Moraliteter. Lena Andersson bruger et russisk blik på svensk grammatik til at hudflette den svenske selv- og omverdensforståelse.
Weekendavisen den 16. august 2024
Lena Andersson: Studie i menneskelig adfærd. På dansk ved Andrea Fehlauer. 232 sider. 300 kr. C&K.
Ifølge bagsideteksten er Studie i menneskelig adfærd en samling indbyrdes forbundne fortællinger om en række kvinder. Men det er forkert. Eller er det?
I hvert fald er bagsideteksten i direkte modstrid med det, som den begavede svenske forfatter og kommentator Lena Andersson selv siger i en (irriterende, forvirrende, usædvanlig) læsevejledning forrest i bogen. Under overskriften »Til læseren« skriver hun:
»Det her er ikke en roman, heller ikke en samling noveller eller fortællinger. Moraliteter havde været det mest nærliggende, hvis den betegnelse stadigvæk havde været i brug. De er skrevet med casestudier i tankerne, men ved at være fuldstændig fiktive bliver de noget andet, brudstykker af liv, belyste fænomener.«
Derefter argumenterer Lena Andersson for, at studiet af mennesker ikke er en videnskab, men en kunstform, og at litteraturen egner sig særlig godt til selviagttagelse, tolkning, genkendelse, forståelse.
Okay. Hvad hun siger om litteraturen, er jo lige så sandt, som det er noget sludder, at menneskestudier ikke er en videnskab. Og det ved Lena Andersson naturligvis alt om. Men hun opfører sig, tror jeg, helt bevidst som en intellektuel hokuspokuskunstner.
Studie i menneskelig adfærd er – i Andrea Fehlauers gode oversættelse – en snedigt konstrueret arabesk af en bog, hvor en række kvinders oplevelser og handlinger snitter, strejfer og støder ind i hinanden. Det handler ikke mindst om selvpositionering og venindeforræderi.
LENA ANDERSSON er kendt som en meningsstærk intellektuel og hvas litterær satiriker, der gennemborer (folke)sjælen i sine romaner. Det gør hun en dyd ud af, når hun ligefrem kalder sin bog for en studie i menneskelig adfærd, og når hun er bedst, afdækker hun selvgodheden i nådesløse portrætter af bagtalelsens skole.
En kvinde ved navn Liselotte, der er involveret i et falsk venindeforhold, får brystkræft. Da chokket har lagt sig, opstår en forestilling i hende om »at leve sandt«. Hun vil skænke penge til velgørenhed, hun vil være mere empatisk over for de syge, hun vil melde sig ind i en forening, ja, hun vil »blive opfordret til at gå ind i bestyrelsen«, forestiller hun sig. Sygdommen bliver »et kvalitetsstempel for Liselotte. Hun bliver en talsperson«.
Det er jo ædende ondt. Og sjovt. En slags moderne Konen med æggene, sådan som Liselotte knejser med nakken, når sygdommen giver hende ære og identitet.
Mest tankevækkende er historien om Olga og hendes mand, der forlod Rusland i slutningen af 00erne, da de kunne mærke, »hvor langt ind i statens ledelse, filosoffen Dugins geopolitiske idéer var nået« (her henvises til den antivestlige filosof Aleksandr Gelevitj Dugin, der ønsker en eurasisk føderation fra Asien til Europa med Rusland i centrum). Olga slår sig derefter ned i Stockholm.
Historien om hende er en ramsaltet kritik af wokeismen, som den kommer til udtryk på den skole, hvor Olga er ansat. Skolens rektor, Amanda Fridh, mener, at Olga har gjort grin med hende, fordi hun over for nogle elever har nævnt ordene penis og rektor i sammenhæng.
Olga forsvarer sig med, at hun ikke satte lighedstegn mellem det mandlige kønsorgan og rektor, men at hun ville vise en aparte bøjningsform, som hun kun havde fundet tre steder i det svenske sprog: scene, penis, rektor. Hvorfor er disse ord ubøjede i bestemt form?
Men Amanda Fridh har mere kritik klar. Olga har udvist manglende respekt for eleverne ved at korrigere en pige i 2. g, der mente, at det var udemokratisk, at lærerne rettede eleverne, mens andre hørte på det. Olga svarede, at pigen brugte en definition af demokrati, som var ukendt trods flere tusind års tænkning på området.
Dette var ifølge rektor en autoritær overtrædelse af enhver elevs ret til læring, der kommer indefra og ikke udefra. Det skyldtes, mente Amanda Fridh, at Olga har russisk baggrund, og hun sætter Olga til at genlæse en pamflet med skolens værdigrundlag.
At en grammatisk gåde kan bruges så ædende ondt og morsomt er jo en fin litterær og sproglig gave. Og jo, der er i hvert fald to ord mere, der heller ikke bøjes i bestemt form, de rimer på hinanden, det ene er manus, og det andet vil rektor helt sikkert ikke bryde sig om. Herlig historie.
VI MØDER OGSÅ Amanda Fridh i en anden historie, hvor hun bryster sig af at være »aktiv i flere vigtige internetfora, der identificerer og bekæmper fobiske, fornægtende og konspiratoriske tanker og påstande«.
Hun taler om det ødelæggende blik på medmennesker, der får os til at føle, at fejlen ligger hos os selv og ikke hos dem, der forårsager følelserne. Hun siger, at det ville have været bedst, at vi alle var blinde – men at det måske nok ville være at gå for vidt.
Amanda Fridh er den mest mindeværdige person i Lena Anderssons kabinet. Portrættet af hende er en storstilet parodi. Hun er skildret som inkarnationen af den hypertolerante svenske selv- og omverdensforståelse. Så virkelighedsnært og realistisk, at skællene falder fra øjnene.
Alle Lena Anderssons studier i menneskelig adfærd har en markant spejlingseffekt på alle sociale samfundsindivider (også på en mandlig læser, selvom alle hovedkarakterer er kvinder), men litterært set er historiekredsen ikke lige så helstøbt som romanerne.
Studie i menneskelig adfærd – som jo knastørt lyder som en akademisk disciplin, selvom Lena Andersson skriver, at studiet af mennesker ikke er en videnskab – er en herlig titel til en skønlitterær bog, som på alle måder fremstår som en roman eller en samling noveller/fortællinger, selvom Lena Andersson nægter at vedkende sig genren.
Hun lancerer i stedet genrebegrebet »moraliteter«, men hvad mener hun med det? Vi skal tilbage til en dramaform fra senmiddelalderen, hvor allegoriske figurer personificerede menneskets dyder og laster. Værkerne beskrev en kamp om menneskets sjæl, intet mindre.
Lige lovlig krukket, synes jeg nok. Litterært set er Studie i menneskelig adfærd beslægtet med for eksempel Elias Canettis Ørenvidnet. Halvtreds karakterer (1992), Robert Altmans filmatisering af Raymond Carvers noveller i Short Cuts (1994) og Bernadine Evaristos roman Pige, kvinde, andet (2021).
Gid Lena Andersson havde droppet sine metabetragtninger »Til læseren« og i stedet bare sat »Moraliteter« som genrebetegnelsen for sin fiktion, der, når den er bedst, er ustyrlig sjov og sand.