Weekendavisen den 29. december 2023
Krigsspor. Vellykket og oplysende rejseessays om europæisk erindringskultur i krigenes kølvande.
Kasper Green Munk: Rejse til krigens steder, 256 sider, 249,95 kr. Atlanten.
Det reflekterende rejseessay er en litterær kunstart, som lægger sig i smørhullet mellem essayet, journalistikken, erindringen og skønlitteraturen. Fiktion er det langt fra, men faglitteratur i traditionel forstand er det heller ikke.
De senere år har forfattere som den hollandske historiker Geert Mak og den norske antropolog Erika Fatland gjort rejsen, researchen og reportagen til tre sider af samme sag i den fortællende non-fiction, og i samme stilart – bare meget kortere, både i rejserute og litterært omfang – debuterer nu Kasper Green Munk med den veltænkte og velskrevne Rejse til krigens steder.
Vi følger med Kasper Green Munk på syv europæiske ekspeditioner i krigens udvaskede spor. Fra hjemstavnen ved Vesterhavet til Wroclaw, Berlin, Kyiv, Dresden, München og Normandiet, inden vi på hjemvejen efter den sidste rejse runder Dannevirke, det historiske forsvarsanlæg, som sidst var i brug i 1864.
Som litterat har forfatteren gennem mange år beskæftiget sig med den europæiske erindringskultur, erindringsproduktion og erindringskonflikt efter Anden Verdenskrig. Udgangspunktet for den akademiske interesse er hans egen fascination af krigens steder, som han lærte dem at kende, da han voksede op i Vestjylland, hvor bunkersanlæg på stranden stadig ligger som monumenter over nazisternes Atlantvold. Derfor sætter han sig for at afdække den rolle, som krigsmonumenter og andre officielle erindringssteder spiller.
I en personlig, selvbiografisk stil – af og til mildt causerende, oftest skarpt reflekterende – skriver Kasper Green Munk med intellektuelt videbegær om den måde krige lagrer sig i vores erindringer, både i de personlige og de kollektive. Det fremgår, at forfatteren tidligere har arbejdet som rejseleder, og det slår mig, at rejselederen og rejseskribenten er beslægtede. De skal begge fortælle, formidle, forklare og fastholde.
Som litterær turguide er Kasper Green Munk en kompetent autoritet. Han har mig i sin hule hånd gennem Berlin, hvor han besøger ruinbjerge, altså grønne områder, som efter krigen blev etableret på et monumentalt sammenskrab af den bombarderede bygningsmasse.
Jeg har selv opsøgte disse absurde steder, som på én gang skjuler og afdækker fortiden, og det vækker dyb genklang, når Kasper Green Munk læser ruinbjergene som ”varder” eller ”alternative krigsmindesmærker”, der består af det, de var et symbol over, nemlig den ødelagte by og krigsskaderne. Så skamfuldt var det, ”at ruinerne blev skjult af græs og buskads”. Men alligevel er de ikke til at overse, og det er skammen og ødelæggelserne heller ikke, lyder Kasper Green Munks analyse. Det er en vigtig pointe, for med etableringen af disse ruinbjerge, foretog man en rituel begravelse af vragresterne efter bombardementerne. De er ikke skabt til erindring, men til glemsel. En slags modvillige monumenter.
Når man skriver rejseessayistik i historiens og krigenes kølvand, skal man have et åbent sind for spor og levende kilder. At være ude på stederne, er ikke det samme som at forske i et arkiv, og Kasper Green Munk er ikke bange for at bruge sine øjne og rapportere personligt.
Men et enkelt sted overser han fuldkommen sin egen opdagelses potentiale. Det er da han i Dresden 2015 møder en mand ved en demonstration i miljøet omring den nationalistiske anti-muslimske organisation Pegida. Reinhart voksede op i DDR og er skolet i kapitalismekritik og kritisk syn på magthaverne (altså de vesttyske).
Af Reinhart får Kasper Green Munk et eksemplar af avisen National-Zeitung. Den kan ikke købes i kioskerne, i hvert fald ikke officielt, siger han. Men alle har den liggende under disken, man skal bare spørge efter den.
Avisens logo er et jernkors, og den danske forfatter får kuldegysninger ved at være nær ”en revanchistisk sammenslutning af forrådte krigere, der uretmæssigt var sendt hjem fra slagmarken, ubesejret i felten, men prisgivet æreløse, kosmopolitiske politikeres luner.”
Dette er begyndelsen på en interessant konfrontation, fornemmer man som læser. Her står kampen om historien. Hvem definerer sejr og nederlag? Og man forbereder sig på at dykke ned under disken, ind i undergrundsavisen, sammen med den systemskeptiske Reinhart og den kuldegysende Kasper. Men så går sporet koldt. Det eneste vi hører er en lakonisk slutbemærkning om, at avisen lukkede og slukkede i 2019, og Kasper Green Munk misser en oplagt mulighed for at gå dybt i den højrenationalistiske identitære bevægelse og den erindringsproduktion, som den repræsenterer.
Rejse til krigens steder er vellykket og oplysende. Her er gode læsninger af forfattere som Ernst Jünger og W. G. Sebald, og bogen er dermed både god litteraturformidling og en nyttigt perspektiverende og kulturkritisk turguide for krigsturister med faible for slagmarker, kirkegårde og monumenter. Og alt det uofficielle derimellem.