Weekendavisen den 29. november 2024
Anmeldelse. Har forfattere en særlig psykisk konstitution, som får dem til at binde og forme mennesker i deres omgivelser?
Åsa Beckman: Kulturbørn. At vokse op i skyggen af en forfatter. Oversat af Charlotte Jørgensen. 230 sider. 249,95 kr. Forlaget Grif.
Kan man tale om, at børn af store forfattere udvikler kunstnerisk medafhængighed?
Den svenske kulturredaktør og kritiker Åsa Beckman stiller det opsigtsvækkende interessante spørgsmål, efter at hun har set nærmere på flere forfatterfamilier. Hendes pointe er, at forfatterens skriveafhængighed smitter, så ægtefælle og børn indordner og tilpasser sig og normaliserer det unormale for at give geniet ro, plads og frihed til at være – genial.
Med andre ord: Den kompromisløse kunstners familie opfører sig på samme måde som familien til en alkoholiker, der dækker over misbruget.
Kulturbørn – At vokse op i skyggen af en forfatter er et dybt interessant psykologisk portræt af relationerne i forfatterdominerede familier, hvor Åsa Beckman har registreret, at børnene udvikler ens adfærdsformer og egenskaber. Betyder det, spørger hun, at der findes en almindelig psykisk konstitution blandt forfattere, som får dem til at binde og forme mennesker i deres omgivelser?
Åsa Beckman noterer, at det at skrive litteratur er ikke et misbrug. »Men man kan godt drage nogle paralleller mellem den måde, omgivelserne lærer at interagere med en forfatter (med et altoverskyggende kald) og med en misbruger (med en altoverskyggende trang),« skriver hun. Og konstaterer så, at i begge tilfælde lever de pårørende tæt på et meget stærkt fænomen.
Åsa Beckman skriver med udgangspunkt i Thomas Manns familie, som hun kalder en af verdens mest omtalte og excentriske forfatterfamilier, hvor alle børnene også blev forfattere (på nær en, der blev violinist), mest prominent sønnen Klaus, der skrev romanen Mefisto.
ÅSA BECKMANS interesse for forfatterbørnenes rolle i skyggen af deres skrivende far eller mor kommer dog fra hendes egne erfaringer som datter af digteren Erik Beckman, der var en stor kanon i svensk litteratur fra 60erne og frem. Han findes sporadisk på dansk, men fik vel aldrig et stort publikum her. Arena-modernister satte ham højt, og Per Højholt kaldte ham engang for den største gevinst for svensk poesi.
Af ham tegner datteren et på én gang indfølt og skånselsløst portræt, for som så mange andre store forfattere var han egocentrisk, nervøs og ømskindet. Hustruen og børnene tilpassede sig hans humør og behov.
Men Åsa Beckman fremstiller ikke sig selv som et særligt traumatiseret forfatterbarn. Hun retter tværtimod sin opmærksomhed mod andre forfatterbørn, hvis erfaringer bekræfter hendes egne.
Åsa Beckman citerer Ulf Lagerkvist, søn af Pär Lagerkvist (Nobelprisen 1951), der om sin far konstaterede, at »det kreative menneske lever med et krav om at udtrykke det, som det har inde i sig, uanset hvilken pris det har, og hvilke ofre det kræver.«
Ulf Lagerkvist skriver, at hans far på mange måder var et af de mest »kritisk klarsynede og mindst naive mennesker«, men i alt, der havde med hans arbejde at gøre, »herskede magien og tabuforestillingerne helt uindskrænket«.
Åsa Beckman konstaterer, at Ulf Lagerkvist som mange andre forfatterbørn udviklede en fuldstændig loyalitet og accept af sin fars behov. Det er denne loyalitet, hun definerer som medafhængighed:
»De medafhængiges liv kredser om misbrugeren. De aflæser hele tiden, hvad personen har brug for, de tager ekstremt meget ansvar, de ordner det, som han eller hun ikke magter at tage sig af, og skjuler det for omverdenen. Mange får svært ved at forlade den afhængige, også i helt korte perioder. Så snart de ikke har ham eller hende under opsyn, forestiller de sig, at der vil ske noget forfærdeligt.«
Kulturbørn. At vokse op i skyggen af en forfatter har et svensk perspektiv, som sagtens kan sideforskydes til Danmark, hvor vi også kender til forfatterbørn, der selv faldt i gryden. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på Henrik og Helle, hvis far var kritiker og professor Hakon Stangerup, og PH, der var Agnes Henningsens søn.
OFTE FALDER ÆBLET ikke langt fra stammen. De store forfatteres børn bliver ofte skrivende selv, nogle gange som kunstnere, andre gange som kritikere og journalister. Det er Åsa Beckman selv et levende eksempel på (og her på avisen har vi jo både Bo Bjørnvig og Synne Rifbjerg), og ovenikøbet har vi hertillands på det seneste fået to udgivelser af døtre, der skriver om at vokse op i skyggen af skrivende, berømte og folkekære fædre, nemlig Lærke Kløvedals bog om Troels og Nadia Kløvedals bog om Ebbe (Nadia Kløvedal har i øvrigt skrevet forord til denne danske oversættelse, hvilket slet ikke er nødvendigt, den introducerer sig selv).
Til sidst spørger Åsa Beckman, hvordan skrift og kreativitet påvirker familierne i dag. Det vil vi få at vide, skriver hun, omkring 2040, når vor tids forfatterbørn, for eksempel Karl Ove Knausgårds, udgiver deres egne bøger om, hvordan det føltes at få deres forældres forhold og deres egen opvækst forvandlet til litteratur.
Åsa Beckman har med Kulturbørn. At vokse op i skyggen af en forfatter skrevet en meget læseværdig bog, et stykke ideel kulturlitteratur, der bidrager til forståelsen af de litterære familiers psykologi. Det er både en litterær oplysningshistorie og en privat opløsningshistorie.
Det eneste, jeg kunne ønske mig, var, at Åsa Beckman også havde skrevet om de flamboyante og ekstremt selvbevidste engelske romanforfattere Kingsley Amis og Martin Amis, måske litteraturhistoriens mest interessante stammefar/æblesøn-forhold, vis a vis Thomas og Klaus Mann, og i sandhed en historie om litterært medmisbrug.