Weekendavisen den 19. april 2024
Observation. Ung, vred, fattig, pornografisk, sårbar, etnisk? Forlæggere har altid ledt efter de »nye stemmer«.
Da Weekendavisens Christian Bennike i sidste uge foretog det, han kaldte en »dansk lyrikobservation«, stødte han mange digtere på manchetterne. Ifølge journalisten er samtidslyrikkens formel nemlig denne: »Skriv om den, du er, altså, hvis den du er, er en del af en udsat og særlig minoritet.«
Det universelle menneske har trange kår i dansk lyrik, mente Christian Bennike, hvilket bragte forlagschefen med ansvar for skønlitteraturen på Gyldendal, Simon Pasternak, i gnavent-ironisk lune. På Facebook noterede han, at han efter at have ledt og ledt nu endelig havde opdaget det universelle menneske, »og det skriver klummer i Weekendavisen«.
I et opfølgende interview på weekendavisen.dk blev forlagschefen spurgt, om han gør noget aktivt for at udgive forfattere med minoritetsstatus, for eksempel køn, etnicitet og seksualitet? Han svarede: »På Gyldendal mener vi, at vi skal præsentere læserne for et så bredt billede af virkeligheden som muligt, fordi der ikke er én sandhed og én god litteratur, men mange. Hvis litteraturen bliver skrevet af de samme slags mennesker, der interesserer for det samme, bliver litteraturen en boble, hvor man bekræfter sig selv.«
Det er han ikke den første, der har ment. Da forfatterforlaget Arena i 1960 udsendte antologien Det lyse rum, var det et forsøg på at oprette en »litterær forsøgsscene« for unge forfattere, og i forordet skrev antologiens redaktør, den blot 21-årige, senere så kendte professor og kritiker Hans Hertel:
»Af antologiens 22 deltagere er de 16 studenter, ja studerende – og yderligere to er på vej til at blive det. Den protest mod akademiseringen af litteraturen, som har spillet så betydelig en rolle i dette århundredes tidlige digtning, er for længst kulmineret, og demokratiseringen af den højere uddannelse for alvor slået igennem. Det er ikke længere akademikere, der digter. Det er digterne, der i dag bliver akademikere.«
Hans Hertel konstaterede, at dette gennembrud heldigvis ikke medførte nogen uniformering af gemytterne, men en mere rummelig realisme i den unge litteratur.
Blandt de unge bidragydere var Johannes Møllehave, Henrik Stangerup, Jess Ørnsbo, Anders Bodelsen og Ulla Ryum. Dermed var iltningen af velfærdssamfundets litteratur i fuld gang, og i årene op til ungdomsoprøret udkom en række litterære antologier, hvor mange senere betydningsfulde forfattere trådte deres barnesko. Forlæggerne vejrede det nye i tidsånden, og nye stemmer blev inviteret indenfor.
At bryde et seksuelt tabu var heller ikke tosset. I årene op til pornografiens frigivelse i 1969 gik den modige forlægger Hans Reitzel i brechen for den litterære erotik. I en serie Sengeheste-antologier lod han forfattere som Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Thomas Winding (ja, dén Thomas Winding), Henrik Stangerup, Inger Christensen og Svend Åge Madsen skrive lige så animeret og erigeret, som de lystede.
Antologiernes redaktør, forfatteren Sven Holm, forklarede hensigten: »De sidste års lavvandede selvbiografier med meddelelser fra det søde og kvindelige liv kan let have forvrænget synet på pornografien,« skrev han, idet han ville »gengive pornografien den værdighed, som den har nydt i store dele af verdenslitteraturen.«
I 1970’ERNE skiftede fokus til arbejderne. Gyldendal udgav med succes den svenske debutant Maja Ekelöfs Rapport fra en gulvspand, som forfatteren havde indsendt til en romankonkurrence om den bedste politiske roman i Sverige. En rengøringskones dagbog havde hun selv kaldt bogen, for det var, hvad den var.
I forlængelse af Maja Ekelöfs rapport om det hårde, ringeagtede og lavtlønnede arbejde voksede forlagenes interesse for kvindelige forfattere, der skrev med ærlighed og indignation om livet som ufaglært, og gennem årtiet udkom bøger af »nye stemmer« som Grete Stenbæk Jensen, Benthe Østrup Madsen, Ragnhild Agger, Åge Hansen-Folehaven, John Nehm og Dagmar Andreasen (fabriksarbejderen, ikke at forveksle med Rynkeby Mosteri-ejeren, folketingsmedlemmet og forfatteren af samme navn).
I de seneste år har »nye stemmer« været lig med »etniske minoritetsstemmer«. Ønsket om at bryde den hvide hegemoni i litteraturen og dermed vise flere sandheder om livet i Danmark og verden er ingenlunde nyt, selvom Gyldendal åbent har proklameret, at de stræber efter at udgive flere forfattere med en ikkedansk baggrund. Yahya Hassan gav blod på tanden.
Allerede i begyndelsen af 1990erne havde det lille eksklusive forlag Brøndum et samarbejde med den humanitære organisation Dansk Flygtningehjælp om udgivelsen af en række bøger af forfattere med erfaringer fra livet på flugt (jeg var dengang ansat i organisationen og havde selv en finger med i spillet).
Og i 2006 udgav Gyldendal i et samarbejde med Berlingske Tidende en antologi med en sigende titel: Nye stemmer. Antologien – redigeret af Berlingske Tidendes daværende litteraturredaktør Jens Andersen, forfatteren Naja Marie Aidt og journalisten Rushy Rashid – var resultatet af en novellekonkurrence for forfattere med »anden etnisk baggrund end dansk«.
Daværende litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis motiverede konkurrencen på denne måde:
»De nye stemmer kan give os et udvidet billede af den virkelighed, vi lever midt i. De kan give os et indblik i nogle tankegange og nogle miljøer, som vi ved findes, men som vi måske ikke ved så meget om. Der kan også komme nye udtryksformer frem – nye måder at se virkeligheden på, som vi ikke er fortrolige med.«
I 2015, hvor migranter i hundredtusindvis søgte over Middelhavet, blev der igen udskrevet en litterær konkurrence om flygtninges forhold. Denne gang var der ikke tale om en efterlysning af »nye stemmer«, men af enhver forfatter, der havde noget på hjerte om flygtningenes situation.
Initiativet var et samarbejde mellem forlaget Tiderne Skifter, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Forfatterforening, hvis formand, Jakob Vedelsby, formulerede konkurrencens ambition på denne måde:
»Jeg håber, at vi kan tænde en gnist i en række forfatterhjerter og -hjerner. Unge som gamle, etablerede som debutanter. Pengepræmien på 100.000 kr. kan være dét, der gør, at forfattere vælger at bruge tid på at skrive om netop dette emne frem for andre. Og jeg mener faktisk, der er et akut behov for at få belyst flygtningeområdet gennem litteraturen.«
Jakob Vedelsby havde store – måske også blåøjede – ambitioner på romankunstens vegne:
»Jeg tror på ordenes forandrende kraft, og på at forfattere kan bidrage til de mangefacetterede løsninger, der er behov for på flygtningeområdet,« skrev han.
SANDHEDEN ER DOG, at ingen af disse antologier og konkurrencer førte noget med sig af litterær betydning. Det var ikke som på 60ernes litterære forsøgsscener. Ordenes »forandrende kraft« var det så som så med.
Litteratur- og forlagshistorisk afspejler jagten på det nye i litteraturen altid det, der ulmer i samfundet.
I dag handler diskussionen om litterær mangfoldighed og nye stemmer i høj grad om at give taletid til mennesker, der lever og skriver uden for hovedstrømmen, for eksempel etniske minoriteter eller mentalt sårbare.
Men at være i litterær opposition er ikke nyt. I 1950erne skulle man være vred. I 1960erne var det godt at være ung. I 1970erne var det vigtigt at være arbejder. Og de opsøgende forlæggere søgte en litterær diskussion med tidsåndens ømme emner. I alle tilfælde har forlagene arbejdet i en tradition, der rækker tilbage til det moderne gennembrud fra 1870erne, hvor Georg Brandes krævede, at litteraturen skulle forholde sig til samfundets eksisterende problemer.
Der er altid brug for nye stemmer, men aldrig for de samme nye stemmer.