Weekendavisen.dk den 13. september 2023
Ordskælv. I 1960 blev Agadir i Marokko ødelagt af et jordskælv. Den svenske forfatter Artur Lundkvist var til stede og skrev et banebrydende langdigt.
Den 29. februar 1960 var to bohemer fra den svenske litterære elite på rejse i Agadir, Marokko.
Artur Lundkvist var en kendt og respekteret digter, kritiker og venstreintellektuel med et lille affekteret overskæg. Som toneangivende medlem af Det Svenske Akademi svingede han taktstokken, når årets modtager af Nobelprisen i litteratur skulle vælges.
Hans hustru, Maria Wine, var også en etableret lyriker, og med sit lange røde hår og sorte solbriller lignede hun en vaskeægte filmdiva – men oprindelig hed hun Karla Petersen og var et dansk børnehjemsbarn, som var vokset op hos sin moster og onkel på Amagerbrogade.
Artur Lundkvist havde mødt Karla, da han opholdt sig i Rørvig for at oversætte en roman af D.H. Lawrence. Hun var ung, uerfaren og alene på ferie fra et job på kontor. Først dansede de, så forførte han hende, så giftede de sig, og til sidst forløste han digteren i hende, for Artur kunne ikke nøjes med at være gift med en kontorist. Undervejs fik han hende til at skifte navn til noget smukkere, mindre forsagt og mere litterært.
På årets sidste vinterdag havde Artur og Maria gået en tur i Agadirs gader. Da de kom tilbage på hotellet, gik hun op på værelset for at hvile sig, mens Artur satte sig til at arbejde ved skrivebordet i et andet rum.
Pludselig, skriver Maria Wine i sine erindringer, Minnena vaker (1994), begyndte hotellet at gynge som et skib på et bølgende hav, så rystede det voldsomt, og man hørte en fjern tordenlignende larm, der blev afløst af en dyb tavshed. Med ét flåede Artur døren op. ”Maria,” råbte han, ”vi må forlade Agadir hurtigst muligt, jeg har en fornemmelse af, at en katastrofe er på vej.”
Maria Wine skriver: ”Arturs forudanelse blev til virkelighed.” Om aftenen gik parret i seng, men de lod døren til balkonen stå åben, hvis de skulle få brug for at komme ud i en fart. Og kort før midnat skete det, som de frygtede. ”Maria, nu er det over os,” skreg Artur.
Hun skriver: ”Jeg sprang ud af sengen, nåede at mærke jordens voldsomme rystelser, høre den dybe rumlen fra den arrige undergrund, fulgt af en truende stillestående tavshed. Ville der komme et nyt skælv?”
Rystelserne havde væltet møblerne i værelse, og Artur og Maria kravlede over klædeskabet for at komme ud på balkonen. Hun husker, at han råbte ud i et kulsort, lydløst mørke: ”Är ni döda allihopa?”
Mirakuløst slap Maria Wine og Artur Lundkvist fra jordskælvet uden kvæstelser. Hjemme i Stockholm, hvor alle aviserne fulgte med i det berømte pars gøren og laden, og derfor vidste at de opholdt sig i Agadir, var man i gang med at skrive nekrologer.
Året efter katastrofen udgav Artur Lundkvist et langdigt, der slet og ret hed Agadir. Digtet begynder med skildringen af en hvid due, langhalset og højbarmet som en sangerinde, der lander på digterens altan. Det er som om den kommer med et budskab, en advarsel eller en bebrejdelse. Samme aften bliver der serveret stegt due på hotellet, og digteren spiser skyldbevidst. Men ak, skriver han, det var ikke det, duen havde ment.
Artur Lundkvist giver sin forudanelse form af en hvid due. Men der var også andre tegn, som alle overså. Himmelrummet var alt for hårdt blåt, et rum af æter og stål, solen var en åben ovn og dagen en hvid sten der blev slikket af violette tunger. Græshopper kom inde fra ørkenen, større og rødere end rejer. Havet knaldede vandpiske mod klipperne. Havfuglene skreg.
Men ingen lægger mærke til, hvad der er på vej. Det er midt på dagen, ved tolvtiden, hvor menneskets sikkerhed står højest, som Artur Lundkvist formulerer det (her gendigtet på dansk af Ivan Malinovski):
Første varsel var en grønskolling,
en ubetydelig rystelse,
som om en lastbil var kørt forbi, som om træerne havde raslet for et vindpust:
kun hundene klynkede lidt eller gøede, foruroliget i deres ældgamle hukommelser. Og en opslået avis
dirrede, glas klirrede på bakker, vand bevægede sig
pludselig, i skåle, i vandfade
Livet går sin vante gang i Agadir. Men noget er i gære. Og så, sent om aftenen, slår jordskælvet til. Hvor længe varede det, spørger digteren. Ti sekunder? Mere? Mindre? Det føltes som en sort kugle af komprimeret tid. Da de bevæger sig ud i natten, mødes de af dette syn:
Ved strandgaden lå højhusene sammenstyrtede til endnu rygende ruindynger,
et ufatteligt syn, folk døde eller levende begravet,
i tavshed, i utrolig tavshed og stilhed.
Det er et oprør fra Jordens indre, skriver Artur Lundkvist, en ubændigt frembrydende dans, en torden fra dybene, knusende tung. Alt revner og styrter. Han oplever det hele som gennem en spejlflade i stenregn.
Om natten vandrer Artur Lundkvist og Maria Wine omkring i ruinbyen, lykkeligvis uskadte, og hjælper hvor de kan. Overalt er folk begravede under murbrokker:
Intetsteds var der at flygte hen mellem skrænter og høje hvor mure og jord når som helst kunne skride og stenblokke begynde at rulle.
Bedst at forblive i dette menneskefællesskab hinsides sprog og racer, i stum venten,
Sammentrængt dær i mørket under stjernerne, i venten på at natten skulle gå,
søgende menneskevarmen sammen over for kulden fra havet,
næsten alle halvnøgne, i natdragter, med enkelte tæpper til deling mellem flere,
skælvende sammen som et eneste væsen.
En urtidsnat, en endeløs venten på daggryet,
venten på dagslyset, venten på solen, venten på ordenes verden…
Artur Lundkvist skriver om de døde, der ligger til beskuelse og identifikation. De har enten fredens eller skrækkens ansigter, eller intet ansigt overhovedet. De venter på massegravene og kalken, mens spyfluer og rotter samles omkring dem. I murbrokkerne ser han en mand, der trækker i sin hustrus hår og får hendes afskårne hoved i hånden. Børn, der pludseligt smiler, er et uudholdeligt syn.
I Minnena vaker fortæller Maria Wine om digterparrets vej ud af Agadir. Efter jordskælvet besøgte Marokkos konge Mohammed V., som havde dekreteret landesorg, Agadir, der lå hen som en ruinhob, hvor 15.000 mennesker havde mistet livet.
Da kongen skulle flyve tilbage til Rabat, var Artur og Maria i lufthavnen for at se om de kunne finde en vej væk. Den gamle konge græd, hans hænder rystede, og de to digtere holdt sig respektfuldt på afstand af hans sorg. Men kongen tilbød svenskerne plads på hans fly, og de sagde taknemmeligt ja. De forlod den ødelagte by med en blanding af lettelse og dårlig samvittighed.
Da parret var blevet indlogeret på hotel i Rabat, gik Artur Lundkvist straks i gang med at skrive reportager og øjenvidneberetninger til flere svenske aviser, og begge gav interviews til internationale medier.
Det begyndte med Artur Lundkvists fornemmelse for, at jordskælvet lurede om hjørnet. Og hans digt om Agadir tonede ud i endnu en forudanelse om, at én katastrofe altid kun er en forberedelse på den næste:
Agadir,
forberedelse, påmindelse
om det der måske venter os: den større tilintetgørelse,
verden i ruiner, Jorden ødelagt, kun en dødens røg der drager væk gennem verdensrummet,
aldrig mer,
for altid
Agadir.
Den større tilintetgørelse venter os måske, skrev digteren. Jordskælvet i Marokko den 8. september 2023 var ikke større, end det i 1960. Men naturkatastroferne findes, også når vi glemmer dem, de sover kun rævesøvn.
Agadir er et banebrydende værk i moderne svensk digtnings historie, et magtfuldt ordskælv, rig og dramatisk poesi, et øjenvidnes ulykkesepos, skrevet med brutal klarhed om katastrofens kaos, hvor ingen vidste om der kom nye skælv, om man skulle leve eller dø.