Weekendavisen den 7. juli 2023.
Disney-klassiker. I tegnefilmen bruger den moralsk hæderlige helt sit sidste ønske til at give sin tjener dens frihed. Sådan er det bestemt ikke i eventyret.
I ugerne omkring jul 1975, da jeg var elleve år, samledes nationen foran fjernsynet for at se Kaspar Rostrups dramatisering af Adam Oehlenschlägers læsedrama på blankvers, Aladdin eller Den forunderlige lampe.
Hovedrollen som den kække gadedreng Aladdin blev spillet af Nis Bank-Mikkelsen (som senere kom til at lægge stemme til troldmanden Jafar og dermed sluttede en cirkel), og jeg husker stadig spændingssuset, når han gned på lampen, og ånden – eller gejsten, som det også hedder hos Adam Oehlenschläger – trådte frem med bulder og brag i skikkelse af Søren Elung Jensen, skaldet, i bar overkrop, filmet i frøperspektiv.
Atten år senere, i 1993, vendte Aladdin tilbage. Vi var midt i det, der senere blev kendt som renæssancen for Disneys tegnefilm, altså tiåret fra 1989 til 1999. Jeg så – og genså i en uendelighed – filmen sammen med min lille søn, som slugte det hele med skiftevis tilbageholdt åndedræt og befriet latter. Hans sans for humor og drama står i gæld til den film. I dag er han selv far til en lille dreng, og jeg har lånt hans login til Disney+ for at gense filmen.
Men jeg har også genlæst det 120 sider lange eventyr, som både Oehlenschläger og Disney står i gæld til. Det skyldes den franske numismatiker, orientalist og professor i arabiske sprog Antoine Galland (1646-1715), der i årene 1704-17 udgav en fransk oversættelse af en samling arabiske eventyr, Les Mille et une nuits, (senest fordanske direkte fra 1700-tals-fransk af Kim Witthoff i Tusind og én Nat, bind 6, 2013).
De tolv bind havde intet skriftligt forlæg, men baserede sig på en mundtlig overlevering via syrisk. Som bekendt fortæller Sheherezade for at overleve. Hendes nye ægtemand, Kong Shahriyar, plejer at slå sine hustruer ihjel efter bryllupsnatten, og for at forhindre den skæbne, forhaler hun slutningen på sit eventyr nat efter nat. Historien om Aladdin dækker nat 731 til 774.
Præcis hundrede år efter at Antoine Galland havde udgivet sit første bind, færdiggjorde Adam Oehlenschläger sit versdrama om gadedrengen og lampeånden. Den baserede han på den første danske oversættelse, der var udkommet allerede i 1758 under denne skønne titel: 1001 Nat, hvorudi paa en fornøjelig Maade fortælles allehaande selvsomme Arabiske Historier og forunderlige Hændelser, saavelsom behagelige Elskovs Begivenheder.
Som den trodsige overlever han er, har Aladdin bevaret sit navn hele vejen igennem: fra den arabiske oprindelse via den syriske overlevering til den franske nedskrivning og oversættelserne til alverdens sprog. Også i Disneys version hedder han Aladdin.
Anderledes står det dog til med prinsessen. Børn af 90’erne kender hende som Jasmin. Det navn, har man nok tænkt hos Disney, er både smukt, eksotisk og internationalt. For ældre danskere, der er vokset op med Oehlenschläger, vil sultanens datter dog altid hedde Gulnare. Også det er et orientalsk navn, og mon ikke digteren er faldet for dets romantiske, gyldne klang?
Men går vi endnu et skridt tilbage, ser vi, at prinsessens navn oprindelig er et helt tredje. Hos Antoine Galland hedder hun Badrelbudur. Det lyder, synes jeg, betydeligt mere klodset, men skulle være arabisk for ”fuldmånen over alle fuldmåner”.
At navne skifter, skal vi ikke tage så tungt. For hvor foregår eventyret egentlig? Mens Disney placerer historien i Agrabah, en fiktiv Bagdad-agtig by, henlægger Adam Oehlenschläger sin udgave til den autentiske Isfahan i det centrale Iran. Men ifølge den overlevering, som Antoine Galland i sin tid bragte til Europa, ligger sultanatet i ”et af kongeriget Kinas lande”.
Navne og steder ufortalt, er pointen klar. Vi er i fjerne og fremmede egne, hvor mennesker ikke er helt som os. Mens ”Kinas lande” var en forskydning ud i det ukendte for det arabiske publikum, var Isfahan det samme for det danske. Og i 1992 sad Disney stadig fast i en hvid etnocentrisk verdensopfattelse, da de skabte det eksotiske Agrabah. Det fik de allerede ørerne i maskinen for dengang, og i dag streamer vi først Aladdin efter at have mødt en disclaimer om, at filmen rummer negative fremstillinger af mennesker og kulturer, og at disse stereotyper var forkerte dengang og er forkerte i dag.
Sådan er det, når tider skifter og sæder strenges. Badrelbudur/Gulnare/Jasmin er en ung, mørkhåret pige, som en gammel stodder af ond storvesir prøver at undertrykke, men ved forførerisk kvindelist, blottet maveskind og smuttende mandeløjne får hun ham afledt, så den ærlige Aladdin kan komme på banen igen.
Det gik an i 1992. Ingen blev konsterneret over kønsrollekonventionerne, hvor kvinderne faldt i svime over Aladdin forklædt som Prins Ali: ”Der er noget ved denne mand, der er så sexet,” synger de.
Når litterære klassikere bliver genfortalt, bliver der altid trukket fra og lagt til. For Disney handler det i sagens natur om at skrælle overflødigt væk og tilføje humoristiske bipersoner som Aladdins abe Abu, Jafars papegøje Jago, det flyvende tæppe og – ikke mindst – den blå basse af en elskelig altmuligånd, Genie.
Den væsentligste forskel er dog, at Disney begrænser Aladdins råderet over ånden. Han kan kun få tre ønsker opfyldt. Sådan er det ikke i eventyret. Desuden bruger den moralsk hæderlige tegnefilmshelt sit sidste ønske til at stille ånden fri. Sådan er det bestemt heller ikke i eventyret, der dybest set stiller spørgsmålet: Er det Aladdins ånd eller er den åndens Aladdin?
I eventyret opstår en brutal konflikt mellem Aladdin og ånden. Det sker da den onde, afrikanske troldmand, der har forsøgt at manipulere med Aladdin, fordi kun hans rene ånd kan skaffe adgang til den forunderlige lampe, er blevet slået ihjel.
Nu lokker hans bror – endnu en afrikansk troldmand – Aladdin til at bede ånden om at skaffe et rokæg (altså et æg fra den mytologiske fugl Rok, som også optræder i eventyret om Sindbad Søfareren i Tusind og én Nat), der skal fuldende udsmykningen af hans pragtpalads. Ånden bliver rasende: ”Nu befaler du mig med en utaknemmelighed uden sidestykke, at jeg skal bringe dig min herre og hænge ham op midt i denne kuppel!”
På falderebet får vi altså pludselig at vide, at det er Fuglen Rok, der er åndens egentlige herre! I voldsom vrede truer den Aladdin med at forvandle ham til aske. Men da vreden er størst, fordamper den. Ånden besinder sig, afslører den onde troldmands bror – og forsvinder.
Var det grådighed, der truede med at stige vor helt til hovedet? Eller var han offer for sin egen naivitet? Han blev reddet på målstregen. Men det var ikke Aladdin, der satte ånden fri. Det var ånden, der opgav Aladdin.