Weekendavisen den 11. februar 2022
Kommentar. Statsministeren bruger de populære romaner. Men ikke til en politisk samtale med litteraturen.
Mette Frederiksen har justeret stilen på sine sociale medier, og fremstår ikke længere kun som et helt almindeligt danskermenneske, der pudser vinduer, steger frikadeller, ser håndbold og spiser makrelmad med majonæse. Nu viser statsministeren også bøger.
Ved nytårstalen den 1. januar genkendte de skarpsindige et eksemplar af Niviaq Korneliussens Blomsterdalen – den bevægende roman om selvmordsepidemien blandt den grønlandske ungdom – i vindueskarmen på Marienborg.
Den 2. januar lagde statsministeren så et foto af Morten Papes handlingsmættede roman om finanskrise, folkedrab og de gule vestes oprør, I ruiner, op. Hun skrev, at den gav ”meget at tænke over og mange politiske overvejelser”.
Og den 11. januar kom turen så til Rune Lykkebergs Samtaler om Shakespeare, som Mette Frederiksen kaldte ”en god bog” – måske genkender hun noget fra sin egen hverdag med magthandlinger, rævekager og intriger?
At statsministeren finder tid til at læse romaner og intellektuel kulturlitteratur, er naturligvis opmuntrende (man kunne jo ellers nemt tro, at hun havde fuldt op at gøre med at lede landet gennem krisetiderne). Men spørgsmålet er, hvordan hun bruger litteraturen. Svaret er, at statsministeren bruger populære romaner som staffage og vinduespynt, ikke som anledning til en åben samtale mellem det politiske og skønlitteraturen.
Da Morten Pape i 2015 debuterede med Planen fangede romanen Socialdemokraternes opmærksomhed, og angiveligt skulle Mette Frederiksen, der stort set samtidig blev sit partis nye formand, have anbefalet Planen som læsestof for sine partifolk. I et interview med POV International har Morten Pape sagt, at han har det ambivalent med det: ”På den ene side synes jeg, at det er hylende morsomt og absurd, på den anden side er det uhyggeligt, fordi det er ude af mine hænder, jeg kan f.eks. ikke hive Mette Frederiksen på skolebænken og korrigere dette og hint i hendes mulige opfattelse af min tekst.”
Et andet eksempel er Kaspar Colling Nielsens roman Det europæiske forår fra 2017. Her radikaliserede forfatteren den mangeårige politiske ønskesnak om at lave flygtningebyer i ”nærområderne”. Han placerede romanen i en nær fremtid, gjorde Mette Frederiksen til statsminister, og lod Danmark opkøbe et stykke af Mozambique, der blev forvandlet til en dansk diplomatisk zone for flygtninge.
Da Mette Frederiksen så blev statsminister ude i virkeligheden, blev Kaspar Colling Nielsen inviteret på kaffe, og regeringen tog konkrete skridt til at udflytte al flygtningemodtagelse til Afrika. Udlændingeminister Mathias Tesfaye udtalte sig vældig positivt om Det europæiske forår, som om romanen var en opbakning til den socialdemokratiske politik. Man kan roligt sige, at der her var tale om en utilstrækkelig evne til at læse og forstå skønlitteratur, og til Berlingske sagde en forvirret forfatter, at han ikke kunne forstå det, hvis romanen er brugt som inspiration i Socialdemokratiet: ”Men i hvert fald blev bogen givet som en gave til folketingsgruppen, så den må altså være faldet i god jord,” sagde han. Hvad de mystiske og mørkelagte forhandlinger med dubiøse Rwanda går ud på, ved vi i øvrigt stadig ikke noget om.
Ligesom Morten Pape var Kaspar Colling Nielsen altså tydeligt ubekvem ved regeringens romanlæsning. En ting er jo, at tage lønarbejderjob som taleskriver i en regering, noget andet er at se sin kunst spændt for en politisk vogn.
Begge forfatter reagerede med undrende forbehold og diplomatisk elegance overfor de temmelig ukyndige socialdemokratiske læsninger af deres romaner. Både Morten Pape og Kaspar Colling Nielsen mener tydeligvis, at man ikke bør læse skønlitteraturen udfra en politisk formålsbestemmelse. Hvorfor de ikke frabad sig omklamringen med langt større tydelighed, forstod jeg ikke. En forfatter bør ikke være forfængelig, men forsvare sit litterære råderum mod politisk invasion.
Når vi taler om Mette Frederiksens forhold til de danske forfattere og den danske samtidslitteratur, er der ét forhold, der trænger sig på før alt andet, nemlig hendes iskoldt kontrollerede reaktion på Jonas Eikas frontalangreb i takketalen for Nordisk Råds Litteraturpris 2019, hvor han stødte lansen i det, han kaldte den danske statsracisme.
Mette Frederiksens forsvar var ikke et modangreb, men en komplet ignorering af prisvinderen og talen. Det var sandsynligvis klogt nok, for vi lever i et land, hvor vi er stolte af, at kunsten bider den hånd, der fodrer den.
Af samme grund var det interessant, at Blomsterdalen havde fået plads bag statsministeren på Marienborg. Niviaq Korneliussens takketale ved Nordisk Råds Litteraturpris i november i fjor placerede sig nemlig i traditionen fra Jonas Eika. Hendes sprog var ikke helt så aggressivt, men meningen var umisforståelig, da hun angreb den grønlandske regering for ikke at forhindre ungdomsselvmordene: ”Jeg forsøgte at skrive en tale til mit lands ledere. Men det er som at snakke til en mur. Og det er jeg færdig med.” På den måde har takketalen ved netop denne pris udviklet sig til at være den primære platform for litterær politisk kritik, først Kirsten Thorup i 2017, derefter Jonas Eika og Niviaq Korneliussen.
Hvad Mette Frederiksen ville med Blomsterdalen som diskret nytårsfiligran, ved jeg ikke. Men placeringen af bogen var helt sikkert ikke et tilfælde, statsministeren bruger litteraturen som signalføring. Vi skal forstå, at hun kerer sig om litteraturen og deler forfatternes sociale indignation. Men nogen oprigtig interesse i at føre en samtale med de forfattere, der er glødende optaget af samfundsudviklingen, ser jeg på ingen måde, hverken om det humanitære, det sociale eller klimaet.
Forfatterne kan skrive nok så kritisk og oprørt om alle de mange krisetilstande, der omgiver os. Men litteraturen får kun statsministerens opmærksomhed, hvis den passer ind i hendes selvpræsentation på de sociale medier. Smigrende, som det er, er det ikke en plads, som nogen forfatter bør ønske at opnå.