Weekendavisen den 16. februar 2024
I udbrud. Hvordan havde PH og George Brandes forholdt sig til Diez-sagen?
Hvad ville naturkynikeren PH sige om klimakrisen, og hvad ville libertineren Georg Brandes mene om MeToo?
Salig Hans Hertel, der var ekspert i begge de to store opviglertyper, fandt den slags spørgsmål omsonst meningsløse, hvad de da også er, men som litterær selskabsleg er de nu meget sjove, så derfor:
Hvad ville PH og Georg Brandes have ment om de sociale medier? Ville de have besteget de digitale talerstole? Ville de have tudet i de polemiske basuner? Ville de have boltret sig i de beskidte bølger?
Begge levede deres offentlige liv i satirisk strid, og de gav og tog med brede bringer. Shitstorme fandtes også i prædigitale tider, det vidste Georg Brandes alt om.
PH selv var født ind i byens gossip. Som Agnes Henningsens slegfredbarn (han håbede, men forgæves, at Georg Brandes var hans far) var han fra barnsben offer for en sladrevorn nyfigenhed. Sladdertanternes sans for skandalens sødme kendte hans mor alt til, for hendes mand (som ikke var Pouls far) var flygtet til Amerika, efter han havde kysset en af sine elever.
I 1931 digtede PH om alt det, der bliver hvisket i et selskab og fortalt videre på en trappe, De ved, den vise med »Tag og rend mig i den offentlige mening«. Han skriver, at det ikke mere er moderne at brænde sine hekse, men den arme pige, som af rygtets hjul bliver slynget ud i sladderens yderste forgrening, »går til helvede i den offentlige mening«.
Både Georg Brandes og PH ville have foragtet Katherine Diez’ uærlige og antiintellektuelle metode, men de ville også have foragtet den skadefryd, som skandalen blev slubret ned med. Herregud, ville de have tænkt, den arme kopist var jo ikke nogen magtfuld modstander, men en nybegynder, der var blevet fanget i sin egen wannabedrøm.
Georg Brandes ville ikke tage Diez’ parti i en offentlig debat, skyldsspørgsmålet er jo ikke til diskussion. Men i sit stille sind ville han nok overveje, om han måske ikke selv en gang eller to var kommet til at stikke snablen lige lovlig dybt ned i en fransk afhandling eller et tysk tidsskrift?
Engang mente jeg, at sand sladder var en slags social lim, en simpel nyhedskolportering, som bandt mennesker sammen, og at det derfor var legitimt at sladre. Sådan har jeg det ikke mere. Men jeg er ikke fri for fristelser, hverken til selskaber eller på trapper, for sladderen er altid skruk, og sladderen er altid svanger. Men sladderen giver også skrupler og kvalme.