Weekendavisen den 28. april 2023
Kvinden i buret. I en sydstatssump af horrorparodiske fraseologier viser Lina Wolff hvor god en forfatter hun er.
Lina Wolff: Djævlegrebet. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 250 sider, 279,95 kr. Turbine.
I 1989 blev den tiårige Helen bortført og dræbt nær den skånske flække Hörby. Det sadistiske sexmord rystede den svenske offentlighed og er siden blevet beskrevet flere gange i journalistik og dokumentarisme.
Nu danner pigemordet også det den brutale resonansbund under Lina Wolffs dystre roman, Djævlegrebet, og dermed har den moderne skandinaviske kvindevoldslitteratur fået endnu en væsentlig tilføjelse til stærke og smertefulde romaner af Sara Stridsberg, Anna Swärd, Monika Fagerholm, Sofi Oksanen, Vigdis Hjorth og Gerður Kristný, der alle har kortlagt den maskuline malfunktion, som får mænd til at tæske og dræbe kvinder.
Lina Wolff har også selv tidligere skrevet om voldens væsen i De polyglotte elskere (2018), hvor en kvinde søger en mand, der skal være blid, ”men ikke for blid”, hvorefter alt eskalerer, og i den nygotiske og eminent mærkelige Kødets tid (2021), fortsatte hun sin dissektion af volden som magtmiddel.
Djævlegrebet handler om en ung svensk kvinde, der har bosat sig i Firenze. Her finder hun sammen med en primitiv mand, der engang har været livvagt, men nu arbejder på Fiat-fabrikkerne. Han er lille, fed og fedtet, men hun finder ham erotisk interessant, og snart får hun ham i bedre form. Han klipper sit slaskede hår, og når han smører sin kronragede isse med creme, damper det fra hovedhuden. I tankerne kalder hun ham Den Renlige.
Alt er godt, og kvinden er inderligt glad. ”Som Gud skaber mennesket, skaber hun manden”, som der står. Men allerede næste sætning er en korrektion: ”Måske er det derfor, det går så galt senere, fordi hun tror, hun lever efter et narrativ, som ret beset aldrig har eksisteret. Kvinder skaber ikke mænd, der findes ingen af den slags historiske forestillinger, ingen af den slags legender.”
Men mens det narrativ, som kvinden bilder sig ind at leve efter, slet ikke eksisterer, viser det sig at manden lever efter det credo, at mænd uden magt og kontrol, slet ikke er mænd. Den forvandling, hun har udsat ham for, betyder at andre kvinder får øjnene op for ham og at hans selvtillid – og selvindbildning – stiger. Hans kampzone er udvidet, det samme er hans magt.
Det er næppe sandt, at kvinder ikke skaber mænd i historiske forestillinger, legender, myter, skabelsesberetninger osv. I hvert fald er det ikke sandt, at kvinder ikke former de mænd, de er sammen med. Men i dette tilfælde, er resultatet et monster. Mellem de to udvikler sig et forhold, hvor volden vinder indpas, sygt ”retfærdiggjort” af hans jalousi og kontroltrang. Og, også sygt, omend på en anden måde, prøver hun at føje sig, at indrette sig, at normalisere det ekstreme.
Da hun indser, at hun er nødt til at bryde det destruktive mønster, søger hun tilflugt hos en amerikansk turist, hun har haft en hemmelig affære med. I al hemmelighed rejser hun fra Den Renlige i Firenze til New Orleans, hvor hun forventer at blive modtaget med åbne arme, men kun møder en kold skulder.
Manden har – naturligvis – en kæreste i forvejen, en sindssyg kælling, hvis jeg må være så fri. Og nu bliver det først for alvor sygt, southern gothic sygt, fuld af groteske voldklicheer om de amerikanske sydstater og kvinder, der bliver holdt fanget som dyr.
Netop i denne sydstatssump af horrorparodiske fraseologier, viser Lina Wolff, hvor god – og hvor dristig – en forfatter hun er. Vi har set det samme i hendes tidligere romaner, hvor hun også har skrevet intelligente og djævleblændt gode scener, som hos andre blot vil degenerere til skamløs og spekulativ underholdning.
I Djævlegrebet tager Lina Wolff et dristigt skridt videre ud i sumpen. Uden blusel lader hun sin sønderbankede hovedperson sidde indespærret i et lille bur i en rønne udenfor byen. Da hun stikker benet ud mellem tremmerne i flugtforsøg, må hun presse skridtet op mod en af burets jernstænger. Det minder hende om Den Renlige, hans greb om hende. Hun overvejer onani, om ”den kolde, hårde tremme” kan give hende orgasme. I så fald, tænker hun, er der noget galt med hende.
Der er altså en rest af rationel tænkning tilbage i kvinden, der ellers har fralagt sig al ansvar. Hun mener at hun må være besat af en dæmon:
”Hun er grædefærdig. Det er så slemt fat med hende, at selv dæmonen fremstår som et fornuftens under ved siden af hende. Miseren omkring hende er total. Kødmiseren, kropsvæskemiseren. Den skønne stang mellem benene, den følger hele underlivet og går ind mellem ballerne. Tænk, at hun kan føle det her, ophidselse, efter alt det, som ophidselsen har kostet hende?”
Ja, tænk. Det virker ikke alene bizart og ydmygende, at kvinden ikke alene er offer for mændenes vold, men også for sin egen drift. Men hun kan føle ophidselse i denne situation, for ”noget” har taget et djævelsk greb om hende, hun har ladet nogen tage det djævelske greb, tænker hun, ”den forbandede lyst, der har ødelagt så meget i hendes liv”.
Djævlegrebet er en vild og blodig roman, som alt andet, jeg har læst af Lina Wolff, grænseoverskridende, makabert og grotesk. Her handler det ikke om smerte som erotisk magtmiddel, men om vold som eksistens. Det handler om at flygte fra indespærring i et bur med usynlige tremmer, og så havne i et konkret bur af jern. Og hvad der gør allermest ondt at læse – som ikke mindst Lina Wolffs landsmænd og forfatterkolleger Anna Swärd og Sara Stridsberg har udforsket litterært – er skildringen af offerets tilpasning til undertrykkelsen, offerets skyldfølelse og solidaritet med sin egen voldsmand.
Som sagt: Da Lina Wolff var ung, blev en pige dræbt i hendes hjemby. Det ved læseren af Djævlegrebet ikke nødvendigvis, men nu fortæller jeg det. Det samme er nemlig sket for kvinden i romanen, og det kollektive traume er en del af hendes livs klangbund.
Måske var det der, dæmonen trådte i karakter. Måske var det der den forbryderiske og forræderiske krop med al dens farlige lyst gjorde hende modtagelig for kødets skrøbelighed? I hvert fald indser hun der i buret, at hun kunne have tænkt rationelt, hvis ikke hendes underliv hele tiden havde ævlet løs, hvis ikke det havde fået lov at holde kompasset. Det må vist være den sproglige ækvivalent til, når mænd tænker med pikken.
Om Lina Wolff har tænkt Djævlegrebet som afslutningen på en trilogi, ved jeg ikke. Men sammen med De polyglotte elskere og Kødets tid – helt fritstående i forhold til hinanden – udgør den en vigtig akse i den nordiske samtidslitteraturs grundige udgravning af kvindeofrene i det maskuline voldsherredømme.
Som skildring af mandens følelsesforkrampede sortsyge og primitive voldsinstinkt bringer Djævlegrebet måske ikke meget nyt. Heller ikke skildringen af kvindens loyalitet overfor voldsmanden, er et nyt gennembrud. Men alligevel snapper man efter vejret over offerets forbundethed med gerningsmanden.
Det er dybt frastødende. På en enormt tiltrækkende måde.