Weekendavisen den 17. november 2023
Trilogi. Cora Sandels romaner om emancipation og kvinden som forfatter er klassisk emancipationslitteratur. Man håber – og hepper – af hele sit hjerte på Albertes succes.
Cora Sandel: Alberte og Jakob / Alberte og friheden / Bare Alberte. 316 sider / 304 sider / 380 sider. På dansk ved Andrea Fehlauer. 249,95 kr. pr. bog. Gutkind.
Vi lever i litterære genopdagelsestider, og det er i høj grad glemte og gemte kvinder, der bliver reintroduceret. På den måde bliver emancipationslitteraturen fra 1800-tallet fint knyttet til vor tids femtebølgefeminisme.
En massivt eksempel er den norske forfatter Cora Sandel (1880-1974, pseudonym for Sara Fabricius), hvis strålende udviklings- og frigørelsesfortælling om Alberte netop er udkommet i Andrea Fehlauers flot flydende og tidssvarende sprogdragt, der erstatter Peder Hesselås noget bedagede oversættelse fra 40’erne (ikke at jeg har sammenlignet, men jeg har bemærket, at Cora Sandels brug af N-ordet er purificeret til ”sort”).
Trilogien om Alberte – der udkom over en lang periode mellem 1926 og 1939 – er vel autofiktiv efter dagens standarder. I hvert fald svarer hele dens narrative forløb til hovedtrækkene i Sara Fabricius’ egen biografi.
Alberte vokser op i et knusende småborgerligt miljø i en by, der minder om Tromsø, flytter som ung til Paris, hvor hun bliver en del af det nordiske kunstnermiljø, stifter familie, bryder op og bosætter sig hos svigerfamilien i Sverige, hvor hun for alvor finder modet til at følge sin drift mod at skrive. Det er ikke så nemt, som det lyder i komprimeret referat.
Alberte og Jakob (1926) skildrer pigens opvækst i et nordnorsk embedsmandshjem, hvor gamle konventioner og social kontrol hersker. Hun vil gerne uddanne sig, men faren mener, at hun blot skal læres op i huslige pligter. Broren Jakob og Alberte støtter hinanden, men han står til søs, og dukker kun op som et fjernt minde i slutningen af trilogien, hvor han er fåreavler i Australien.
I Alberte og friheden (1931) er scenen flyttet til bohemernes Paris. Alberte færdes i en kreds af kunstnere, men selv maler hun ikke. Hun forsøger blot at holde fattigdommen stangen ved at sidde model for en kunstmaler. Af og til skriver hun små artikler hjem til norske aviser.
Mod romanens slutning kommer der pludselig skred i vigtige begivenheder i Albertes liv – og dermed i afgørende erkendelser. Vi hører først, at forældre døde ved en broulykke på havnen i den nordnorske by. Dermed er alle bånd til hjemmet definitivt bristet. Vi hører dernæst at Albertes gode ven, en dansker ved navn Veigaard, er blevet dræbt ved en trafikulykke i Köln. Dermed er muligheden for at stifte familie væk. Og så – samtidig – er en selvbevidst svensk maler ved navn Sivert trådt ind på scenen. Alberte er gravid.En ulykke kommer sjældent alene. Her står tre på rad og række. For at være gravid er vel også en ulykke?
På de allersidste sider af bind to, altså i trilogiens midte er Sivert og Alberte på besøg i et etablissement på Boulevard Clichy, som udstiller ”menneskeædende stammer fra Afrikas indre”, altså en omgang racistisk etnokitsch af den slags, som man så i Europas byer mellem 1870’erne og ca. 1918, som bekendt også i Tivoli.
Inde i teltet ser Alberte en sort kvinde, der omsorgsfuldt ammer sit barn. Bag kvinden presser menneskemængden på teltvæggen, men ”hun synes ikke at sanse andet end barnet, hun holder.”
Alberte har aldrig set sådan en sødme i et ansigt, en så blid og grænseløs ømhed, en hvilende, inderlig lykke. Den sorte kvinder ser på Alberte, smiler til hende, nikker et par gange, og noget løsner sig i Albertes bryst:
”For første gang fornemmer hun uden trods og kulde, at hun skal være mor. Fjenden, der nærmer sig, er et lille nøgent barn, uendelig forsvarsløst, med kun hende at ty til og stole på. En grænseløs medfølelse med det strømmer voldsomt mod hjertet og mod øjnene, udløses i noget varmt og vådt ned over kinderne.”
Læst i 2023 er denne scene skøn og på den sikre side af den gode smag. Men i sin samtid må den have været opsigtsvækkende. Den sorte kvinde, der bliver udstillet som primitiv i Paris, fremkalder de følelser af kommende moderskab, som Alberte ikke selv har kunnet finde i sit ulige parforhold.
Sidste bind, Bare Alberte (1939), er skrevet under en uheldsvanger stjerne. Hele tiden fornemmer man slangen i paradiset, når Alberte, Sivert og sønnen, der går under kælenavnet Småen, ligger på landet i Bretagne sammen med gode venner fra kunstnermiljøet.
Mens Sivert i stigende grad lever for sin kunst, sidder Alberte fast i rollen som hustru og mor. Men forfatteren Pierre, der lider under fysiske og mentale traumer fra fronten (1. Verdenskrig), har blik for hendes forfatterpotentiale, og ikke kun for det.
Da Sivert synes at være forsvundet ud af Albertes liv og ind i favnen på en spændende svensk kvinde, lader hun Pierre træde et skridt nærmere, men hvordan skal hun udleve passionen, når hun først og fremmest har Småen at tage sørge for? Som Tove Ditlevsen, der blev født sådan cirka der, hvor Cora Sandels romaner udspiller sig, ville have sagt: Hvordan er man på éngang husmor og skribøse?
Men Sivert, det skvat, havde forregnet sig med den svenske kvinde, og familien bliver genforenet, ikke hjerteligt, men tåleligt. Sammen flytter de tilbage til Siverts forældre et sted i Sverige tæt på Norge, hvor de på én gang lever sammen og adskilt.
Alberte finder arbejdsro hos en rar nabokone med et ledigt skovhus, som først skal lejes ud til august, når en forfatter fra byen skal holde sommerferie her. Han når aldrig at dukke op, før romanen er slut, men bare forventningen om hans ankomst, giver håb på Albertes vegne. Selv formulerer hun det ikke, men hun tænker det samme, tror jeg. At denne forfatter fra byen kan være et interessant bekendtskab. Og Alberte får endelig skrevet sin roman:
”Torsdag skriver hun i trance nogle slutord, som lyder sentimentale, ved, at andre finder hun ikke, og at ingen ændringer er mulige mere. Hun må vove forsøget med dette, det er det eneste kort, hun har at spille med. Et problematisk kort.”
Ja! Kom så, Alberte! Første kamp var mod barndommens stramme tøjler derhjemme. Den blev vundet. Anden kamp var mod kønskonventionerne i voksenlivet. Den blev også vundet, men ikke uden omkostninger. Tredje kamp er – midt i en ægteskabelig modus vivendi, som også er en slags sejr – realiseringen af drømmen om at skrive, at være kunstner. Man håber – og hepper – af hele sit hjerte på Albertes succes.
Historien om Albertes sene, svære triumf var også en triumf for Cora Sandel. Lovlig langstrakt er trilogien nok til tider, men hun skriver smukt og malerisk, og sprogæstetisk distancerer hun sig fra de fleste.
Cora Sandel er først blandt ligekvinder i selskab med sine samtidige kolleger, for eksempel Karin Michaëlis, Thit Jensen, Agnes Henningsen og Sigrid Undset (der skrev i kølvandet på 1800-tallets pionerer som Mathilde Fibiger, Adda Ravnkilde, Victoria Benedictsson, Amalie Skram, Camilla Collett og Marie Bregendahl), som også måtte slås om opmærksomheden i det mandsdominerede samfund.
I modsætning til de mere kamplystne litterære kvindesagskvinder, der søgte offentlighedens opmærksomhed, levede Cora Sandel, sine stærke romanbudskaber til trods, tilbagetrukket og tavs. Også derfor faldt hun ud af tiden.
Men nu svinger pendulet i Alberte-trilogiens retning, og kom bare an med mere. Man kan håbe, at næste led i genopfindelsen af Cora Sandel på dansk bliver en ny udgave af romanen Kranes konditori (1945), hvor hun atter vendte tilbage til frigørelsestemaet i et portræt af en midaldrende kvinde, der søger sin egen retning.
Cora Sandels romaner har ekkoer af Henrik Ibsens Nora – hvad er prisen for selvstændighed og frihed? – og ikke mindst af jævnaldrende Virginia Woolfs idé om kvindens behov for et eget værelse. Som sådan placerer forfatterskabet sig tematisk i det tungest tænkelige selskab, uden dog at nå helt op på giganternes højde.
Når forlaget på flapteksten placerer Alberte-romanerne blandt ”verdenslitteraturens stærkeste og mest levende kvindeportrætter”, koger begejstringen over. Verdenslitteraturen er så meget sagt. Men mindre kan gøre det. Et hovedværk i den norske litteraturhistorie og et centralt værk i den nordiske, er dette utvivlsomt, og derfor fortjener både Sara Fabricius, Cora Sandel og husmorskribøsen Alberte Ness vor tids anerkendelse og læseopmærksomhed. Trilogi til tiden.