Weekendavisen den 20. maj 2022
En ytring [ˈydʁεŋ] kan være hvad som helst, og intet er ikke en ytring. En ytring kan være en skriftlig eller mundtlig tilkendegivelse, hvor der gives udtryk for en mening, en opfattelse el.lign. for nu at citere Den Danske Ordbogs solide definition, men en ytring bliver ikke mindre ytringsagtig af at være være ikke-skriftlig og ikke-mundtlig.
Når alt er en ytring, er det umuligt at uytre, hvilket der selvfølgelig ikke er noget, der hedder, men De forstår hvad jeg mener, idet selv en uytring er en form for ytring, og derfor kan man ikke adskille det at være menneske fra det at ytre. Vi er en ytrende art, dog hersker her hverken ytringspligt eller ytringstvang, for som et af vores klassiske proverber siger, er tale sølv, men tavshed er guld. Ytringstilbageholdenhed har altså en egenværdi.
Som enkeltpersoner kan vi derfor vælge, hvordan vi vil skalere vores ytringer: Om vi vil holde dem i fortrolige cirkler gennem en form for privat ytringsdiskretion, eller om vi ønsker at delagtiggøre offentligheden i vores tilkendegivelser, hvad enten de er skriftlige, mundtlige eller formuleres i et helt tredje formsprog.
Nok så vigtigt er, at en ytring er en ytring, uagtet dens sandhedsværdi. Ytringssludder er derfor hyppigt forekommende. Samtidig kan vi alle blive ytringsofre, måske for ytringselegance eller ytringsgrovhed, eller måske for det, der er være, for efter nogens mening, kan en ytring være et overgreb, sågar en sproglig, symbolsk eller semiotisk voldshandling. Derfor findes ytringstabuer, der fluktuerer med tidens ånd, ligesom vi kun alt for godt ved, at visse hellige typer ikke viger tilbage for at møde ytringer med bål og brand og attentater.
Karakteristisk for ordet ytring er dets forbogstav, y’et, det 25. bogstav i vores alfabet, udtalt som høj, rundet fortungevokal. Ældre medborgere vil huske Y som Venstresocialisternes partibogstav, gengivet i grafisk form på valgplakater som en kampklar slangebøsse med kasteskyts i en affyringsslange. Denne hampre samfundsomstyrtersymbolik var ukontroversiel i 70’erne, men virker i dag som en højst upassende ytring.
Når en ytring defineres som en skriftlig eller mundtlig tilkendegivelse, er det kun en halv sandhed. En ytring kan faktisk være alt – fra en tavs, iskold skulder (som da Arne Melchior i en tv-debat engang i 80’erne vendte ryggen til lederen af de danske nynazister uden at værdige ham et ord eller et blik, dét var en tavs ytring, der gav genlyd) til tibetanske munkes selvantændelse i en politisk protest. Og apropos tibetanere: Vores samfundsslags, den uforlignelige danskdemokratiske, som næppe er perfekt, men næppe heller fås bedre, har en tibetansk akilleshæl. Vi hylder officielt friheden til ytring, for den frie ytring er, siger vi, en forudsætning for folkemedbestemmelse i et ikke-autoritært åndsklima, hvor uenighed er en grundret. Men sig lige det én gang til til de pro-Tibet-protestanter, hvis ytringsret blev undertrykt, fordi nogle magtfulde mennesker – men hvem? – gav en subtil ordre om, at den kinesiske præsident under sit statsbesøg i 2012 ikke måtte blive offer for en ubekvem flagytring. Så hellere flå flag fra folk.
Ak, ak, akilleshæl.