noteret at forfatterskabet ”vrimler med præster”, selvom forfatteren selv er kritisk over for kristendommen og ”religionens institutionelle rammer og menneskenes overdrevne selvsikkerhed i forhold til deres viden om, hvem og hvad Gud er.”
Med Det forjættende land I-II fandt Henrik Pontoppidan en fælles ramme for det hele. Her kunne han både grave i muldens dybe rodnet af trosforestillinger og skildre gamle åndskampe under en ny tids indtryk.
N.F.S. Grundtvigs idé om livsoplysningens lyksalighed havde bidt sig fast, og på højskolerne – Henrik Pontoppidans bror Morten var både teolog og forstander på Jørlunde Højskole, der er model for højskolen i romanen – hævede man det almindelige dannelsesniveau. De fattige var stadig fattige, men de var ikke nødvendigvis uvidende.
Som centrumsfigur i sin store roman om landets omkalfatring sætter Henrik Pontoppidan en underlig snegl ved navn Emanuel Hansted, nybagt teolog. Han forlader den åndsforladte storby til fordel for et jordnært sogn i provinsen, hvor han kan virke som kapelan for den konservative præst, provst Tønnesen, der bor på en præstegård, som mere ligner en proprietærgård. Den blev bygget af den tidligere provst, der gik under navnet ”Millionpræsten”. Han var både formuende og gavmild. Tønnesen er ingen af delene.
Emanuel får hurtigt et godt øje til datteren i præstegården, Ragnhild, men det bliver husmandsdatteren Hansine, han stifter familie med. Hun står ham bi i hans forsøg på at reformere den autoritære provsts sogn og i de tiltagende magtkampe med den uudgrundelige væver Hansen, der leder en åndelig fløj i menigheden. Men Ragnhild bliver aldrig glemt.
Da ægteparret Hansted mister en søn, som Emanuel havde nægtet lægehjælp, fordi han stolede blindt på naturen og gud, begynder problemerne for alvor. Hansine forsøger forgæves at forankre Emanuel i virkelighedens verden, men som årene går, tager hans åndelige kriser nye drejninger. Hansine indser, at hun må sætte både sig selv og Emanuel fri, og hun forlader både ham og børnene. Til sidst får han en Kristus-psykose og vandrer rundt som en uhyggelig messiasskikkelse med viltert hår og skæg. Han dør forrykt, men mindes og dyrkes af en lille menighed.
Det, der forbløffer mest, når man læser Det forjættede land i dag, er Emanuels religiøse radikalisering. Hans selvindbildning eskalerer i takt med hans vækkelse, og man må antage, at Henrik Pontoppidans hensigt har været at skabe en tragisk person, der mister livsretningen og ikke kan finde andre udveje, end at tage verdens lidelser på sig.
Den virkelighed, som Emanuel gerne vil forholde sig til, tager magten fra ham, og han vender sig bort fra jordelivets begrænsninger og Grundtvig-ideerne om fællesskab. Steen Beck kalder det meget præcist for ”Emanuels verdensopgivelse”.
I andet bind af Det forjættede land I-II hvirvler Henrik Pontoppidan Emanuel – og dermed sin læser – af sted gennem et virvar af religiøse stridigheder og åndelige retninger i en kamp om sjælene. Den konservative kirke står over for grundtvigianerne, mens missionsfolkene vejrer morgenluft. Emanuel rutsjer igennem sin tid som en troende tvivler, og med Steen Becks ord viser al ”den ideologiske tummel”, at ”Emanuels religiøse krise ikke kun er et individuelt anliggende, men afspejler mere omfattende kulturelle og ideologiske forandringer. De forbinder sig med protestantismens skæbne i en tidsalder præget af sekularisering og individualisering.”
Undervejs i romanen kommer Emanuel til den ene erkendelse efter den anden. Hele tiden søger han efter nye indsigter og forståelser, nye måder at være i verden på. Han har lagt byen bag sig, og hans far etatsråden mener, at han har gjort uret i at flytte til et sogn med mennesker under hans egen ”dannelsesklasse”. Men Emanuel er kold overfor farens beskrivelser af selskabslivet i hovedstaden. Storbyen forfalsker Guds jordiske gaver, mener han.
Da Emanuel en aften står i den vulgære præstegård, ser han ud over sognet, hvor lysene tændes i hytterne:
”Hans øjne var bleven åbnede for det dybe, uoverstigelige svælg, der skilte ham fra disse jordens hytteboere, som levede her i deres halvt underjordiske boliger og gravede og puslede i den mørke muld – et slags troldfolk, hvis væsen var en gåde, hvis sprog man næppe nok forstod, hvis tanker, drømme, sorger og forhåbninger ingen kendte. Og ville det nogensinde blive anderledes? Var det ikke som om menneskeheden ganske havde forglemt det trylleord, der kunne få højene til at løfte sig på ildsøjler og bringe muldfolket frem i dagens lys og luft?”
Dagen efter begiver kapelanen sig ud i sognet, rejseklædt, pilgrimsklædt, som han selv siger. Frøken Ragnhild spørger, hvor han skal hen:
”Jeg er på vejen ud til mit forjættede land!”
”Deres forjættede land. Hvad mener De?”
”Å… jeg mener egentlig ingenting dermed.”
Emanuel undviger med et ikke-svar, der står i kontrast til den stemning af bjergtagen forlokkelse, Henrik Pontoppidan netop har skabt med troldfolk og muldfolk i højene. Og naturligvis mener han noget. Han mener, at det simple landboliv er hans lovede land, det sted, han kan realisere sin drøm om at tjene Gud og mennesker. Så store er forventningerne, at de kun kan briste.
Henrik Pontoppidans placerer den idealistiske kapelan midt i en tid med religiøse intriger og politisk magtkampe. Han kæmper, men taber på alle fronter, og nederlaget stiger ham fatalt til hovedet. Han ender som en venneløs martyr.
Navnet Emanuel betyder ”Gud er med os”, og med den skikkelige kapelan, der mister barnetroen, hengiver sig til verdensopgivelsen, og ender som profet og helgen for en beskeden menighed, viser Henrik Pontoppidan et voldsomt skæbnestyrt i en samfund, hvor alt er i opbrud.
Hvad forfatteren selv måtte mene, er ikke så vigtigt. Det afgørende er hans evne til at skabe en person, der brænder igennem – og brænder ud. Det handler om hans evne til at kæde samfundsmæssige og mentale forandringer sammen, som Steen Beck siger: ”Hans karakterers nutid spændes ud mellem en fortid, som altid er nærværende i deres voksne sind, og en fremtid, der aldrig bliver, som de har forestillet sig den.”
Det er et indsigtsfuldt signalement af forfatterskabet, og det er netop i krydsfeltet mellem den forestillede fremtid og de faktiske realiteter, litteraturen opstår. Det forjættede land I-II er de eksistentielle udfordringers roman – men også en roman om politisk kamp i en tid, hvor forfatningen var til debat og demokratiet under udformning.
Steen Beck mener, at forfatterskabet stiller et ”nærmest evigt spørgsmål” om, hvordan man ”arver sine egne forudsætninger og dermed sig selv”. Eller som han siger: ”Pontoppidan inviterer læseren ind i sin fortælling på måder, som bringer vigtige spørgsmål frem til overfladen. Et af de vigtigste er møntet på læseren og lyder: Hvem er du selv, du, som læser denne bog?”.
Emanuels kald er både at spørge og svare. Henrik Pontoppidans ord fra enetalen i avisen, kunne have været Emanuels: ”Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet Haab om at finde Svar og kan dog ikke lade være at søge.”
Det nærmeste, Emanuel kommer et svar, formulerer han som et spørgsål. Og hvilket spørgsmål! Der er vennemøde på den højskole, som hans mor var med til at grundlægge, inden hun døde, mentalt svækket. Tidens religiøse og åndelige strømninger er til debat. Emanuel stiger op på talerstolen, han ryster, bedækker ansigtet med sine hænder, og udbryder under en stønnende hulken: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”