Weekendavisen den 25. april 2024
Anmeldelse. Caroline Albertine Minors velfortalte og konkretsproglige digte fastholder det fundamentrystende og livsforandrende med rationel sproglig følelseskontrol.
Caroline Albertine Minor: Nivå Bugt Strandenge. 108 sider, 199,95 kr. Gutkind.
Fra Caroline Albertine Minors virkelig gode novellesamling Velsignelser (2017) husker jeg især en inderlig og sørgelig historie om et parforhold, der går i stykker.
Efter en trafikulykke, hvor en mands hjerne »rikochetterede i kraniet«, har et efterfølgende hukommelsessvigt bragt han »tusind verdner væk«. Han er dybt og aldeles forandret, parforholdet går i opløsning, og kvinden bliver alene med deres barn.
At novellen havde et helt autentisk og selvbiografisk grundlag, vidste jeg ikke dengang, men senere læste jeg mig til det i et interview.
Og nu, i Caroline Albertine Minors første digtsamling, Nivå Bugt Strandenge, ser jeg brudstykker af det samme motiv, den samme sorg, som det nav, som mange digte drejer om.
I digtet »Perigæum« (det punkt i Månens bane, der er tættest på Jordens centrum) hedder det:
»Bortset fra ham/ jeg mistede til trafikken/ gjorde mændene/ jeg har elsket mig/ i sidste ende/ ondt, og/ skønt de valgte forskellige knive/ sleb de dem/ alle/ mod den/ samme sten,/ jeg er kommet/ her for at kaste/ den i havet.«
Det er et trodsigt billede: at kaste den sten i havet, som knivene er slebet imod, nærmest en rituel renselse og et opgør med alle de mænd, hun har elsket, og som har gjort hende ondt, kun ikke »ham jeg mistede til trafikken«.
Savnmotivet introduceres allerede i samlingens første digt, hvor jeget spørger, om intet er helligt – »er min søn ikke hellig?« Og hun svarer selv:
»Jeg kan ikke tro min søn ikke er hellig,/ så tving mig ikke/ til det ved at sidde der i din kørestol/ og være ødelagt.«
Det næste digt borer et lag dybere i smerten. Nu taler kvinden ikke til manden, i stedet taler moren til barnet:
»Jeg skylder dig/ brødre og søstre/ vi kunne have været en flok/ larmet og sunget/ hele vejen,/ trampet stierne/ op, hjulpet hinanden.// Vi går/ til stationen/ gennem første juledag/ to er minimum/ vi er/ den mindste kæde/ mulig/ når hånden der holder æblet/ bliver kold, må vi skifte.«
FORMULERINGEN »den mindste kæde mulig« er et bevægende billede på en bristet sammenhæng, en kæde, der skulle have været et led længere, men ikke er det. Sådan skriver Caroline Albertine Minor, med en fatalistisk erkendelse af tabet, også her:
»Det er let at forveksle/ det enkle med det rene/ når man sørger over/ tabet af det første, og/ det er sandt at jeg af/ og til sørger.«
Så sikkert kan sorgens realitet beskrives, det fundamentrystende og livsforandrende fastholdes med en nærmest rationel sproglig følelseskontrol, som om netop sproget er vejen ud af smerten. Som det hedder i »Søgræs vugger og vugges« (bemærk den fine rokade af ordet »endelig«):
»Jeg kan endelig skrive om det./ Nu hvor det er forbi.// Jeg kan skrive om det./ Nu hvor det endelig er forbi.// Det er endelig forbi,/ nu hvor jeg kan skrive om det.«
Nivå Bugt Strandenge – titeldigtet er et stemningsrigt natur- og kærlighedsdigt – er velfortalte og konkretsproglige digte om store livsspørgsmål.
Ud over tabet, sorgen og savnet rummer digtene gentagne referencer til himlen og naturen, ikke mindst månen, lys og lysning, det kristne og kirkelige, det erotiske og begærfulde, alt hvad der er menneskeligt.
Naturligvis kan man læse disse stoflige digte uden at trække en forbindelseslinje tilbage til novellen »Sorgens have« fra Velsignelser. Men slægtskabet er åbenlyst, dramatisk og lavmælt i forening, og i sekvenser minder Caroline Albertine Minor (her tøver jeg, men siger det dog) om selveste Tomas Tranströmer.
Hendes digte om tab og livsmod vugger som en stille og stilfuld sørgegondol.