Weekendavisen den 12. maj 2022
Skrap kost. Undertrykkelse, krænkelse, ydmygelse, terror. Forfattere, der har gået på kostskole, afgiver frygtelige vidnesbyrd.
Engang i 70’erne, hvor jeg havde opført mig ”uartigt”, truede min mor mig med at sende mig på kostskole. Det grinede jeg bare af, og så grinede hun også, for dybest set foretrak hun det uartige frem for det velopdragne.
Men den tomme trussel rungede i mit baghoved. Min far havde nok læst Flemming på kostskole højt for mig, hvor den gæve dreng kommer på kostskole, fordi han skændtes med sine forældre, og jeg skulle ikke nyde noget.
Kostskoleromanen om Flemming udkom i år for præcis 100 år siden. Forfatteren, Gunnar Jørgensen, arbejdede – både med sine romaner og sin privatskole – under mottoet ”Prøv! Med kærlighedens stærke arm!”, og pointen er netop, at både Flemming og hans forældre indser, at kostskolen ikke fungerer. Familien er løsningen.
Med sin roman fra 1922 – den første i en serie på ti drengeromaner om Flemming – introducerer Gunnar Jørgensen kostskolen i børnelitteraturen. Senere bruger også Knud Meister og Carlo Andersen kostskolen som udgangspunkt for deres store serie om pigen Puk (skrevet under pseudonymet Lisbeth Werner, forfatternes egne navne var reserveret til serien om Jan).
Puk på kostskole udkom i 1952, og i 1957 kom den første danske oversættelse af schweiziske Charles Trittens Heidi på kostskole. Alle tre serier begynder altså med, at den helt, som den helt unge læser skal identificere sig med, bliver sendt på kostskole. Herefter udvikler både Flemming, Puk og Heidi sig stærkt og selvstændigt, for den slags romanserier havde altid opbyggelighed for øje.
Herlufsholm går som kostskole tilbage til 1565, hvor dens første fundats blev oprettet af søhelten Herluf Trolle og adelskvinden Birgitte Gøye, der var barnløse og derfor testamenterede deres ejendom til en skole for adelsfamiliernes dygtigste sønner. I 1843 rimede Adam Øhlenschlæger sig fermt gennem hele historien i digtet Herlufsholm Skole, hvor man blandt andet kan læse:
I Skolen gik alt længe,
At vorde viis og klog,
De muntre Skoledrenge,
Med den latinske Bog.
Herlufsholms rolle for dansk litteratur er betydelig, men ikke overvældende. Blandt de litterater, som Herlufsholm har sat sig spor i, er ikke mindst Knud Lyhne Rahbek, der som 12-årigelev i 1772 også satte sig spor i skolen, bogstavelig talt. Han ridsede sit navn i en af kirkens korstole (Knvd Lyhne Rahbek), det kan stadig ses, og jeg har i årevis haft planer om en ekskursion for at se navnetrækket.
I 1882-84 gik Palle Rosenkrantz, der i 1903 skrev Danmarks første kriminalroman, Hvad skovsøen gemte, på Herlufsholm, dog uden at blive student, og i 1923 og 1926 dimitterede de senere professorer og medlemmer af Det Danske Akademi, sprogforskeren Paul Diederichsen og litteraturprofessor F.J. Billeskov Jansen.
Da Gunnar Jørgensens Flemming på kostskole blev filmatiseret i 1961, blev flere af scenerne optaget på Herlufsholm. Nogle år inden var de senere romanforfattere Sven Holm og Arthur Krasilnikoff blevet studenter derfra, ligesom andre vigtige litterater er rundet af Herlufsholm, for eksempel Jørgen Knudsen, der skrev otte biografiske bind om Georg Brandes.
Senest har billedhuggeren Bjørn Poulsen skrevet om sin tid som kostskolelev på Herlufsholm. I romanen Opkald fra Mælevejen (2020) fortæller han om sin opvækst med en psykisk syg mor, der levede et vagabondliv mellem hoteller og hospitaler, mens sønnen var på kostskole. Romanen er en fortrædsfortælling om en kostskole, hvor systematisk mobning, psykisk terror og voldelige overgreb er dagens orden, iscenesat af stærke elever, præfekter og lærere:
”På Herlufsholm var det en uudtalt regel, at man modtog sin straf med åben pande. Ikke noget med at pibe eller beklage sig, tværtimod skulle man helst udstråle en stolthed over ydmygelsen, som havde man netop bestået en manddomsprøve. Men dette vendte jeg negativt. Når slagene ramte mig, nidstirrede jeg tavst præfekten eller læreren. Jeg prøvede at få det samme hadefulde blik frem, der havde fået præfekten til at kalde mig ind på sit værelse og formane mig, en opsætsighed der med et urværks forudsigelighed udløste nye repressalier. Lussinger, klaskere og nødder regnede ned over mig. En spiral var sat i gang. Til sidst var jeg en ren afstraffelsesmagnet og kunne dårligt passere en præfekt eller en lærer på gangen, uden at de fandt en eller anden anledning til at afstraffe mig.”
Bjørn Poulsens skildring af Herlufsholms vold, som han oplevede den som dreng i 70’erne, stemmer overens med beskrivelserne fra i dag. Og litteraturen viser, hvor forankret volden er i skolens selvforståelse.
Se bare Hans Kaarsberg, som jeg stødte på for nogle år siden i forbindelse med Karen Blixen. Jeg havde aldrig hørt om ham før, men han var interessant, og som herlovianer fra 1873 har han bud til sin eftertid.
Hans Kaarsberg var embedslæge i Sorø gennem et kvart århundrede, opdagelsesrejsende i nordafrikanske ørkener, på nordsvenske tundraer og russiske stepper, og i et væld af rejseskildringer og jagthistorier skrev Hans Kaarsberg om natur og skæbne på en måde, der inspirerede den unge Karen Blixen til selv at skrive.
Som læge skrev han afhandlinger om alt fra hygiejne til hekseuddrivelse, og i en pamflet argumenterede han lægefagligt for, at kvinder udmærket kunne være cyklister, især hvis cykelsadlen var korrekt konstrueret.
Hans Kaarsberg blev et kulturhistorisk interessant bekendtskab, der åbnede døre til folk og steder, som jeg nok havde hørt om, men aldrig besøgt. Et eksempel er kalmykkerne, det tibetanske rytterfolk fra det kaukasiske steppeland. Et andet eksempel er herlovianerne, de danske kostskoledisciple fra det sydsjællandske å-landskab:
I sine erindringer (Memoire, 1921) fortæller Hans Kaarsberg, at han som 11-årig i 1865 blev sendt til Herlufsholm Skole og Opdragelsesanstalt: ”Det var en haard Skæbne for de allerfleste af os Smaadrenge, pludselig at blive omplantede fra et kærligt og godt Hjem til et Sted, der i hine Aar-gange bl.a. opfattedes som særlig egnet for forvildede og degenererede, københavnske Drenge.”
Under indtryk af den forestående kulturrevolution på Herlufsholm, hvor det oldgamle, hierarkiske præfektssystem pludselig står for fald, har jeg fundet Hans Kaarsbergs erindringer frem, og det slår mig, at vor tids debat om Herlufsholms såkaldte ”kultur”, i virkeligheden blot er en reprise af gamle forestillinger. For 101 år siden så Hans Kaarsberg tilbage på sin tid som herlovianer med en blanding af veneration og vantro:
”Naar jeg tænker tilbage paa min Skoletid, dog ganske særligt de første 3 Aar af de otte, som den varede, maa jeg ofte spørge mig selv: Hvor er det muligt, at en dansk „Opdragelsesanstalt“ for kun et halvt Aarhundrede siden kunde huse Forhold, som mange af det datidige Herlufsholms? Lærerpersonalet delt i Kliker. Rectoren i Kamp mod „de gamle Læreres“ betydeligere Repræsentanter, lige-overfor hvilke hans Myndighed glippede. Straffe- og Pryglesystemet florerende; for en enkelt gammel Lærers Vedkommende paa en Maade og under Former, der grænsede til mental Abnormitet; men blev taalt — gennem mange, mange Aar.”
At vide hvad der sker, og se gennem fingrene med det, selvom det er uacceptabelt og grænseoverskridende, er tilsyneladende en gammelkendt metode på anstalten. Hans Kaarsberg skriver, at ”Disciplenes Forhold til Lærerne var nærmest som Indianernes til de hvide Mænd”. Det gjaldt om at undgå straffedomme, lussinger, tæsk, indespærring på helligdage osv., og alle undvigemanøvrer var moralsk forsvarlige: løgn, hykleri, snedigt uopdagelige drillerier m.m. Alt var god krigsførelse, husker han.
Og så var der forholdet mellem de ældre og de yngre disciple. Hans Kaarsberg sammeligner det med forholdet mellem ”brutaliserede sekondløjtnanter” og deres rekrutter. De yngste var ”sinker” for de ældre, og drengene af lavere klasser var udsat for et fuldstændigt tyranni:
”De ungdommelige Magthavere krævede absolut Lydighed ligeoverfor deres „Befalinger“. Gjorde nogen Modstand, slog man løs paa den formastelige; — i flere Tilfælde blev — kun til Adspredelse — en yngre Dreng tortureret paa den raaeste Maade. Og vovede en yngre Dreng at forsvare sig mod en „Oversidder“ i hans egen Klasse eller mod en „Tyran“ af en Klasse, der rangerede højere end hans, saa hævnedes Forbrydelsen ved et Masseoverfald af tilkaldte Hjælpere af samme „Rangforordning“ som den angrebne.”
Begrebet ”ungdommelige magthavere” får mig til at gyse. Deres krav om absolut lydighed er jo gjort af det samme stof, som autoritær undertrykkelse gøres af, og herlovianerne er beslægtede med drengene på øen i William Goldings Fluernes herrer, hvor de magthierarkiske excesser løber løbsk. Men det kunne også gå for vidt. Hans Kaarsberg fortæller, at der altid var nogle ”degenererede slyngler”, der var så rå og ødelagte, at de måtte fjernes fra skolen, men man forstår, at det foregik i al diskretion.
I 1889 holdt Hans Kaarsberg et foredrag, som han sin vane tro også udgav i bogform, Vore Børn — deres Opdragelse, Sundhed og almindeligste Sygdomme. Heri skriver han om den fysiske og psykiske opdragelse af børn, og han kritiserer pryglesystemet på Herlufsholm. Som læge noterer han, at eleverne nok får solid kost, og det generer ham ikke stort, at de skal sove uden dyne og for åbent vindue i forstvejr, for det mente han var sundt. Men han mener, at disciplene straffes med for meget tid på læsesalen og at de sover for lidt. Der var tale om, skriver Hans Kaarsberg, ”graverende misgreb” på Herlufsholm.
Da pamfletten udkom, fik forfatteren et brev fra Johannes Forchhammer, Herlufsholms daværende rektor, og set i lyset af de aktuelle afsløringer fra kostskolen, her 150 år efter Hans Kaarsbergs tid som herlovianer, er det rasende interessant læsning:
”Det er ikke noget lyst Billede, De udkaster af Tilstanden paa Herlufsholm for 20 siden; men jeg indrømmer, at det i det væsentlige er et sandt Billede. Jeg behøvede nu ikke personlig at tage mig det nær, da det er Tiden, der gaar forud for min Ankomst; men jeg føler dog en bestemt Trang til at udtale mig for Dem som gammel Herlovianer, siden De har gjort vore Forhold til Genstand for offentlig Omtale. Jeg haaber, at De, hvis De nu saa os efter i Sømmene, vilde finde meget forandret. Disciplene faa, som jeg haaber, nu tilstrækkelig Søvn. I det mindste sover de nu ikke mere paa Aftenlæsesalen. Den bundne Læsetid er indskrænket, Gymnastiken har faaet, ligefra den Tid, da vi blev af med gamle M., et stort Opsving, og i de sidste Aar spiller Sporten en betydelig Rolle. Disciplene benytter deres Fritid langt bedre. Jeg tør haabe, at meget Uvæsen derved er blevet indskrænket, uagtet en Opdragelsesanstalt altid fører Ulemper med sig, som det er umuligt ganske at fjærne. Jeg har energisk arbejdet mod det udbredte Pryglesystem og haft mangen alvorlig Kamp med gamle X. [her udelader brevskriveren navnet på en lærer, som Hans Kaarsberg har omtalt som en ”abnorm drengeplager”], og noget er der i alt Fald vundet. De yngre Lærere tager overvejende Disciplene paa en ganske anden Maade; men det er stadig svært for en Lærer at vinde Disciplenes Fortrolighed, og jeg har ofte følt, hvor vanskeligt det er faldet mig selv. Først og fremmest gælder det dog om, at Tilsynet er effectivt, og den Discipel, der ikke har en absolut god Samvittighed, ser først og fremmest Politiet i sin Rector og sine Lærere. Den Vanskelighed vil altid blive hæftende ved en Opdragelsesanstalt. De store Disciples Magt over de smaa er brudt, og om Tyranni fra de højere Klassers Side hører man saa godt som aldrig. De vil altsaa se, hvorledes jeg i disse 16 Aar har arbejdet netop i den Retning, som De peger mod. Det er kommet langsomt, lidt efter lidt, men det er svært at kæmpe mod nedarvede Skikke, særligt paa et Sted som Herlufsholm, og De maa tro, jeg har haft meget at kæmpe imod og ved kun altfor godt, at hvor der er gjort Fremskridt, ligger det fuldt saa meget i hele Tidens Aand som i min Virksomhed. Jeg er af og til gaaet vel smaat fremad; men jeg har altid været bange for at gøre noget, hvis Følger jeg ikke kunde beregne og som jeg maatte gøre om igen.”
Johannes Forchhammers 133 år gamle brev har en resigneret og flov tone, der i stort og småt minder om det, som senere rektorer også har sagt, når disciple har aflagt vidnesbyrd i egne erindringer, romaner eller journalistisk – fra Christian Stentofts radiomontager Uden straf, ingen skole (og hans roman Giftringen) til TV2’s dokumentar – om alle Herlufsholms brutaliserede sekondløjtnanter, for nu at bruge Hans Kaarsbergs udtryk.
Så sent som i 2017 skrev den fhv. rektor Klaus Eusebius Jakobsen bogen På Herlufsholm – en dans med eliten. Her kommenterer han en kronik, som en tidligere elev havde haft i avisen i anledning af skolens 450-års jubilæum. Kronikøren Peter Løhr – som i øvrigt debuterede som forfatter i fjor med den glimrende roman Hulemennesket om guldaldermaleren Johan Th. Lundbye – skrev blandt andet om 3.g’ernes slagsang. ”Vi er den totale magt, pøblen er os underlagt!” Han kaldte det elitens højarrogante mikrokosmos med småfascistiske overtoner.
Klaus Eusebius Jakobsen skriver: ”Det var i min rektorperiode, at Peter Løhr gik på skolen, og i hans beskrivelse finder jeg elementer, jeg ikke er glad for at se på tryk.” Og så bedyrer han, at han skam allerede på det tidspunkt havde kæmpet mod de værste traditioner og ”den værste kammeratopdragelse”. Kammeratopdragelse er i sig selv et kosteligt ord, men her lyder det mest som en herlig eufemisme for den mobning, som både Hans Kaarsberg og Peter Løhr har skildret i hvert deres århundrede. Og Klaus Eusebius Jakobsen lyder som et ekko af Johannes Forchhammers resignerede og hændervaskende brev til Hans Kaarsberg i 1889.
Som andre skarpt afgrænsede bygninger med specifikke funktioner – sanatorium, hospital, fængsel, hotel – er kostskolens mikrokosmos velegnet til eksistentielle fortællinger om både overlevelse og sammenbrud, og kostskolens litteraturhistorie rummer mange eksempler på vidnesbyrd om ulykkeligt, angstfyldt og ødelæggende drengeliv i sovesalene. I den nordiske litteratur står især Jan Guillous Ondskaben (1981) centralt.
I den britiske litteratur er kostskolen en tilbagevendende ramme, fra Charles Dickens’ legendariske føljetonroman David Copperfield (1850) over Evelyn Waughs Forfald og fald (1928) til J.K. Rowlings globalsucces med Harry Potter og – mere overset, men meget mere interessant – nobelprismodtageren fra 2017 Kazuo Ishiguros Slip mig aldrig (2005), hvor det, der tilsyneladende er en kostskole for forældreløse i virkeligheden er en udklækningsanstalt for organer til donation. Og så var der George Orwell, der mente, at det eneste han lærte på Eton, var britisk snobisme.
Også den centraleuropæiske litteratur byder på betydningsfulde kostskoleromaner, for eksempel tyske Herman Hesses Under hjulet (1906) østrigske Robert Musils Disciplen Törless’ forvirringer (1906) og schweiziske Robert Walsers Jakob von Gunten (1909). Fleur Jaeggy, også fra Schweiz, har med Tugtens lykkelige år (1989) skrevet om livet på en pigekostskole. Og så har endnu en østriger, Clemens Setz, lagt sig i slipstrømmen på Kazuo Ishiguro med Indigo (2012), hvor en kostskole dækker for mystiske dyreforsøg.
Et hovedværk i den bitre kostskolelitteratur er skrevet af endnu en østriger, Thomas Bernhard. Hans selvbiografiske roman Årsagen (1975) er skånselsløs i sin skildring af den trettenårige drengs forfærdelse over sit møde med et uigennemtrængeligt menneskekrat af gemenhed og nederdrægtighed. Han skildrer et kostskoleliv under ”menneskesadistiske betingelser”, hvor eleverne bliver drevet til selvmord for at undslippe, og han kalder kostskolen for et fængsel, der på raffineret og nederdrægtig vis er bygget mod hele barnets eksistens og ånd:
”Nætterne er for ham en skole i at observere misligholdte sovesale i offentlige opdragelsesanstalter og derefter i at observere opdragelsesanstalter i det hele taget og igen og igen at observere dem der er anbragt i disse opdragelsesanstalter, børn fra landkommunerne som af deres forældre, akkurat som han selv, overdrages til den statslige tugt (ude af øje, ude af sind), og som, hvilket under hans natlige observationstvang synes ham at være tilfældet, uden videre formår at forvandle deres udmattelsestilstande til dyb søvn, mens han aldrig selv formår at gøre sin endda endnu større undtagelsestilstand, der er en uafbrudt krænkelsestilstand, til blot et øjebliks søvn.”
Jeg kom aldrig på kostskole, selvom jeg var uartig dengang i 70’erne. Men jeg har lige siden tænkt på kostskolen som forvisningssted. Hvem husker ikke det afsnit af Matador, hvor Ulrik stjæler kondomautomaten fra Jernbanecaféen og hæger den op på toilettet hjemme hos direktør Varnæs, mens Maude holder teselskab? Som straf bliver drengen sendt på Stenhus Kostskole – hvor episodens forfatter, Paul Hammerich, selv havde været elev (i øvrigt samtidig med Henrik Stangerup).