Weekendavisen den 17. november 2023
Målmand. Der er for meget auto og for lidt fiktion i sproget i Malte Tellerups budskabsroman om sportens misforståede mandighed.
Malte Tellerup: Mestrene. 272 sider, 269,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.
Danskerne elsker håndbold. Der er godt 100.000 organiserede medlemmer i klubberne, og da det danske herrelandshold spillede semifinale ved EM i januar 2022, var der ikke færre end halvanden million tv-seere.
Sportens folkestatus taget i betragtning, er det påfaldende så marginal håndbolden er til stede i dansk litteratur. Klaus Rifbjerg skrev et digt om håndbold i skolegården i Helgolandsgade i debutdigtsamlingen Under vejr med mig selv (1956) og hans skolekammerat Niels Barfoed har i Du siger noget (2015) et herligt litterært essay, ’Janne Kolling og mig’, hvor han ærgrer sig over sportens forfald. Det handler kort sagt om angrebsspillets tempoudvikling og scoringerne antal.
I romanen Mestrene, som må være den danske litteraturs første egentlige håndboldroman, skildrer Malte Tellerup spillet på banen fra samme synsvinkel: ”En håndboldkamp afgøres som summen af succeser i omtrent tredive angreb og tredive forsvar. Og hvor fodboldelskerne hele tiden ser mod den ene befriende mål, det ene befriende, hvis ikke direkte frelsende øjeblik hvor målet sættes ind, så er håndbold mere som en belejring, der er konstant beskydning og mål der sættes ind.”
I fodbold er scoringen altså spillets undtagelsestilstand, mens den i håndbold er standarden, en gang i minuttet cirka. Når scoringen bliver normen, bliver redningen altså undtagelsen, målmanden bliver et undtagelsesmenneske – og Malte er målmand.
Mestrene handler delvis om familiesport og folkekultur i hallerne, hvor håndboldsporten har sin egen mytologi og psykologi, delvis om vækkelsen af en ung, talentfuld målmands seksualitet, som retter sig mod begge køn. Men er der plads til at være queer?:
”Den umiddelbare, glade, legende lyst (til sex med mænd, til at vinde), den blokeres, og der bliver sat skjold, forsvarsværker og angrebsstrategier op. Kroppen som en flitsbue på jagt i en skov hvor det kræver absolut årvågenhed og behændighed at komme helskindet igennem og nedlægge et bytte. Jeg ser konstant farer, slapper jeg af, blotter jeg mig, og det er det samme som at blive afsløret, at kunne hånes.”
Mestrene er en helhjertet målmandsroman, men dens egentlige essens rækker ud over spillet på banen. Hvad der ligger Malte Tellerup på sinde, er sportens misforståede mandighed og sprækkerne i den maskulinitet, som herrehåndbolden fordrer og forventer (helt anderledes er det jo med den fordomsfri homoseksualitet i kvindehåndbold).
Dansk litteratur har ventet uforklarligt længe på en roman med håndboldmotiv. Ganske vist udgav en ung Sørine Gotfredsen (dengang endnu hverken sportsjournalist eller præst) ungdomsromanen Marias stjerner i 1989, det år, hvor Malte Tellerup blev født, og påfaldende nok handler også den om en håndboldspillers tvedelte seksualitet. Men Mestrene er (mig bekendt) det første litterære forsøg på at skildre elitehåndbold og halkultur som en del af selvforståelsen i den danske provins, hvor sporten fejrer sine største triumfer.
På visse punkter er Malte Tellerups roman gjort af det samme stof som Hans-Jørgen Nielsens legendariske Fodboldenglen (blot uden det ydre drama). Krydsfeltet mellem sport, samfund og manderoller går igen, og selvom Mestrene ikke foregår i et gennempolitiseret venstrefløjsmiljø, har forfatteren blik for det ideologiske. Det begynder med håndboldens relationer til arbejderidrættens sociale sindelag og solidaritetsfølelse og kulminerer med en politisk elitekritik:
”I både globaliseret-bonde-Venstre og Thyregod-danskhedens logik må man nu gerne føre sig frem med at være rig, at være en succes, en stjerne, en vinder, så længe man stadig er jysk indeni, bleg i huden og godt opdraget. Det med de forbandede fødder i den muld bliver mere og mere abstrakt, men har man det, må man gerne vinde og stræbe efter tinderne.”
Når Malte Tellerup skriver om at være queer i et maskulint fællesskab, passer det perfekt til tidens tendens, hvor både forfatteridentiteterne og litteraturen vrimler med nedbrydninger af traditionelle kønsopfattelser. Det er både vedkommende og velkomment.
Men kulturkritikken i Mestrene handler ikke kun om seksualitet og kønskonventioner. En velanbragt kritik med en vigtigt pointe er, at sportstalenter bliver trænet helt forkert af overambitiøse trænere og forældre, der pacer deres børn frem:
”Bliver en 13-14 årig bedre til sport af at en fuldvoksen mand der har en betydelig magt i den verden den 13-14-årige gerne vil begå sig i, terroriserer ham med vredesudbrud og sære disciplinerende regler? Bliver man gladere, stærkere, mere indstillet på selv at ville af at en voksen mand prøver at banke frygten ud af en? Skal man tales grimt til for at blive bedre? NEJ! For fanden da. Det er en misforståelse. EN MISFORSTÅET MANDIGHED. En misforståelse at tro at leg, omsorg og alsidighed ikke kan skabe store resultater.”
Det skønlitterære sprog i Mestrene runger ofte hallernes hulhed, men det er nok ikke meningen. Malte Tellerup glemmer for tit at skrive skønt, selvom han godt kan, der er for meget auto og for lidt fiktion i prosaen, og det kan en lidt underlig læserhenvendelse forrest i romanen ikke råde bod på. Her skriver forfatteren ellers, at historien er fiktion, der leger og lyver med erindringen, den er ikke sand, men oplevet, ”God fornøjelse. Kærlig hilsen, Malte”.
Jo, mange tak. Mestrene er et absolut interessant og relevant bidrag til dansk sportslitteratur, men det er ikke Malte Tellerups personlige erfaringer som undtagelsesmenneske i sporten og seksualiteten, der er vigtigst. Den historie er ikke ny. Det er derimod romanens systemkritik af kulturen i det ellers så berømmede danske foreningsliv, hvor børneglæden forsvinder i de voksnes ambitioner.