Weekendavisen den 20. oktober 2023
Postkoloni. Abdulrazak Gurnah genbruger et credo fra Herman Melville til at belyse eksil og eksistens.
Abdulrazak Gurnah: Ved havet. På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 318 sider, 249,95 kr. Gutkind.
At læse Abdulrazak Gurnahs roman (Nobelprisen 2021) Ved havet er som at studere et fortidsminde.
Den sagtmodige og sentimentale eksilfortælling udkom oprindelig i juni 2001, kun cirka tre måneder før terrorattentatet mod World Trade Center i New York, som kom til at forandre vores verdensbillede.
USA og allierede indledte en global war on terror, herunder omfattende krige i Irak og Afghanistan samt NATO-støtte til den libyske borgerkrig. Men at terroren ikke forsvandt ikke, er vi netop blevet smerteligt mindet om med Hamas-angrebet i Israel.
Samtidig er antallet af flygtninge eskaleret. Over 100 millioner mennesker er på flugt, staterne lukker grænserne, den humanitære tragedie vokser dag for dag.
På den baggrund fremstår Abdulrazak Gurnahs skildring af asylsøgeren som en individuelt forfulgt som et historisk dokument. Det samme kan man sige om dens resignerede beskrivelse af det eksilerede menneske.
Handlingen er på en gang simpel og intrikat. En asylsøger kommer med fly til London. Han stammer fra Zanzibar i Det Indiske Ocean udfor Tanzanias kyst. Øen var britisk protektorat i 1890, senere et selvstændigt sultanat, og efter en revolution blev øen en republik i 1964.
Den 65-årige mand hedder Saleh Omar, men han rejser på et falsk pas som Rajab Shaaban Mahmud. Selv kalder han det et navn, han lånte til sin ”livredningsrejse.” Saleh Omar taler engelsk, men han er blevet rådet til at foregive, at han ikke forstår sproget, så det eneste han siger er: ”Flygtning” og ”Asyl”. Også i asylcenteret holder han lav profil af frygt for myndighederne:
”Vi var alle på flugt fra steder, hvor magthaverne krævede fuldstændig underkastelse og servil frygt, og eftersom dette forudsatte daglige piskninger og offentlige halshugninger, demonstrerede deres tjenere, politiet, hæren og sikkerhedsapparatet, prisen for hovedløst oprør med en strøm af små grusomheder.”
Saleh Omar bliver accepteret som flygtning, og en humanitær organisation indlogerer ham på et pensionat i en lille by ved havet (deraf titlen). Der bliver sendt bud efter en tolk, Latif Mahmud, som også stammer fra Zanzibar. Men inden de to mænd mødes, viser det sig, at Saleh Omar rent faktisk taler fint engelsk.
Det aflyste møde mellem de to mænd kunne være enden på historien. Men da Latif Mahmud hører, hvad hans flygtede landsmand hedder, bliver han nysgerrig. Rajab Shaaban Mahmud var nemlig hans egen fars navn.
Abdulrazak Gurnah – selv zanzibarsk flygtning i England siden 1968 – har konstrueret sin roman som de to hovedpersoners respektive jegfortællinger, der både korresponderer og kolliderer med hinanden. Omdrejningspunktet er en langvarig strid mellem de to familier om både ejendom og bohave. Og meget mere.
Hvem, der har retten på sin side, tør jeg ikke sige. Dertil er skildringen af forretningsaftaler, pengelån og pant overflødigt detaljeret, langstrakt og småkedelig. Til gengæld er stemningen intens, da navnet Rajab Shaaban Mahmud kommer til at åbne for en forsonende samtale mellem de to eksilerede mænd.
Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen for ”at have belyst kolonialismens følger og flygtningenes skæbne”, og som sådan er Ved havet eksemplarisk, ja nærmest en eksemplarisk kliche, fordi den skildrer eksilet med sådan en bittersweet resignationstone, som nærmest er prototypisk for genren.
Som forfatter af postkolonial litteratur kender Abdulrazak Gurnah sine virkemidler. Striden om et hus symboliserer naturligvis striden om retten til et land. Det, der gør Ved havet til interessant læsning er derfor ikke flygtningeskæbnerne, de er ret banale, men hele spørgsmålet om magt, lokal såvel som geopolitisk.
Tydeligst skåret ud i pap bliver det af Latif Mahmuds fortælling. Da Zanzibar slap fri for englænderne, vendte præsidenten sig mod socialismen og knyttede venskabsbånd med DDR. Hertil kom den unge Latif for at læse til tandlæge, og han spørger en tysk kvinde, hvorfor hendes familie havde bosat sig som kaffefarmere i Østafrika (tyskerne havde koloni der før englænderne, det har Gurnah skrevet om i andre romaner). Hendes svar er interessant: ”Jamen, fordi vi levede i en tid, hvor det virkede, som om vi havde ret til at gøre alt det, ret til steder, hvor der kun boede mennesker med mørk hud og kruset hår. Det var det, kolonialismen betød…”
Gennem hele romanen lader Abdulrazak Gurnah et berømt citat fra Herman Melvilles fortælling Skriveren Bartleby gå igen: ”Jeg ville foretrække at lade være”.
Sådan lyder kopisten Bartlebys credo, når han stille og stædigt unddrager sig opgaver, ansvar og engagement, inden han bliver reduceret til et stykke kontorinventar og dør i et slags indre, eksistentielt eksil.
Til at begynde med vægrede Saleh Omar sig på samme måde mod sine omgivelser ved ikke at tale engelsk. Men budskabet i den livskloge, men noget langsommelige, roman er, at vi ikke må isolere os fra tilværelsen. At det at frigøre sig, også handler om at forpligte sig i eksilet. Den fine fremtidstro, som Ved havet udkom med i juni 2001, styrtede i grus få måneder senere.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen har omskrevet romanen til et flydende og vellydende dansk.