Weekendavisen den 11. april 2023
Toni Morrison: Forestillingen om de andre. Oversat af Lotte Follin. 110 sider. 199,95 kr. Informations Forlag.
Man ved, at man har med en ægte forfatter at gøre, når en pointe i hendes universitetsforelæsninger om litteratur og racisme begynder med en barndomserindring om de velourforede kollektfade i kirken om søndagen.
Det er Toni Morrison (1931-2019), modtageren af Nobelprisen 1993 og et hav af andre udmærkelser, der tager en spændende ekskurs for at forklare, hvad der er galt med nutidige definitioner af »det fremmede«.
Det sidste kollektfad, der gik rundt, var det mindste, husker hun, og »det der med størst sandsynlighed endte med at være tomt«. Det drejede sig som kollekten til det velgørende arbejde, der skulle redde Afrika, et smukt navn ladet med komplicerede følelser:
»I modsætning til det hungerramte Kina var Afrika både vores og deres, tæt forbundet med os og dybt fremmed for os. Et enormt nødlidende hjemland, hvor vi efter sigende hørte til, men som ingen af os havde set eller ønskede at se, beboet af mennesker, til hvem forholdet var karakteriseret af gensidig uvidenhed og ringeagt, og med hvem vi delte en mytologi om passiv, traumatiseret andethed fremmet af lærebøger, film, tegnefilm og den slags smædenavne, som børn lærer at elske.«
Toni Morrison bruger erindringen om kollektfadet som en trædesten til sin tidlige læsning af hvide forfatteres skønlitterære skildringer af Afrika. Med få undtagelser nær forstærkede litteraturen selvsamme mytologi, som ledsagede kollektfadenes tur rundt i kirken, nemlig at Afrika var et mørkt kontinent, der desperat trængte til oplysning.
Det litterære Afrika var medgørligt stumt, bekvemt tomt, ubestrideligt fremmed og klar til at tjene både litterære og ideologiske formål. Afrika var en grænseløs legeplads, som den levende fantasi kunne fylde ud.
Også senere læsninger – Toni Morrison nævner Joseph Conrad, Isak Dinesen, Saul Bellow og Ernest Hemingway – bekræftede, at Afrika var en tom beholder, lige så tomt som barndommens kollektfad, der blot ventede på at blive fyldt. Kristendommen og civilisationen skulle komme med velgørende, godhjertet lys.
Det konfliktfyldte forhold til Afrika, som Toni Morrison husker fra sin barndom, og den analogiske sammenligning af kollektfad og litteratur, er på én gang besættende og befriende: De sorte amerikaneres syn på Afrika er præget af den samme påvirkning, som skaber de hvides idé om et kontinent henlagt i mørke.
Det er denne slags originale pointer, der gør Forestillingen om de andre til en velfortalt og klog lille bog, skrevet af en ægte intellektuel med erfaringer som romanforfatter, forlægger og universitetsforelæser. Og det er kombinationen af forudsætninger, der gør Toni Morrison særligt bemærkelsesværdig. Når hun ikke kun taler som iagttager af litteraturen, men som praktiker, får hendes pointer ekstra tyngde.
I en tid, hvor den litterære debat er så optaget af hudfarve, tilbyder Toni Morrison et øjenåbnende forskudt perspektiv, ikke mindst i forelæsningen om »farvefetichisme«, hvor hun taler om sine eksperimenter med det, hun kalder »racemæssig uudtalthed«.
I en novelle lod Toni Morrison personerne være inddelt efter race, men hun fjernede alle racekoderne fra teksten. Hun ville undersøge, hvad der sker, når skønlitteraturen ikke oplyser sine læsere om karakterernes hudfarve. Svaret giver hun med en vis resignation:
»I stedet for at forholde sig til handling og karakterudvikling insisterer de fleste læsere på at lede efter det, jeg har nægtet dem.«
Derefter fornemmer man et opgivende suk. Forfatteren indser nemlig, at hendes læsere måske vil få den tanke, at hun »efter årtiers kamp for at skrive stærke fortællinger med utvetydigt sorte karakterer« nu er i gang med en litterær hvidvaskning. Men:
»Det er jeg ikke. Og jeg beder ikke om støtte til mine bestræbelser. Men jeg er fast besluttet at trække tænderne ud på letkøbt racisme, på at udrydde og miskreditere den lettilgængelige og allestedsnærværende farvefetichisme, som har mindelser om slaveriet selv.«
Forestillingen om de andre er oprindelig skrevet som en række forelæsninger, Toni Morrison holdt på Harvard University i 2016. Dermed lægger den sig i forlængelse af hendes Mørkespil. Hvidhed og den litterære fantasi (1992, dansk udgave 1994), der også bestod af en serie Harvard-forelæsninger om den sorte befolknings rolle i den hvide amerikanske litteratur.
Bogen udkommer til tiden og i Informations Forlags fortjenstfulde serie af antiracistiske klassikere, lydefrit oversat af Lotte Follin.
Med banal og brutal farvefetichistisk selvfølgelighed er designet sort-hvidt.