Weekendavisen den 2. oktober 2024

Spændingsroman. Kim Leines konspirationssuppe er underholdende nok, men dens action er kontraproduktiv.

Kim Leine: Karolines krig. Roman. 512 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Da jeg forrige sommer anmeldte bind to i Kim Leines politiske spændingsromantrilogi, forudså jeg, at jeg ville læse det afsluttende bind med en vis ikkelitterær nydelse, eftersom kunsten ville være ofret på underholdningens alter. Nu er bind tre her så – og ja, det var lige præcis en ikkelitterær nydelse. Men en nydelse med forbehold.

Karolines kærlighed (2022), Karolines kamp (2023) og nu Karolines krig er på overfladen politisk drama, men som skamløs ramasjang står serien ikke tilbage for en Hollywood-blockbuster med Tom Cruise i hovedrollen. Den slags kan jeg godt lide, så jeg gik til læsningen med en åbenhed, som jeg ikke formår at mobilisere over for de krimier, hvor kvinder bliver slagtet af en psykopat med moderbindinger.

Vi har tidligere mødt Karoline Blicher (kalkeret over virkelighedens Marie Krarup, forhenværende hardliner i Dansk Folkeparti) som oppositionspolitiker, men ved romanens begyndelse er hun blevet statsminister i en koalitionsregering, der ledes af hendes eget nystiftede parti, Nyt Danmark. Lars Løkke Rasmussen er udenrigsminister, og Mette Frederiksen reduceret til at være i opposition uden en rolle at spille.

Romanen begynder 7. oktober 2024, altså midt i det skræmmende morads af politiske og militære konflikter, som er virkeligheden netop nu i Europa, Rusland og Mellemøsten. Karoline Blicher har altid haft et godt øje til Vladimir Putin, og hendes geopolitiske analyse er klar: Europa er svagt og USA utilregneligt, mens Rusland bør være vores egentlige venner og allierede.

For at markere sig over for venner og fjender bestiller Karoline et interview hos sin gamle kæreste, Jesper Skov, der nu er chefredaktør på Aftenbladet:

»Jeg vil gerne have at du citerer mig for at Ukraines regering er illegitim, at Zelenskyj er Vestens marionet, hans ministre gennemkorrupte og inficeret af nazistiske sympatier, samt endelig at landet bliver nødt til at affinde sig med en aftale hvor de afgiver territorie.«

Da statsministeren ankommer på Nørrebro, er der optræk til ballade, fordi Rasmus Paludan er mødt op for at brænde Koranen af i en protestaktion mod skolen. Pludselig eskalerer det hele, og før nogen får set sig om, er Nørrebro forvandlet til en krigszone med brændende bygninger. Statsministerens livvagt og departementschef bliver begge dræbt. Men hvem stod bag denne katastrofe? Islamistiske terrorister? De højreradikale? Russiske agenter, der vil destabilisere Danmark?

Karoline Blicher aktiverer en hemmelig kode efter aftale med sine venner på den russiske ambassade, og pludselig er Danmarks statsminister undercover – ikke med skæg og blå briller, men med paryk og kontaktlinser – evakueret ud af landet af russerne. Imens befinder chefredaktør Jesper Skov sig i Israel for at interviewe en holocaustoverlever, som er kusine til Blichers far. Under Besættelsen forviste farfaren sin jødiske svigerfamilie fra præstegården til Theresienstadt.

Men hvordan passer pengene? Er Karoline Blicher, der har arvet sin slægts antisemitisme, i virkeligheden selv jøde? På romanens sidste sider går det hele op i en bizar forvandlingshistorie fra Hollywoods overskudslager. Jesper Skovs ekskone, som er russer, flyttede i sin tid fra ham og tog sønnen med til Rusland. I virkeligheden var hun agent og dukker nu igen op som en slags privat mundskænk for en paranoid præsident Putin.

Sønnen Viggo er blevet voksen og er ekspert i hacking og digital overvågning. Det samme er Annie, en genial spektrumhjerne fra den danske efterretningstjeneste, der blot ikke har gennemskuet, hvad hendes mand, amerikanske John, i virkeligheden render rundt og laver.

Hov, glemte jeg at fortælle, at Karoline Blicher – inden hun forsvandt – har ringet til sin kollega Viktor Orbán i Ungarn for at foreslå, at de to russofile statschefer skal tage initiativ til en fredsmission via de gejstlige ledere i Rusland og Ukraine? Jeg fik vist heller ikke med, at Karoline Blicher i romanens begyndelse får at vide, at hun har akut leukæmi? Og bør jeg nævne, at Putin (måske) griber til atomvåben?

Så vidt handlingens slørede hovedtræk. Kim Leines forfatterskab er interessant, langt det meste er fremragende, og så er der en enkelt smutter undervejs. Trilogien om Karoline er ingen af delene. Den har ingen ambitioner om at være fremragende, og den er ikke bange for at være en smutter. Kim Leine har tværtimod givet sig selv lov til at skrive ikkekunstnerisk genrelitteratur med tungt stof fra den lette ende. Han gider dårligt nok forsøge at skrive godt.

Dybest set synes jeg, at Kim Leine har spildt tre år, som han kunne have brugt på at skrive noget vigtigere. Men jeg prøver at forsone mig med det. Og en landsforræderisk statsminister, der pludselig deserterer til Rusland, er immervæk en spændende karakter. Jeg accepterer også tjubang inden for det sandsynliggjortes grænse (som ikke nødvendigvis er det samme som realismens grænse), og derfor er Karoline-trilogien underholdende læsning. Skulle nogen finde på at gå i rette med bogens vidtløftigheder, kan Leine jo bare pege på Nord Stream-attentatet. Jeg læste i øvrigt romanen, mens personsøgere og walkie-talkier eksploderede i lommerne på folk i Libanon og Syrien. Virkeligheden sætter nu og da realismekravet til spændingsromanen under pres.

Ikke desto mindre blev jeg lidt træt af Kim Leines kontrafaktiske konspirationssuppe. For mig er den ekstreme ophobning af action kontraproduktiv for identifikationen af litterær spænding. Jeg ender derfor med at have det med Karoline-trilogien, som Søren Ulrik Thomsen engang skrev om Jan Guillous serie om Carl Hamilton: »Han er eventyrlig, og netop derfor gider jeg ikke at læse om ham.«