Weekendavisen den 3. marts 2023
Klenodie. Forfatteren Iselin C. Hermann ejer en jødisk bønnebog, hvor historien om M.L. Nathansons bemærkelsesværdige liv og karriere begynder.
Hjemme hos forfatteren Iselin C. Hermann ligger en over 230 år gammel jødisk bønnebog med sortbrunt læderbind og sølvspænder. Bogen er gået i arv fra generation til generation, siden forfatterens tip-tip-tip-oldefar indvandrede til København fra Altona i 1792. Et familieklenodie, ja. Men meget mere end det.
Historien om Iselin C. Hermanns bønnebog – en såkaldt siddur – vender vi tilbage til. Men først skal vi et smut ind i sal 217C på Statens Museum for Kunst, hvor vi stiller os foran et stort oliemaleri af C.W. Eckersberg, Det Nathansonske familiebillede, der strutter af borgerlig velhaveridyl og ideel familielykke. Vi er i en mondæn herskabslejlighed i Frederiksholms Kanal 6 i København.
Året er 1818, guldalderen er godt i gang, og C.W. Eckersberg udstikker kursen for billedkunsten. Mendel Levin Nathanson er kunstnerens bedste kunde og største mæcen, og det er den driftige handelsmand selv, der har bestilt familieportrættet, hvor vi ser den store børneflok stoppe op midt i en munter sangleg for at byde forældrene velkommen hjem. M.L. Nathanson har røde kinder og hvide knæstrømper. Sammen med fru Ester har han (siger overleveringen) været til audiens hos kong Frederik VI og dronning Marie, han er på toppen af sin karriere, og maleriet er tydeligvis en fortælling om triumf og stolthed. Det stod nemlig ikke skrevet over mandens beskedne vugge, at han skulle lægge den danske hovedstad for sine fødder.
Men den fattige købmandssøn har med flid og talent grebet den mulighed han fik, da han som 12-årig kom til København fra Altona i Holsten, dengang en by under den danske krone, for at arbejde i sin morfars handelshus i København. Han kunne hverken læse eller skrive, og han talte kun jiddisch og en smule tysk. Men Mendel havde sans for sprog, og inden længe beherskede han både dansk, fransk og tysk. Efter et par år var han bogholder i morfarens firma, A. J. Meyer & Søn.
Mendel Levin Nathanson satte sig grundigt ind i bogføring og engroshandel, og som 19-årig etablerede han sig som selvstændig manufakturhandler, bl.a. tilskyndet af hosekræmmer M.P. Kierkegaard (der senere fik en søn ved navn Søren): ”De maa sørge for at lære noget”. Uden at kunne et ord engelsk, rejste Mendel til London, hvor han købte tekstiler direkte af britiske klædefabrikanter uden om de fordyrende mellemhandlere i Hamborg, som hidtil havde været skik og brug.
Samtidig stiftede han familie og begyndte en karriere, der gennem de næste mange år skulle sikre hans samfundsposition som entreprenant grosserer, finansiel rådgiver for staten, idérig redaktør af Berlingske Tidende, mæcen med hjerte for det sociale og kunstneriske og – ikke mindst – foregangsmand for jødiske indvandreres integration i Danmark.
For nogle år siden skrev kunsthistorikeren Kasper Monrad en artikel om Eckersbergs maleri og M.L. Nathanson. Artiklen sluttede på denne måde: ”Et af hans tipoldebørn var kunsthandleren Jens Hermann, der levende gik op i jødisk kultur og var en af landets fineste kendere af jødisk ceremoniel kunst. Blandt hans arvestykker var den hebraiske bønnebog, som M. L. Nathanson bragte med sig, da han som ung kom til København fra Altona. Den hægede Jens Hermann om til sin død.”
Og så er vi tilbage i Iselin C. Hermanns lejlighed med udsigt over søerne i København, hvor forfatteren giver et hurtigt rids over den markante slægt:
”M. L. Nathansons ældste datter Bella (1801-1878) er min tip-tip-oldemor. Hun blev gift med Jacob Salomon Trier. Han var tømmerhandler med oplagringsplads der hvor banegraven foran Hovedbanegården ligger i dag. Bella og Jacob fik tre børn. Den ældste, Maria Rosa Trier, blev gift med Julius Borup, og fik bl.a. sønnen Johan Jacob Nansen Borup, der stiftede Borups Højskole. Bella og Jacobs yngste hed Ernst Salomon Johannes Trier, og han oprettede Vallekilde højskole. Ernest er min tipoldefar. Hans første hustru døde, men med sin anden hustru, Julie Marstrand, fik han datteren Gudrun Trier, min oldemor, som blev en habil autodidakt kunstner. Hun giftede sig med en arkitekt, der hed Ejvind Mørch, og jeg har altid godt kunnet lide, at de slog deres efternavne sammen. En af hendes vistnok 38 børnebørn var Dea Trier Mørch, som har beskrevet sine bedsteforældre i romanen Kastaniealléen.”
Iselin C. Hermanns far, Jens, havde som 17-årig fået en læreplads hos Bruun Rasmussens Auktioner, hvor han blev udlært som auktionarius. Da han døde, arvede Iselin og hendes bror, Christopher, forfaderens gamle siddur.
”M.L. Nathansons bønnebog gik i arv til Bella, videre til Ernst Trier, til Gudrun Trier, til Ibi Trier Mørch, som på sin 70 års fødselsdag forærede den til min far, Jens Hermann. Hun mente nok, at han bedst kunne værdsætte den, da han var auktionarius hos Bruun Rasmussen. Da min far fik bogen, vidste vi, at det var et værdifuldt familieklenodie,” siger Iselin C. Hermann.
Når man med forsigtige fingre blader i bønnebogen, bliver øjet især fanget af den oprindelige ejers personlige noter på et friblad. Her har han noteret fødselsdagene for sig selv, sin hustru og sine børn. Under Bellas, Hannas og Saras navne har M.L. Nathanson skrevet nogle hebraiske bogstaver, hvis talværdier kan oversættes til 22. kislev 562, 4. sivan 563 og 23. ijar 565. Det er den jødiske kalenders udgave af pigernes fødselsdatoer. Som personalhistoriker Gregers Hansen skriver i slægtsbogen: ”Årstallene er 5562, 5563 og 5565 ‘fra verdens skabelse’, men det er ganske sædvanligt at man udelader tusinderne.”
Bønnebogen blev trykt i Amsterdam i 1791 og var altså helt ny, da drengen Mendel fik den med til København. I slægtsbogen om Mendel Levin Nathanson og hans slægt findes en beskrivelse af bogen som en samling kommenterede hverdagsbønner side om side med de 150 bønner og lovsange, der er kendt som Davids salmer:
”Et medlem af slægten ejer et særegent minde om nathanson, en gammel bog, 20 x 13 x 6 cm. stor, meget smukt indbundet, lukket med to sølvspænder og fra ende til anden trykt med hebraiske bogstaver.” Boghistoriker og antikvarboghandler Christian Kaaber fra Vangsgaards Antikvariat i København, bemærker straks en interessante detalje ved den gamle siddur:
”Bogens udstyr fortæller en historie. I 1791 var Louis Seize-stilen med dens nyklassicistiske enkle elegance slået igennem, også blandt bogbindere. Dens udstyr og design peger bagud mod barokken i slutningen af 1600-tallet med tungere og fyldigere gulddekoration. Bogbinderen har søgt at tilføre bogen en slags ekstra ærværdighed ved at bruge designmæssige effekter, der egentlig var anakronistiske.”
Mendel Levin Nathanson var en ambitiøs og driftig mand, og én arena var ikke nok til ham. Som finansmand var han også kunstven og mæcen. Han opfordrede sin ven, skuespilleren Peter Foersom, til at oversætte Shakespeare, og han bestilte og betalte arbejdet med et billedgalleri af illustrationer til samtlige Holbergs komedier.
Og så var der hans hjertesag: at højne det sociale og dannelsesmæssige niveau hos jøderne i Danmark. Som helt ung og nyetableret fabrikant og familiefader så han under en dyrtidsperiode i 1803, at mange jøder ikke have råd til brød. Han dannede derfor et Mel- og Brødselskab, og fra hjemmets bageovn leverede han brød til hundrede familier.
Mange jøder var indvandret fra Rusland som analfabeter, og M.L. Nathanson vidste, at de ville synke til bunds i samfundet, hvis de ikke blev undervist. Han oprettede i 1805 en mosaisk drengeskole, i 1810 også en pigeskole (Carolineskolen, som har været skolens navn siden fusionen mellem de to skoler efter Anden Verdenskrig), han deltog i forhandlingerne om jødernes borgerlige rettigheder, der førte til anordningen af 1814, han stod bag en reform af menighedens gudstjeneste med inspiration fra den kristne kirke, og han tilskyndede på alle måder jøderne til integration og assimilation. Hans børn blev døbt og gift med ikke-jøder, de to sønner blev sågar præster, og flere af familiens unge fordanskede Nathanson til det gode gamle danske – og danskklingende – navn Nansen (den legendariske journalist, forfatter og Gyldendal-forlægger Peter Nansen er et barnebarn). M.L. Nathanson selv forlod aldrig den jødiske menighed.
Med dygtighed og dristighed blev M.L. Nathanson en velhavende mand, men hans økonomiske dispositioner var ikke altid kloge. Omkring 1820 – to år efter at han havde bestilt og betalt Eckersberg for triumfmaleriet – knækkede hans firma under vægten af en gæld så betragtelig, at det rystede den almindelige danske kreditværdighed i udlandet.
Men ude af forretningslivet vendte den nu fallerede fabrikant sig mod nye opgaver som forfatter. Han kastede sig over studier af den danske nationaløkonomis historie, og i 1834 fuldendte han trebindsværket Danmarks Handel, Skibsfart, Penge- og Finantsvæsen fra 1730 til 1830. To år efter udkom hans hovedværk Historisk statistisk Fremstilling af Danmarks National og Stats Huusholdning fra Frederik den Fjerdes Tid indtil Nutiden.
Disse økonomiske værker medførte ny anseelse og nye muligheder. I 1836 takkede M.L. Nathanson ja til posten som chefredaktør på Berlingske Tidende (hans portræt hænger på chefredaktørens kontor og et mødelokale på Weekendavisens redaktionsgang bærer navnet Nathanson), hvor han snart vandt ry som en opfindsom bladmand, der engagerede sig i alt fra prisen på hvedetvebakker i København til udenrigspolitik.
I en tale ved en fest for alle slægtens efterkommere i 1956, gengav højskolemanden Hans Borup en skildring af M. L. Nathansons journalistiske metode, som ikke lever helt op til vore dages standarder:
”Han åbnede de på kontoret ankomne udenlandske aviser, kiggede lidt i dem, og omgivet af de krøllede aviser skrev han: Vi har i dag modtaget den hamborgske, russiske, franske og engelske post. Ved en flygtig gennemlæsning finder vi intet interessant at meddele. Dog synes udsigten til fredens bevarelse at have forbedret sig noget.”
I 1856, efter tyve år på posten i Pilestræde, trak M.L. Nathanson sig tilbage. Men ti år senere var der bud efter ham igen, og han genindtrådte som chefredaktør for Berlingske Tidende i en alder af 85 år. Men kræfterne svandt, og året efter gik han atter på pension.
Indtil nu har den lille jiddischtalende Mendels siddur kun været sporadisk kendt uden for familien, men nu er bønnebogen noteret i Dansk Jødisk Museum eksterne registrant over interessante objekter i private hjem. Registrator og samlingsansvarlig Thomas Egebæk siger:
”Det er et unikt eksemplar, fordi ejerskabet kan dokumenteres gennem slægtens historie. Og vi har faktisk ikke et eneste objekt i vores samling, der kan dokumenteres som en privat ejendel, der har tilhørt M.L. Nathanson. Vi har skrifter fra hans hånd, men en bønnebog er en meget personlig ting, der siger noget om menneskets liv og hverdag, og så er det fantastisk, at bønnebogen rummer hans egne finurlige noteringer om døtrenes fødselsdage. Derfor er det vigtigt at bogen bevares.”
Også fhv. overrabbiner Bent Lexner ser på bogen med interesse og kendermine. Han oversætter fra titelbladets hebraiske tekst, at bogen er trykt i Amsterdam i 1791 af bogtrykkeren Jochanan Levi og hans svoger, lægen Baruch, der også var bogtrykker og boghandler.
”Bogen følger den ashkenaziske tradition, og alle kommentarerne til bønnerne er skrevet på jiddisch. Jeg vil gætte på, at kommentarerne er skrevet af en rabbiner i 1791 på basis af en måske 300 år ældre siddur. Udover de almindelige hverdagsbønner, er her også væsentlige udpluk af hovedbønnerne for nogle af de vigtigste helligdage, Rosh hashanah og Jom Kippur. Det er mere sjældent, for de har normalt deres egne bøger. Det er en meget gennemtænkt bønnebog. Men jeg vil tro, at M. L. Nathanson havde en anden siddur til hverdagsbrug, den her var et klenodie.”
Boghistoriker Christian Kaaber betegner den gamle bønnebog som det, antikvarboghandlere og bogsamlere kalder et associationseksemplar:
”Der er altid magi over bøger, der bærer spor af deres betydningsfulde ejere, og denne bog omslutter jo noget helt essentielt: En bønnebog med personlige genealogiske optegnelser fra en nøgleskikkelse i det tidlige 1800-tals Danmarkshistorie. Karakteren af optegnelserne viser, at bogen har været et kært eje for M.L. Nathanson. Det er personlig historie, der bogstavelig taget er til at tage og føle på. Det er en herlig bog.”
Bønnebogen kom til København med den 12 årige Mendel, der havde fået den af sin far, og den blev hos ham resten af livet. Med hans personlige optegnelser af børneflokkens fødselsdatoer, gav den måske mest betydningsfulde skikkelse i dansk-jødisk historie bønnebogen karakter af familieklenodie fra begyndelsen. Den er gået i arv lige siden, og har undervejs været udlånt til to udstillinger om jødisk indvandringshistorie.
Da drengen fra Altona kom hertil med sin siddur, var han en mørkkrøllet analfabet, der kun kunne tale jiddisch. Man må antage, at hans modersmål skinnede igennem i hans danske udtale resten af livet.
Men M.L. Nathanson blev en højtrespekteret samfundsstøtte, der både kunne kalde sig etatsråd, ridder af Dannebrog og Kong Frederik VIs gode ven. På C. W. Eckersbergs berømte familieportræt ser man ham sat i scene som indfødt dansker med fin, lys hud, blødt bølget hår og blussende røde kinder, han ligner nærmest Adam Øhlenschlæger, datidens romantiske digterkonge. Tip-tip-tip-oldebarnet Iselin C. Hermann hæger om familieklenodiet, og da bønnebogen i denne artikels anledning skulle ud af huset, blev den svøbt i højskolemanden Ernest Triers gamle silkehalsklud:
”Det assimilerede jødiske fra M.L. Nathanson, højskoleånden fra Ernst Trier og det kunstneriske fra Gudrun Trier Mørch har farvet alle de efterkommere i slægten, jeg kender. Vi har en del forfattere, arkitekter og musikere. Jeg har også et portræt af M.L. Nathanson hængende, som er gået i arv fra Nathanson til Bella, til Ernst Trier, til Gudrun, til min far, og jeg synes at det er forunderligt, at de to ting er endt på min gren af det store, forgrenede stamtræ. Jeg har også en rød glastallerken og nogle sølvskeer, der blev fremstillet til Bella og Ernsts bryllup. Jeg spiser yoghurt med en af dem hver morgen.”
Mendel Levin Nathanson døde i 1868 og blev begravet på det jødiske samfunds begravelsesplads i Møllegade på Nørrebro i København.