Weekendavisen den 7. februar 2024
Anmeldelse. Med hukommelsestabet som drivkraft bider et originalt kunstnerskab sig selv i halen.
Helge Bille: Roman om en forbrydelse. 192 sider. 249,95 kr. Gutkind.
Helge Bille, hvem er nu det?
Forfatteroplysningerne om ham på flappen af hans tilsyneladende debutroman, Roman om en forbrydelse, er sparsomme og gådefulde.
Han voksede op i 70erne hos sine bedsteforældre vest for Faaborg, og han har arbejdet sporadisk i bankverdenen og som taxichauffør. I 2002 flyttede han til Nørrebro i København, hvor han begyndte at skrive det, »der blev til hans livs roman«.
Portrættet af Helge Bille viser en tynd, midaldrende mand med sideskilning og overskæg, klædt i poset vindjakke og bukser og med et billigt slips. Han stirrer uudgrundeligt på sin læser, mens han holder højre hånd hævet, som om han skal til at banke på en dør, eller som om han kunne holde en genstand mellem pegefingeren og tommelfingeren.
Allerede på flappen er fiktionen i gang, eller måske snarere: fiktionaliseringen. Alt her er en del af værket, det performative, selvfremstillingen, selvfortolkningen, selvopfindelsen, selvforandringen, og hverken forfatteren eller fænomenet Helge Bille kan forstås, hvis ikke man forstår de stadier, der er gået forud, nemlig hele den litterære identitetsundersøgelse, som begyndte med forfatteren, dramatikeren og skuespilleren Claus Beck-Nielsens radikale selvopløsning og genopstandelse som Das Beckwerk, Nielsen og Madame Nielsen.
Nu er den menneskelige og kunstneriske forvandlingskugle blevet til Helge Bille (forklaring følger), tilsyneladende en debutant og derfor uden en »Af samme forfatter«-liste. Men vi taler altså om endnu en nøje gennemtænkt og ret så genial fortsættelseshandling af dansk litteraturs mest velskrivende entitet, en uendeligt underlig og kompromisløs kunstner.
Denne bogs forord og efterord var signeret, fremgik det, med det navn, som stod på døren til den lejlighed, hvor bogen blev skrevet af den person, der engang, men ikke længere, havde været denne Claus Nielsen, nemlig Helge Bille. Men hvem var så han?
Helge Bille havde levet engang, men var død for 15 år siden. Men lejlighedens nye beboer havde taget hans navn til sig og på sig, og under renovering havde han fundet et fotografi af en menneskefyldt sal. Måske var Helge Bille med på billedet? Hvis han stirrede længe nok, ville han en skønne dag måske få øje på sig selv? »Dér, kan jeg sige, der er jeg. Det der, det er mig. Måske.«
Nu, mere end tyve år senere, har Helge Bille stirret færdig. Roman om en forbrydelse – en titel, der er prægtigt planket fra de svenske marxister Maj Sjöwalls og Per Wahlöös serie af magtkritiske politiromaner 1965-75 – er hans beretning om, hvordan han fandt sit navn og dermed slog en ny fløj op til kortlægning af sin skizofreni (altså ikke diagnosticeret, men en litterær personlighedsspaltning).
SCENEN SÆTTES i lejligheden på Peblinge Dossering i København, hvor den endnu navnløse flytter ind i 2002. Han har behov for at lægge fortiden bag sig, brænde alle broer, og han overvejer at gøre som forfatteren Poul-Henrik Trampe, der i 1982 forsvandt sporløst fra Oslo-færgen (sandsynligvis et selvmord, hans lig skyllede i land i Kristianstad). Hvis man kan sin krimihistorie, ved man, at Poul-Henrik Trampe skrev romaner, som var inspireret af Sjöwall & Wahlöö, og at hans Roman P (1973) skildrer en forfatter i konflikt med sin egen hovedperson. Hvilket vidunderligt miskmask af hentydninger.
Det viser sig, at det fotografi, som den nye Helge Bille fandt, ikke var hans eneste fund i lejligheden. Hvad vi ikke tidligere har fået at vide (og her aner jeg vitterlig ikke, hvordan blandingsforholdet er mellem fakta og fiktion) er, at lejligheden gemte på syv adskilte dele til en tysk militærpistol fra krigens tid. Hvor kom den fra? Hvad er dens historie? Og hvem var den oprindelige Helge Bille?
Den nye Helge Bille begynder at grave i navnets historie med udgangspunkt i de avisudklip, som pistolens syv dele er gemt i. Her læser han om Keldernæs-mordet på Lolland i 1949, hvor en købmand blev dræbt under et røveri. Mordvåbenet var en pistol som Helge Billes.
Hermed etablerer Roman om en forbrydelse en vild forbindelse – måske vidtløftig, måske virkelighedsnær –mellem Helge Bille og den akkurate beskrivelse af det autentiske mord. Hænger det sammen? Karussellen snurrer, læseren er behageligt rundtosset.
Efter en detektivisk indsats lykkes det den nye Helge Bille at identificere den oprindelige Helge Bille som scenografassistent på danske spillefilm, hvilket giver god mening: det hele handler om at konstruere kulisser til den iscenesatte virkelighed.
ROMAN OM EN FORBRYDELSE er én lang regibemærkning til hele det oeuvre, som Helge Nielsen et al. har udviklet gennem de seneste tyve år.
»I sig selv er livet meningsløst og kaotisk, men når man fortæller det, giver det pludselig mening. Det er det, der adskiller menneskene fra dyrene og får dem til at slå hinanden ihjel. Historien. Det gælder om at glemme. Hvis man vil leve et anstændigt liv, uden nag, had eller fortvivlelse, som et menneske, der er i stand til at elske både sin næste og sig selv, må man kunne glemme.«
Med hukommelsestabet som drivkraft bider hele det originale kunstnerskab sig selv i halen. Ringen er sluttet fra Claus Beck-Nielsen, der nedlagde sig selv til fordel for Claus Nielsen, som angiveligt led af hukommelsestab, til Helge Bille, der sporer sit eget alter ego og fuldender identitetstabet gennem identitetsetableringen.
Dermed er Helge Bille den seneste inkarnation af dansk litteraturs i særklasse mærkeligste lurendrejer (nærmest ham står vel Christina Hagen) og som sådan det seneste led i en menneskelig rebus, der aldrig går op.
Helge Bille skriver lige så forbilledligt flydende som de avatarer, han er knyttet til. Ingen andre end dem forbinder det originalt grænsesøgende med den legende lidenskab; ingen andre bryder ned og bygger op i én og samme bevægelse; ingen andre indsnævrer og udvider verden med sådan en suverænitet; ingen andre skriver så særegent, spekulativt og troværdigt upålideligt.