Weekendavisen den 30. juni 2023
Trilogi. Kim Leine recirkulerer behændigt og loyalt alle spiongenrens mest sejlivede konventioner og klicheer.
Kim Leine: Karolines kamp. Spændingsroman. 422 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
Sidste sommer udkom Karolines kærlighed, det første bind af Kim Leines trilogi af spændingsromaner, med en fuldkommen forbløffende timing.
Få måneder inden havde Rusland angrebet Ukraine, og ud af det blå kom så den højaktuelle konspirationsthriller, som foregik i kølvandet på russernes annektering af Krim i 2014, hvor frygten for den autokratiske og nationalistiske putinisme er i vækst.
Mens fiktionen og den politiske virkelighed altså gnubbede skuldre på det ydre plan, kogte Kim Leine en herligt spekulativ plotsuppe sammen på det indre, og nu strammer han skruen med historien om sprogofficeren Karoline Blicher, der er shooting star i Demokratisk Alliance, som hendes kulturkonservative præstefar har stiftet. Det er et slet skjult troldspejlsportræt af Marie Krarup og en banal satire over Dansk Folkeparti.
I slutningen af første bind fandt vi ud af, at Karolines kærlighed ikke bare var gjort af ideologisk, antimuslimsk nationalisme, men at den kyniske stridskvinde rent faktisk er forelsket i selveste Vladimir Putin. Og præsidenten har også et godt øje til hende.
Nu kommer så Karolines kamp, hvor vi er i 2016. Karoline Blichers parti er i frit fald. Til gengæld står hun selv stejlt og stabilt i en genetableret hverdag i dansk politik. Hun er tilsyneladende gået fri af yderligere efterforskning af hendes landsforræderi, selvom den danske efterretningstjeneste udmærket ved, at hun har udleveret en hemmelig liste over danske kontaktpersoner i Rusland til de russiske myndigheder. Og at hun har skudt og dræbt en dansk efterretningsagent, som (også) forrådte Danmark, lader også til at være gået i glemmebogen.
I det hele taget ser Karoline Blicher ud til at leve et liv under Putins og de russiske troldefabrikkers beskyttelse i en tid, hvor deep fake er hverdagens orden. Men samtidig er hun en marionet i andres hænder. Det handler – og igen er der bingo til aktualiteten – om Nord Stream-gasrørledningerne, som både russerne og den ukrainske mafia har vitale interesser i.
I denne verden af skæg og blå briller er det naturligvis umuligt at gennemskue, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Og hvornår vinden vender. Forræderi og dobbeltspil er jo drivkraften i international spionage. Amerikanerne, russerne og israelerne er særdeles aktive, mens danskerne ikke rigtig kan følge med.
Kim Leine recirkulerer behændigt og loyalt alle genrens mest sejlivede konventioner og klicheer – fra honningfælder og Romeofælder over en autistisk analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, som går bag ryggen på sin chef, der bare vil begrave alle besværlige sager, inden han skal på pension. Dertil er der naturligvis en journalist, som Karoline var kæreste med i gamle dage, og som siden har været gift med en russisk kvinde, der mildest talt ikke var, hvad hun gav sig ud for at være.
Karoline er en ganske underholdende figur, fordi hun er så skamløs i sin magtbrynde og så hensynsløs overfor sine egne indre modsætninger. For hende gælder kun danskheden og det russiske, og afsløringen af, at hendes familie rent faktisk er jødisk, kommer meget på tværs af hendes instinktive antisemitisme.
Til sidst indser kyniske Karoline, at Demokratisk Alliance har mistet sin position i dansk politik, så hun rekrutterer en gruppe kulturkonservative kvinder (herunder et portræt af Inger Støjberg) til et nyt parti af feministiske nationalister. Det er, synes jeg, en motiv, som Kim Leine meget gerne må udforske i dybden.
Hvad man ikke bør glemme, når man beundrer Karolines sejhed, er at hun er en vaskeægte landsforræder, som nu allierer sig med både Donald Trump (som hun møder i en skikkelig scene på hans resort i Mar-a-Lago) og Vladimir Putin i sin jagt på statsministeriet, og at hun både hopper i kanen med løgnerstrategen Steve Bannon og en troløs russisk agent. Fint nok. At hun så også lige slår ihjel, når det er nødvendigt, uden at lade sig afficere, virker til gengæld ikke ganske troværdigt.
Jovist er det underholdende. Desværre gider Kim Leine ikke at anstrenge sig for at skrive godt. Ofte skriver han kun, hvad der lyder som scenografiske noter, der er så bovlamme, at man må bide i bordkanten, som her i bogens første sætning: “Jesper Skov, politisk journalist ved avisen Aftenbladet, sidder i sofaen i ægteparret Blicher og Bechs dagligstue. Over for ham sidder politikeren Karoline Blicher der er MF for partiet Demokratisk Alliance.”
Helt fint med mig, at Kim Leine måske betragter spændingsromanen som et frikvarter i forfatterskabet, men derfor kan han vel godt være mere ambitiøs på skrivehåndværkets vegne? Samme indvending gælder historien om Karolines mand, der er transportminister, lige indtil han bliver anholdt med en transluder i New York, hvorefter han pludselig får kræft og de bliver skilt. Vupti!
Når sidste bind i trilogien om Karoline udkommer, vil jeg naturligvis læse det pligtskyldigt – ikke mindst nysgerrig efter at se, hvor den politiske udvikling i den virkelige verden fører romanen hen – og sikkert også med en vis akut ikke-litterær nydelse, for kunsten må man ofre på underholdningens alter. Men så har jeg også fået nok af Kim Leines honningfælder.