Weekendavisen den 17. maj 2023
I UDBRUD En efterlysning: Hvor i alverden bliver den roman af, som skal afslutte den trilogi, som Niels Lyngsø så fuldkommen begavet og blæret begyndte med Min ukendte bror i 2015 og Himlen under jorden i 2016?
Siden de to romaner udkom, har Niels Lyngsø kun skrevet en enkelt bog, Ti dages stilhed. Et essay om meditation og bevidsthed, der var en lang selvindsigtsfuld reportage fra et stilhedskursus i en svensk skov.
Spørgsmålet er derfor, om stilhedens kunst også førte til kunstens stilhed? Ganske vist har Niels Lyngsø ikke ligget på den litterært lade side. Han har oversat en hel del, blandt andet nutidsromaner af Michel Houellebecq og de toogtyvetusind middelalderlige oldfranske vers i Roseromanen af Guillaume de Lorris og Jean de Meun.
Men måske skal vi leve med at gå glip af slutningen på to af de mest bemærkelsesværdige romaner i nyere tid. Måske er det meningen, at det skal stoppe her. Sådan lød det ellers ikke i et interview i Berlingske ved udgivelsen af Min ukendte bror. Her sagde forfatteren, at han var blevet så glad for at skrive romaner, at han ikke havde lyst til at skrive digte igen. Der er da heller ikke udkommet noget lyrik fra hans hånd siden.
Men arbejdet som litterær oversætter har måske trukket Niels Lyngsø væk fra romanerne på samme måde som romanerne trak ham væk fra lyrikken. Er selve forfatterskabet slut? Digtene? Romanerne?
Siden den sidste roman er der gået syv år – ja det lyder helt bibelsk, som i syv år for Rakel og syv år for Lea – og vi venter stadig. Men venter vi forgæves?
De ubesvarede spørgsmål står i kø: Måske er sagen den, at Niels Lyngsø i mellemtiden er blevet så glad for noget andet – stilhed, måske? – at han helt har mistet lysten til at skrive romaner? Måske skal vi vænne os til at tale om Niels Lyngsøs ufuldendte?
I interviewet dengang sagde han ellers, at skrivningen udviklede sig på en fuldstændig grandios måde: ”Ikke nok med, at jeg skulle skrive en roman, jeg skulle pludselig skrive tre romaner. Så det gik fra tøven og tvivl til, at jeg fik momentant storhedsvanvid.”
Ak. Måske har vi forklaringen her. Niels Lyngsø er simpelthen blevet ramt af nemesis. Men det er jo i sidste ende os læsere, der bliver straffet. De to vilde, polyhistoriske og polyerotiske romaner mangler en slutsten, og det er en drabelig mangel i moderne dansk litteratur. Derfor efterlyser jeg romanforfatteren Niels Lyngsø. Der er kom en vej frem: Gør afbigt for din storhedsvanvid, og skriv den roman.