Weekendavisen den 3. marts 2023
Roman. Peder Frederik Jensens skildrer en overlevelseskamp i et både geografisk og menneskeligt kuldelandskab.
Peder Frederik Jensen: Rans vilje. Roman. 320 sider, 299,95 kr. People’s.
Som meget ung mand var jeg redaktør i Gyldendals redaktion for børnelitteratur. En af de bøger, jeg arbejdede med, var af billedbogskunstneren Svend Otto S. (af kunstneriske årsager havde han som ung beholdt S, men smidt ørensen ud). Svend Otto, der var født i 1916, fortalte, at han som barn hørte mange historier om den enorme flodbølge, der ramte det sydlige Danmark den 13. november 1872, og nu havde han været på Lolland for at samle materiale og ideer til en billedbog.
Dengang, for godt og vel halvandet hundrede år siden, slog naturkatastrofen hele landsbyer til pindebrænde og skyllede livet ud af folk og fæ, cirka 250 mennesker omkom. Og siden jeg læste Svend Ottos billedbog, Stormfloden, har jeg altid tænkt på den rædselsnat, når der har været forhøjet vandstand ved lavtliggende kyster.
Mærkeligt nok har den højtdramatiske flodbølge aldrig sat sig spor i romanlitteraturen. Men det råder Peder Frederik Jensen nu bod på med den stærkt stemningsfulde og sprogligt tonestærke Rans vilje, som foregår lige op til og under flodbølgen, og især i tiden efter.
På et historisk autentisk bagtæppe udfolder Peder Frederik Jensen sin skipperskrøne om en gammel halt sømand, Roar, der har rejst på de syv verdenshave. Nu er han gået i land, og for en kostbar ring har han købt en strimmel ø af en jordbesiddende baron. Her har han bygget et lille hus på et solidt stenfundament, og da han en dag ser at vandet trækker sig ud af Rødby Fjord, ved han, fuldbefaren som han er i vandforståelse, at det vil komme tilbage i et hidtil uset omfang. Roar ruster sig.
Efter flodbølgen inspicerer den gamle sømand det oversvømmede landskab. Der ligger en kasse på en tangbræmme nær hans hus. Da Roar skal til at løfte låget, hører han en lyd fra kassen:
”Gråd, tænker han. Men det kan ikke lade sig gøre. Han står stadig med kassen på klem. Det der berører ham derinde, tager lidt bedre fat. Holder fast i ham. Det græder. Han åbner kassen, kigger efter horn og hale. Han ser op på asketræet og smækker låget i igen. Nej!”
Jo! Som gorillaen Kala, der skulle opfostre Lord Greystokes menneskebaby (bedre kendt som Tarzan), eller som Chaplins vagabond, der skulle tage sig af det forældreløse barn i The Kid, må den barkede, analfabetiske sømand finde ud af, hvordan man håndterer et nyfødt barn, som pludselig er havnet i ens varetægt.
Mens Roar lærer sig selv at drage omsorg for den lille pige, vækker hun hans livsminder. Omsorgssvigt, ensomhed, vold, redning. Samtidig begynder samfundet at samle sig efter katastrofen. Og med nye tider kommer nye trusler. Dels går der rygter om, at sømanden har taget en lille pige til sig. Dels vil myndighederne beslaglægge hans ø, der ligger på linjen for et planlagt dige, som skal forhindre en ny oversvømmelse. Roar er under angreb.
Herfra udfolder overlevelseskampen sig i et både geografisk og menneskeligt kuldelandskab. I tilbageblik kastes der pletvise lys over sømandens barndom og senere erfaringer fra verdenshavene.
Især lyser romanen i Roars møde med den autentiske og legendariske kaperkaptajn og eventyrer Jørgen Jørgensen, der i løbet af et bemærkelsesværdigt liv blandt meget andet nåede at være en slags konge af Island. Dette møde spiller en afgørende rolle for sømandens mulighed for at købe den lille strimmel ø af baronen.
Romanens motiviske hovedspor, som ligger i dens titel, Rans vilje, handler om både om det skæbnebestemte og om risikoen for fortabelse. Ran er i den nordiske mytologi en jættekone, gift med Ægir, som lokker sømænd i druknedøden. Men Ran har en plan med Roar. Han har sejlet verdenshavene, han har levet og erfaret, hans viden om verden skal ikke gå tabt: ”Det er for sent med mig, jeg er bare pligt og krop. Om jeg skal banke pæle eller drukne er lige meget. Jeg har gjort det jeg skal. Du lever, nu kan jeg dø,” tænker sømanden, der opkalder den pige, der er havnet i hans favn, efter Rans og Ægirs datter, Himinglæva. Hun er, mener han, Rans vilje.
Peder Frederik Jensen har alle dage været en ambitiøs og mangesidig forfatter med sans for både det eksistentielle og det sociale. Og de to spor forener han aldeles glimrende i denne overlevelsesfortælling.
Rans vilje er skrevet helt tæt på historien og helt tæt på hjertet. Her er magtkritisk vrede, social indignation og dyb solidaritet med dem, der gerne bøjer sig for en sten, men ikke for en herremand.
Med stormfloden i 1872 har Peder Frederik Jensen fundet et ideelt motiv. Hans dybe respekt for – ja, kærlighed til – håndværksmæssig omhu, det det stille slid, det gedigne og det grundige, stråler ud af sproget.
En håndfuld gange mister Peder Frederik Jensen desværre sit ellers så sikre greb om ordene, og det efterlader til gengæld også en graverende mislyd. Her er et eksempel, hvor Lise, købmandskone med folkeoplysningsambitioner (det moderne gennembrud bryder ud i hovedstaden i denne tid, dog ikke i romanen) fortæller de lokale om sømanden Roar, der er indvandret til deres lille samfund:
”Se på ham, sagde hun. Han er en ensom sjæl. Et menneske der ikke hører til noget sted. Han spurgte ind til vores liv her. Om det mon var muligt at finde sig til rette.”
Nej! Roar spurgte ikke ind til noget som helst. Denne irriterende og glansløse formulering er først registreret i det danske sprog i 1996, og anakronismen, der dukker op i romanen en håndfuld gange, skæmmer et ellers vellykket bud på sproget 1872. En anden irriterende formulering er ”lykkes med”. Men jeg kører en svamp hen over disse sproglige fejltrin, for resten af romanen er bygget på et solidt, stærkt skrevet fundament.
I en lille efterskrift vedkender Peder Frederik Jensen sig lån og inspiration fra både Snorris Edda og Halldór Laxness’ Frie mænd (foruden diverse faglitteratur). Men her er også stedvis stærk inspiration fra litteraturen om Jørgen Jørgensen (eller Jürgensen), som både Claudio Magris og Einar Már Guðmundsson tidligere har skildret i romaner. Om forfatteren også kender Svend Ottos Stormfloden, ved jeg ikke, men jeg håber det.
Peder Frederik Jensens forrige roman var magtkritisk politisk samtidslitteratur fra Lolland og omegn i vore dage, Det Danmark du kender. Den nye roman spoler tiden halvandet hundred år tilbage på den samme egn, men nu er vi i det Danmark du ikke kender. Rans vilje udfylder simpelthen en litterær lakune. Det fortjener fædrelandets historie. Historien om naturkatastrofen og konflikten mellem menneskelig solidaritet og grådighed, er slet og ret vigtig. Og til sidst siger jeg med forsigtig stemme og tilbageholdt åndedræt: Rans vilje har i særligt lykkelige passager en tone, der minder om Kongens fald.