Weekendavisen den 26. maj 2023
Genfærdstvillinger. Marie Hougaard dissekerer de nogle-og-tredive-åriges bristede parforholdsillusioner.
Marie Hougaard: Normal opførsel. 310 sider, 269,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Når en roman hedder Normal opførsel, ved man med det samme at den handler om – unormal opførsel. Men hvilken unormalitet? Alle mine instinkter siger mig straks, at det handler om en mand, der viser sig at være psykopat. Og jeg får ret.
Men det er – naturligvis, heldigvis – mere kompliceret, end som så, for som bekendt skal der to til tango, og her er kvinden ikke et uskyldigt offer. Ikke kun.
Hun kender (og bruger) også sine magtmidler i parforholdets kampzone. Som bagsideteksten formulerer det, handler romanen om ”et parforholds giftige dynamikker og destruktive spiraler”.
Marie Hougaard (f. 1984) debuterede i fjor med Vi troede vi skulle, hvor hun skrev så indsigtsfuldt og nænsomt om ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling, og allerede året efter dissekerer hun igen de nogle-og-tredive-åriges bristede illusioner.
Anna er en ung, selvstændig og single kvinde, der har styr på livet og karrieren, men ikke rigtig på kærligheden. Da advokaten Villads dukker op, satser Anna hele butikken på parforholdet. Hun presser på, mens han holder igen, men da de officielt er blevet kærester, flytter Anna snart efter ind i hans lejlighed. Og så er det pludselig Villads, der svinger taktstokken.
Parforholdet slår gnister. Han er jaloux, kontrollerende og passiv-aggressiv. Anna skrider fra konflikterne eller kaster ting efter Villads, når de skændes. Så straffer han hende med iskold tavshed.
I omegnen af Anna og Villads er de to familier og vennekredse, som dårligt kan integreres med hinanden, ligesom de to kærester aldrig kan forenes i et fælles tredje. Man forestiller sig dem som en olie-i-vand-emulsion.
Volden mellem de to kærester er psykisk og gensidig. I fredstid er alt godt, men når skænderierne bryder ud, nærmest som i en fast cyklus, bliver det ondt. Anna og Villads enes om at gå i parterapi, men her fortsætter kampen, nu mere subtilt:
”Villads siger: Vi har jo ingen problemer. Derude, siger han og peger mod vinduet, der er der ægte problemer. Hungersnød, krige, oversvømmelser og klimakrise. Os to, vi går bare rundt og opfinder noget vi kan skændes over.”
Derefter er der en tom linje, og så Annas kuldslåede konstatering: ”Måske har han ret.” Hun underspiller ikke sit eget bidrag til krisen, faktisk indrømmer hun, at hun savner både Villads og vreden (hans og sin egen), efter at hun har brudt med ham.
Alligevel placerer læseren sin sympati hos Anna. Men også sine bebrejdelser. Som sådan bliver højskoleveninden Cille vores ambassadør. Hun kan se at der er noget galt, og hun siger fra. Men kan venindeforholdet holde til det? Hvem ghoster hvem?
Og apropos spøgelser. Romanen har en uforglemmelig aparte scene, hvor Anna og Villads skal til fest med horrortema. Helt bizart vælger de at klæde sig ud som genfærdstvillinger i ens blå kjoler med lyserøde bånd i taljerne, hvide knæstrømper og sideskilninger med hårklips. Så går de hånd i hånd gennem byen.
At Villads og Anna på den måde smelter sammen med de to døde tvillingepiger, der hjemsøger i Stephen Kings roman (og Stanley Kubricks film) Ondskabens hotel, er grænseløst creepy. Og festen er ikke vellykket.
Normal opførsel er et koldt kammerspil (med bifigurer) om to mennesker, der tiltrækkes og frastødes af hinanden, og skiftevis blændes af illusioner og rystes af klarsyn. Konfliktstoffet er altså klassisk ibsensk og strindbergsk. Men Marie Hougaard stræber ikke efter det komplekse og kreative. Hun har derimod en karakteristisk nøgtern skrivestil med meget korte sætninger og hyppige linjeskift med mange tomme mellemslag.
Den meget prosaiske prosa er bevidst banal, af og til kogt ind til en nærmest stenografisk rytme. Men jeg savner ikke at Marie Hougaard slår et større brød op. Det er tværtimod helt befriende, at hun skriver et sminkefrit sprog på den sikre side af egne evner, og som psykorealistisk hverdagsrapport fra et parforhold på kanten af al fornuft, er Normal opførsel klart værd at læse.