Weekendavisen den 9. august 2024
Essays. Demokratiet kan ikke afløses af noget bedre, men nok føre til noget værre. Ulrich Horst Petersen gør regnebrættet op.
Ulrich Horst Petersen: Til efterkommerne. Essays. 176 sider. 200 kr. Forlaget Epilog.
Der er noget både inciterende og irriterende ved de essays, som den 88-årige forfatter og forhenværende embedsmand Ulrich Horst Petersen nu udgiver under en titel, som kun en gammel mand kan vælge: Til efterkommerne.
Det inciterende er den udfordrende refleksionskraft, som gennemsyrer teksterne.
Det irriterende er den vaklende sprogstil, som kan skabe en vis forvirring og undren.
Men netop forvirring og undren kan være en essayists adelsmærke. Det ligger jo til genren at være forsøgende, undersøgende og højttænkende, hvilket Ulrich Horst Petersen også koketterer med i bogens lille forord, som nærmest er en selvfortolkende præambel.
Bogens essays, skriver han, stiller på hver sin måde det samme spørgsmål: »Hvad har vi af kulturel ballast at tage med i en mulig fremtid?«
For at indkredse svaret bevæger forfatteren sig fra kristendommen over litteraturhistorien til modernitet og nutid, inden han slutter med en meditation over det at blive gammel, en olding.
Ulrich Horst Petersen trækker både på sin interesse for religion og litteratur, men det åndelige er ikke alt på paletten. Der er også tanker om kunsten at drive et samfund, om demokratiets status og vilkår netop nu, for først og sidst er Ulrich Horst Petersen rundet af den efterkrigstid, der både modnede ham og gav ham væsentlige opgaver i centraladministrationen.
I et essay om folkebibliotekernes krise slår forfatteren et gedigent slag for god gammeldags boglæsning, ikke mindst fremhæver han antologien Kulturdebat 1944-58 som et eksempel på den borgerlige offentligheds eksistens i efterkrigsårene. En debat, som vi mangler i dag, mener Ulrich Horst Petersen.
Jeg har antologien stående og kan kun give forfatteren ret. Vi har brug for ny litterær essayistik om humanismens krise, de intellektuelles rolle, kunstens situation og demokratiets fremtid.
Ulrich Horst Petersen mener, at den digitale udvikling har gjort mængden af stringente politiske udsagn omvendt proportional med politikernes ytringer om alt mulig andet end politik. Og samtidig er den borgerlige offentligheds ånd forsvundet.
Via denne lidt for demonstrative refleksion når Ulrich Horst Petersen frem til en interessant pointe, som jeg gerne havde set grundigere udfoldet. Han konstaterer, at vi ikke har nogen grund til at tro, at demokratiet har sejret endegyldigt. Det kan lige så godt være i færd med at grave sin egen grav, lyder den uhyggelige eftertanke:
»Folkemøder står ikke ved begyndelsen af folkets opvågnen til demokrati, men ved slutningen, når det er gennemført og blevet en selvfølge.«
Der er gedigent svirp i sådan en påstand. Det er konkret samfundskritik med adresse til det karnevalistiske sammenrend af magthavere, mediefolk og lobbyister på Bornholm. Den institution havde jeg gerne set hængt til tørre.
Men desværre forlader Ulrich Horst Petersen analysen. Han vender atter blikket mod folkebibliotekernes situation, og man mærker en autentisk og begrundet bekymring over digitaliseringens konsekvenser, selvom teksten langsomt løber ud i sandet.
TIL EFTERKOMMERNE ER unægtelig noget af en testamentarisk titel, og på mange måder gør Ulrich Horst Petersen også regnebrættet op. I bogens titeltekst gør han status over det Danmark, der skulle udvikle sig til et af verdens rigeste lande.
Grunden blev lagt omkring 1900, hvor børnedødeligheden faldt, børnetallet dalede, levetiden steg, fagbevægelsen og andelsbevægelsen slog igennem, landbruget øgede sin produktivitet og så videre. Senere kom konjunkturer, valutasamarbejde og EU os til gavn.
Men succesen har omkostninger, både for klimaet og demokratiet. Ingen organisation har vilje eller finanskraft nok til at gennemføre de nødvendige klimareguleringer.
Demokratiet kan ikke afløses af noget bedre, men nok føre til noget værre, mener Ulrich Horst Petersen. Vi er derfor alle, siger forfatteren med den østrigske forfatter Hermann Brochs ord, »skyldløst skyldige«.
Til efterkommerne fremstår, når den er bedst, som den erfarne samfundsforvalters skarpsindede kritik af det demokrati, som vi er vant til at sætte vores lid til.
Men det er ikke en optimistisk mand, der gennemlyser sit tid og sit fag: »Jeg er glad for, at jeg ikke er embedsmand mere, men jeg er ikke glad for at sige det,« skriver han polisk.
Som essayist er Ulrich Horst Petersen en rutineret ræv, der ikke er bange for at lade en idé svæve frit. Han både samler og spreder tankerne i forsøgsvise rækker og gør en stilistisk dyd ud af ikke nødvendigvis at være konsistent.
Lige lovlig ofte mangler teksterne klarhed i sproget, men ikke desto mindre er Ulrich Horst Petersens samtidskritik både udfordrende og inspirerende.