Weekendavisen den 24. februar 2023
Livsløgn. Alex Schulman genoptager frygtløst og kæphøjt Henrik Ibsens undersøgelse af sandhedens konsekvens.
Alex Schulman: Malma Station. På dansk ved Charlotte A.E. Glahn. 298 sider, XX kr. Lindhardt og Ringhof.
Den svenske forfatter Alex Schulman har en stærk sans for tilværelsens allermest porøse øjeblikke. Han viste det i de tre dybt bevægende romaner, Overleverne, Glem mig og Brænd alle mine breve, som alle gravede gift ud af forfatterens families undergrund.
Og nu, i den frit fiktive Malma Station, cirkler han atter ret så suverænt om de situationer, hvor livet pludselig skifter fra en tilstand til en anden.
Vi følger tre mennesker, Harriet og Oskar og deres datter Yana. Kapitlerne krydsklipper imellem dem, og dermed fortælles de samme situationer fra flere perspektiver. Rammen er en togrejse til Malma i Stockholm, som Harriet som barn foretager med sin far engang i 70’erne, og som hun som voksen tager sammen med Oskar i tiden lige efter 9/11.
Desuden springer romanen utvungent frem og tilbage i tid, så vi både er i Harriets og Oskars voksentid og i Harriets og Yanas barndom, og som læser skal man uafbrudt nyorientere sig.
Harriet er en egensindig kvinde, som møder den unge ejendomsmægler Oskar, der hjælper hende ud af en penibel situation i et tog, som hun ikke har billet til. De bliver kærester, og en dag står han udenfor hendes hoveddør med sine ejendele i tre tasker. Senere i livet, da det hele er ved at briste, anklager hun ham for, at han i sin tid flyttede ind, uden at hun gav ham lov.
Mens vi følger scenerne fra et ægteskab, får vi også indblik det afgørende skæbnepunkt i Harriets barndom. En aften, hun ligger i sin seng side om side med søster Amelia, hører hun forældrene tale sammen inde ved siden af. De skal skilles, og pigerne skal fordeles mellem dem. Men ingen af dem vil have Harriet. Dagen efter fortæller moren, at de har besluttet, at moren og Amelia flytter til morens nye kæreste i en anden by.
Hvordan reagerer en pige på nyheden om, at familien skal opløses, hun skal skilles fra sin mor og sin søster, og at hun i øvrigt er uønsket? I Alex Schulmans tørt konstaterende situationsbeskrivelse lyder det:
”Harriet ventede på, at faren skulle sige noget, men han var tavs. Hun skævede til ham, og så hans udtryksløse ansigt, hun havde ondt af sin far, fordi han ikke havde fået det, som han ville.”
Senere i livet siger hun til Oskar: ”Både min mor og far ville have Amelia, ingen af dem ville have mig. Den samtale lever jeg med hver eneste dag. Jeg er den fravalgte, har altid været det, vil altid være det.”
Søstrenes tvungne adskillelse er romanens store fortrædshistorie. Men hvad gør endnu mere ondt, er, at Amelia ikke har brug for Harriet på samme måde, som Harriet har brug for Amelia. Og da de to piger endelig mødes, går det rent galt. Søstrene er alene ude og bade i en sø. På bådebroen siger Amelia noget til Harriet, som resolut overfalder sin søster og bider hendes ene brystvorte af.
Men hvad sagde Amelia? Malma Station holder på sine hemmeligheder, indtil der ikke er nogen vej tilbage. Hvad det angår, er romanen ikke anderledes end de mennesker, den beskriver. Og Alex Schulman er en durkdreven forfatter, der holder sin læser til ilden, fordi han ved, at hemmeligheder frister som forbuden frugt.
Stille og roligt – af og til at unødigt snirklede veje – bliver vi ført mod den afslørende sandhed, den ene sætning, der kan indeholde hele tilværelsens bristepunkt. Men undervejs ved vi ikke mere, end Harriet giver fra sig til sin far. Da han spørger, hvad Amelia sagde, svarer Harriet, at hun ikke kan huske det. Og så hører vi hendes tanker: ”Hun er en pige på flugt, og hun må hele tiden være i bevægelse, kan ikke gruble over fortiden. Hun må aldrig se sig tilbage, for så bliver hun forvandlet til en stenstøtte.”
Naturligvis vil det være uforsvarligt at redegøre for sagen afklaring her. Til gengæld er det oplagt at følge det litterære spor, som Alex Schulman frygtløst og kæphøjt træder i. Historien om Harriet viser tilbage til intet mindre end Henrik Ibsens drama Vildanden (1884) og det store spørgsmål, om man kun kan bygge sit liv på en sandhed, eller om sandheden snarere er destruktiv. Det er her Henrik Ibsen lader forstå, at man ikke kan tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, uden at tage lykken fra ham.
Med sit lån fra Vildanden stiller Alex Schulman sig side om side med norske Vigdis Hjorth, der i sin seneste roman om familiehemmeligheder og skånsomme løgne, Femten år. Det revolutionære forår også bruger livsløgnsdramaet som resonansbund.
Alex Schulman lægger igen familiebegrebet på dissektionsbrættet, ikke mindst med det spørgsmål, der sikker sans for de uforløste psykologiske mellemværender ekkoer foruroligende gennem hele romanen: Hvornår mister man sit barn? Samtidig fører alle de vægtige centralscener til små, lækre, forløsende detaljer – f.eks. får vi en god grund til at Harriet insisterer på, at hendes datter skal hedde Yana, selvom Oskar ikke mener, at Yana er et navn. Men det er det jo, hvis man beslutter det. Og så er det et akronym, som den evigt fravalgte Harriet gør til en talisman for sin datter.
Der er noget suverænt og forførende over Malma Station. Men der er også en glathed, en mislyd i den sentimentale grundtone. Måske er det romanens lidt hårdtpumpede villethed. Måske er det Alex Schulmans tekniske snilde, der blink-blinker så flot, men skøjter på overfladen uden at slå rod i en litterær tyngde. Det ændrer dog ikke på, at han endnu engang har skrevet en begavet roman om familiens hemmeligstemplede smertepunkter, der bygger på det ibsenske kernespørgsmål om sandhedens konsekvenser.