Nekrolog. Brooklyns litterære stemme er forstummet, nu må andre berette om byens og vores dårskaber. Paul Auster er død.
»Jeg ledte efter et stilfærdigt sted at dø. En eller anden anbefalede Brooklyn, så den næste morgen tog jeg derned for at sondere terrænet.«
Sådan indledte Paul Auster sin roman Brooklyn dårskab (2005). Romanens fortæller er en forsikringsagent, Nathan Glass, der er døende af lungekræft.
I går, tirsdag den 30. april, døde Paul Auster selv. I Brooklyn. Af lungekræft.
Den stilfulde amerikanske forfatter blev 77 år. Han efterlader sig et stort og karismatisk forfatterskab, som især er kendt for sin tidlige fase, hvor Paul Auster opfandt den postmoderne udgave af den på én gang fortættede handlingsmættede, intrikate og intellektuelle noir-roman.
Paul Austers forfatterskab omfatter lyrik fra ungdommen, filosoferende notatbøger, vigtig selvbiografisk essayistik og erindringsprosa, en brevveksling med kollegaen og nobelpristageren J.M. Coetzee, filmmanuskripter (Smoke, instrueret af Wayne Wang, Blue in the Face, Lulu on the Bridge og The Inner Life of Martin Frost, som han også selv instruerede) samt cirka 20 romaner begyndende med kriminalromanen Squeeze Play (1984), skrevet under pseudonymet Paul Benjamin. Siden fulgte kultromanerne By af glas (1985), Genfærd (1986) og Det aflåste værelse (1986), samlet som New York-trilogien, og sent i forfatterskabt kom den 900 sider lange 4321 (2017) og Baumgartner (2023), hvor en aldrende romanforfatter samler sine livserindringer og resultater.
Paul Austers litterære gennembrud kom med Opfindelsen af ensomhed (1982), hvor han begyndte sin litterære udboring af eksistensens og identitetens kerne med udgangspunkt i sin fars død. Litterært og intellektuelt set er bogen et rørende, reflekterende dobbeltportræt, som nedbryder genregrænserne. Karakteristisk nok står der »roman« på titelbladet og »essay« på bagsiden af den danske udgave. Som litterær symbiose er bogen perfekt.
PAUL AUSTER var en ikke sjælden gæst i Danmark, hvor han udkom på Per Kofods Forlag. Forfatteren og forlæggeren grundlagde et nært venskab på en international bogmesse, hvor de begge mødte op i læderjakke og cowboystøvler. Derefter fik det lille, frie kvalitetsforlag mulighed for at udgive det attraktive forfatterskab på dansk (indtil Per Kofod lod sig opkøbe af Lindhardt og Ringhof). I 2004 gav Paul Auster sin danske ven og forlægger verdenspremiere på Brooklyn dårskab, der udkom på dansk et halvt år, før den udkom i USA.
I 2011 var Paul Auster sammen med sin hustru, forfatteren Siri Hustvedt, på rundrejse i Europa, hvor de gav sceneinterview på festivaler, forelæste på konferencer og svarede på spørgsmål fra journalister og læsere.
Sammen med en kollega skulle jeg interviewe forfatterægteparret foran en fyldt sal på Kulturværftet i Helsingør. Paul Auster virkede træt af at være på farten, det var, som om hans tunge øjenlåg havde ekstra tyngde denne aften. Han hilste høfligt, men lidt distanceret. Endnu et land, endnu en scene, endnu en interviewer, tænkte han nok. Men da han hørte mit efternavn, lyste han op. Navnet optræder et par gange hos bipersoner i hans forfatterskab.
»Er du i familie med Arnold Rothstein?« spurgte han. »Ham, der matchfixede den amerikanske baseballliga i 1919 ved at bestikke Chicago White Sox til at tabe?«
Nej, navnet er det samme, men mig bekendt er jeg ikke beslægtet med den berygtede gangster. Men isen var brudt, for baseball var Paul Austers passion.
Jeg foreslog forfatterægteparret, at de skulle læse op af hinandens værker i stedet for af deres egne. Det havde de aldrig prøvet før, men all right. Jeg husker, hvordan Paul Auster morede sig på scenen, og hvordan han fortalte om arbejdsdagen i brownstone-huset i Brooklyn: »Vi skriver hele dagen på hver sin etage, og om aftenen mødes vi så og ser en fransk film sammen.«
Frankrig spillede i det hele taget en stor rolle i Paul Austers liv, efter at han i sin ungdom havde boet i Paris, og på mange måder var hans litterære profil – hans filmsmag, fyldepen, notesbøger og Olympia-hakkebræt – mere fransk end amerikansk. Skønt anerkendt og læst blandt intellektuelle newyorkere og andre amerikanere, der lyttede til public service-kanalen NPR, var Paul Auster nok mere kendt og elsket af europæiske læsere end af amerikanske.
NU ER SIRI HUSTVEDT alene tilbage i brownstone-huset i Brooklyn. Paul Auster efterlader sig også datteren Sophie, der er musiker, og et barnebarn. Fra sit tidligere ægteskab med forfatteren Lydia Davis havde Paul Auster en søn, Daniel, der omkom af en overdosis for to år siden, efter at han var blevet mistænkt for at have forårsaget sin ti måneder gamle datters død. Paul Auster udtalte sig aldrig om denne familietragedie.
Tilbage til Nathan Glass, der kom til Brooklyn, fordi han ledte efter et stilfærdigt sted at dø. Han døde ikke. Brooklyn dårskab slutter med, at han forlader hospitalet og begiver sig ud i New Yorks gader – klokken otte om morgenen den 11. september 2001, 46 minutter før katastrofen rammer – i en tilstand af lykke.
Nathan Glass har fået en idé. Han vil skrive biografier om de mennesker, som ingen ellers vil værdige opmærksomhed: »Med tiden skulle vi alle dø, og når vores lig blev båret væk og begravet i jorden, ville kun vores venner og familie vide, at vi var væk. Vores død ville ikke blive meddelt i radio eller fjernsyn. Der ville ikke være nogen nekrologer i New York Times.«
Jo, for Paul Auster ville der. På dagen for hans død bragte The New York Times – naturligvis – en nekrolog. Her blev den afdøde forfatter beskrevet som en »litterær superstar«. Paul Auster var dermed ikke et af de almindelige mennesker, som hans egen romankarakter Nathan Glass tænkte på som følger:
»De fleste liv forsvinder. Et menneske dør, og lidt efter lidt forsvinder alle spor af det liv. En opfinder overlever i sine opfindelser, en arkitekt overlever i sine bygninger, men de fleste mennesker efterlader sig ingen monumenter eller varige resultater.«
Man kan tilføje: En forfatter overlever i sit forfatterskab.