Weekendavisen den 12. maj 2023
KONVERSATIONSLEKSIKON
Radio [ˈʁɑˀdjo] er den populære betegnelse for et 100 år gammelt massemedie, der netop nu befinder sig ved omkalfatringens eksistentielle vendepunkt.
Engang var radiomodtageren et mindre stuemøbel i et mørkbejdset teaktræskabinet, som man ofte beklædte med små arabeskagtige lyseduge. Her sad patriarken og modtog døgnets nyheder, og om søndagen samledes familien om en transmission fra radioteatret.
Men i dag er den sociale fællesskabsorienterede lytning ude i hjemmene stort set udryddet. Til gengæld er det blevet normalt for radioudgiverne at overføre lydsignalerne digitalt, for eksempel via internettet, ligesom det er blevet normativt at lytte via individualiserede og smartdesignede sneglehuse, som er let lejret i øret.
Oprindelig betegnede begrebet radio både en teknisk spredning af elektromagnetiske bølger og en modtagelse af selvsamme i et dertil indrettet apparat (i daglig tale: en ”radio”). Via bølgesignalerne transporteres lyde fra et radiostudie – eller via transportabelt transmissionsudstyr ude i felten – i form af tale, musik m.m. til modtagerapparaterne, hvor publikum – også kaldet ”lyttere” – kan aflytte signalerne via højttalere.
Denne bølgespredning fik sit navn af det latinske ord for ”stråle”, radius, deraf ordet radio. Udstrålingen udtrykkes i det endnu bevarede norske navn for den statslige radiofoni, NRK, Norsk Rikskringkasting, en sproglig rigdom, som vi danskere er gået glip af, fordi radiofoniens pionerer skabte Danmarks Radio og ikke Dansk Rigsrundkastning eller Dansk Rigsstrålespredning.
Inden etableringen af den institution, der skulle tage vare på det danske radiomonopol – altså det nuværende DR, som om tre år fylder 100 – var der nogle år, hvor radioeksperimenterne var på private hænder, for eksempel i Dansk Radio-Klub, der i 1922 gennemførte den første vellykkede offentlige radiotransmission, sendt fra en stue i Dronningensgade på Christianshavn til publikum i Politikens foredragssal på Rådhuspladsen i København.
Den første stemme, der var løs i æteren tilhørte vise-, vaudeville- og operettekoncertsangerinde Ely Fischer Kjerulf, kendt for sine mange populære koncerter, blandt andet på Gilleleje Badehotel, hvor hun optrådte med ”Moderne Sange og Viser i Krinoline”.
Redaktør Axel Breidahl lagde ud med en munter introduktion. Det var en flov fornemmelse, sagde han, at stå og tale ud i det ganske blå. Og så slog han til med et par situationsbestemte vittigheder: ”Det er svært at bestemme en Cirkels Størrelse, når man ikke kender Radios Udstrækning. Radius! Undskyld der skulde jo nødigt komme en Kurre på Tråden mellem os. Lad nu Luftens Bølger bære Sangens Toner til Dem.”
Derefter trådte Ely frem foran de store tragte, som hun skulle synge ned i, og akkompagneret af den populære pianistinde Jutta Jerndorff, sang hun den sørgeligt smukke ‘Det var en lørdag aften’ (et godt og gratis valg, da folkevisen er fra 1500-tallet, og dermed var Dansk Radio-Klub fri for at betale afgift til en ophavsretshaver).
Om disse pionerer i dansk radioomkringkastning bør man i øvrigt vide, at Ely Fischer Kjerulfs far var den nok så berømte maler Paul Fischer, der diverterede med københavnermotiverne af garden der trækker op og borgerskabet der promenerer i den sneklædte hovedstad, og at Axel Breidahl skrev melodien til ‘Sørens far har penge’, den fine vise med ord af forfatteren Louis Levy, der såmænd selv træder ind i radiohistorien som en af monopolets tidlige helte, da Statsradiofonien bliver oprettet. I 1925-28 var han medlem af Radiorådet og rådets programudvalg.