Gæsteanmeldelse i Politiken den 4. april 2023
Anmeldelse. Som åbenhjertig personlig fortælling er Olav Hergels roman en anerkendelsesværdig og fortjenstfuld bedrift. Som roman er den alt andet. Og er den overhovedet en roman?
Olav Hergel: Jeg husker dagen som lys. 304 sider, Politikens Forlag.
At romanens veje er uransagelige, ved vi jo godt. Enhver slags tilstræbt skønskrift kan kalde sig ’roman’ på titelbladet, fordi definitionen er så elastisk og tolerant.
Men bare fordi en bog påstår, at den er en roman, er den det så også? Jeg spørger, fordi Olav Hergels Jeg husker dagen som lys tilsyneladende er et stykke fortællende prosa uden alt for megen fiktionalisering. Men vi, der ikke er vidner til forfatterens private liv, kan ikke afgøre, om der er tale om autenticitet uden tildigtning.
Jeg husker dagen som lys handler ikke mindst om Olav Hergels mor, Benedicte Hergel. Hende lærte vi at kende i Niels Barfoeds biografi Benedicte. En skæbne (2013). Hun var gift med Knud W. Jensen, grossereren og mæcenen, der stiftede kunstmuseet Louisiana og holdt hånden under mange forfattere i kredsen omkring Heretica.
Blandt Knuds nærmeste var Karen Blixen. Hun var sågar med på Knud og Benedictes bryllupsrejse i Grækenland, og hun havde det med at spille marionetkomedie med kredsens unge mennesker.
Digteren Thorkild Bjørnvig sendte hun på skriveophold i Bonn, så han kunne komme væk fra hverdagen med en hustru, som efter baronessens mening ikke var åndelig nok. Og så dirigerede hun Benedicte ned for at besøge og opmuntre ham. Dermed blev en stor passion mellem Thorkild og Benedicte grundlagt.
Kærligheden mellem Benedicte Jensen (gift Hergel i sit andet ægteskab) og Thorkild Bjørnvig kunne ikke få frit løb, fordi de begge var gift til anden side. Men da Olav voksede op, kom ’onkel Thorkild’ tit på besøg, ligesom Benedicte skrev lange, inderlige breve til ham.
Det uforløste forhold bliver skæbnesvangert for Benedicte. Hun bryder sammen, pålægger sig selv alverdens skyld og straffer sig selv med stumhed. Til sidst er der kun selvmordet tilbage. I 1973 lægger hun sit tøj pænt foldet i en klit ved Asserbo og drukner sig i havet.
Olav Hergel er en særdeles velskrivende journalist, men som skønlitterær forfatter har han aldrig rigtig fundet sit leje. I Jeg husker dagen som lys savner jeg især, at sproget reflekterer den højspændte nervesitren, som i øvrigt er til stede i den ulykkelige skæbnefortælling om Benedictes mutisme og Olavs egne tvangstanker.
Værst er det, når Olav Hergel rekonstruerer scener fra sin mors ungdom, ikke mindst her, hvor Benedicte besøger Thorkild Bjørnvig i Bonn:
»Den sidste dag før afrejsen lå de igen i græsset på skråningen efter at have vandret i ni timer for at dulme begæret. Hun græd og rystede på hovedet: »I nat«, havde han sagt, og det gjorde hende rådvild, for hvis hun sagde ja, så forbrød hun sig mod sin mand, men hvis hun sagde nej, så forbrød hun sig mod livet, mod sandheden og kærligheden. De lå på ryggen. Han med sin stærke arm under hende«.
Sådan et triviallitterært sprog slider på læseglæden. Men forunderligt nok udløser Jeg husker dagen som lys alligevel oprigtigt interesse og udbytte. På baggrund af sin mors tragiske liv og død har Olav Hergel nemlig tegnet et selvportræt, der vedkommende føjer sig til de mange skildringer af psykisk sårbarhed, som i disse år udgør en stærk og vigtig litterær tendens.
Både som barn og voksen er Olav Hergel plaget af tvangstanker om at være skyld i andre menneskers lidelse og død, og med skildringen af to liv med momentvise psykiske undtagelsestilstande viser han en verden, som tit bliver mødt med uforstand af den forudsætningsløse.
Selv om man måtte kende Benedictes skæbne fra Niels Barfoeds biografi, er det rørende at læse om hende, som hun genfremkaldes i erindringen af den nu godt og vel midaldrende søn. Og gennem morens angst, der går igen i sønnen, skabes et fint og skælvende dobbeltportræt. I kulissen lurer søsteren Ane, som tilværelsen tilsyneladende heller ikke har været nænsom ved, ligesom den fraværende far træder ind på scenen i Olavs voksenliv som en nedbrudt alkoholiker, der har forspildt alle sit livs chancer.
Jeg husker dagen som lys rummer en både trodsig og frejdig optimisme i sin titel. Den fortæller, at depressionens og dødens nærvær ikke udelukker livsglæde og kærlighed. Derfor handler Olav Hergels fortælling ikke kun om den psykiske sygdoms byrder, men også om de sprækker, lyset trænger igennem.
Jeg husker dagen som lys kan kalde sig roman alt det, den vil, og når Olav Hergel skriver om Benedictes bryllupsrejse med Knud W. Jensen, er der naturligvis tale om gendigtning via tilgængelige oplysninger fra andenhåndskilder. Men når han lader Karen Blixen både snorke og savle, er det så fri fantasi?
I disse kapitler kommer forfatteren til kort. Som romankunst og litterært sprog er udbyttet begrænset. Men når han skriver om sig selv, lever teksten igen. Når han er fortællende journalist frem for romanforfatter, når han finder nye spor til belysning af fortiden, når han sågar finder frem til den mand, der i sin tid fandt Benedictes lig på stranden ved Stængehus, finder bogen hjem til sproget.
Olav Hergel burde, synes jeg, have skrevet en erindringsfortælling, en personlig beretning, en dramadokumentarisk rekonstruktion. Som åbenhjertig og skånselsløs personlig fortælling er bogen utvivlsomt en anerkendelsesværdig og fortjenstfuld bedrift.