Weekendavisen den 25. oktober 2024
Anmeldelse. Virtuose Carl Frode Tiller har lagt grundstenen til endnu et samtidsdiagnostisk romanværk af karat og karakter.
Carl Frode Tiller: Arbejderhjerte 1. På dansk ved Sara Koch. 351 sider. 299,95 kr. Gutkind.
Det er lidt af en begivenhed, hver gang den norske forfatter Carl Frode Tiller (født 1970) udsender en ny roman, for hans litterære intelligens er mageløs, hvis jeg må have lov at genbruge en formulering fra min anmeldelse af forfatterens fremragende roman Flugt (2023).
Den nye roman, Arbejderhjerte, minder på mange måder om andre af Carl Frode Tillers portrætter af kriseramte midaldrende mænd med en svigtende forståelse af dem selv og deres omverden.
I Begyndelser (2018) blev en suicidal miljøteknikers liv foldet retrospektivt ud, i trilogien Indkredsning I-III (2007-14, på dansk i 2022) fulgte vi en mageløs opklaringshistorie om, hvem en mand med hukommelsestab egentlig var, og i Flugt mødte vi et ægtepar i dyb sorg over deres søns død.
I Arbejderhjerte er krisen ikke så definitiv som i romanerne om selvmord, hukommelsestab og eksistentiel sorg. Eller hvad? Spørgsmålet er, hvordan en mand som Trond, der er rundet af et hjem, hvor faren var troende kommunist og moren frafalden kristen i arbejderklassekvarteret Prærien i Namsos på vestkysten, skal forstå sig selv, sin familie og samfundet, når tilværelsens rammer, normer og værdier pludselig ændrer sig. Som der står i romanens allerførste afsnit:
»I løbet af få årtier er Norge, landet jeg har boet i hele mit liv, blevet fuldstændig forandret, og det gælder også os der bor her, mig selv inkluderet, ja, ikke mindst mig, jeg kan nærmest ikke kende mig selv igen.«
Ja, Trond er ikke statisk, for hvem er det, men hans udvikling går på den anden side ikke ad den samme rute som samfundets, ligesom han selv som ung mønsterbryder slog ind på en anden vej end den, hans kommunistiske arbejderklassefamilie altid havde fulgt som savværksarbejdere og håndværkere.
Trond blev akademiker, flyttede fra Namsos til Trondheim, giftede sig og fik to døtre. Han har både arbejdet som kulturjournalist og sagsbehandler i Udlændingestyrelsen (som med en vis fordel kunne være bevaret på norsk som Utlendingsdirektoratet i Sara Kochs kompetente oversættelse), men langsomt er nedturen kommet snigende. Han er blevet skilt, er blevet fyret fra et vikariat som skolelærer og drikker for meget.
Trond gennemlever en klassisk mandlig deroute, som Carl Frode Tiller skildrer i en slags bagvendt optrevling, hvor sløret kun fjernes langsomt.
Vi får at vide, at Trond er blevet fyret fra lærerjobbet på grund af krænkende og racistisk adfærd, men vi ved ikke hvorfor. Som han selv siger: »Jeg var lidt overrasket da jeg fandt ud af at jeg er racist, men det er jeg vist (…) Men hvem er ikke racist nu til dags?«
Sådan taler jo en mand, der ikke altid forstår sin egen samtid. Den type mand kender jeg alt for godt. Jeg har også prøvet at sige og skrive noget, som jeg fandt helt ufarligt, men som andre fandt voldsomt oprørende. Så står man der og undrer sig over, hvor den gamle verden blev af.
Trond er med andre ord en gammel progressiv, der pludselig opdager, at tiden har flyttet sig, mens han selv har stået stille, så nu bliver han opfattet som reaktionær.
ROMANENS SMUKKE TITEL, Arbejderhjerte, refererer til en undersøgelse, Trond har læst om. Når folk synger sammen i kor, begynder deres hjerter at slå i takt. Men det samme sker ved hårdt fysisk arbejde, hvor den enkelte arbejder bliver en del af et kollektivs pulsslag.
Sådan har det været for Tronds far, kommunisten, og også for hans bror, Stein, der ikke begav sig ud på nogen klasserejse, men blev tømrer – og stemmer på Fremskrittspartiet. I en scene, hvor de to brødre spiller billard, er hjerterne ikke i takt. Trond tænker, at arbejdere altid havde vidst, »at fællesskabet og den enkelte var afhængig af at alle fulgte rytmen, og at den der faldt ud, så at sige, skulle have hjælp til at komme ind i rytmen igen, at det var lige så vigtigt, nej, endnu vigtigere end at tale ud om hvordan man havde det«.
I arbejderklassen, som Trond voksede op i, taler man ikke om problemerne, men det gør man i middelklassen, som han voksede ind i: »Der blev folk som far og Stein set på som en uddøende race. De havde ligesom ikke formået at tilpasse sig den moderne manderolle, men sad fast i en forældet machokultur, hvor mænd ikke turde tale om tingene.«
På romanens omslag ser man en gammeldags sættekasse, som var på mode til dekorativt nips i 70erne, da Trond voksede op. Piger satte viskelædere med jordbærduft, lykketrolde og pasbilleder i de små rum, men i Tronds fars sættekasse er der souvenirs fra Sovjet, badges med hammer og segl og andre kommunistiske budskaber.
I tilbageblik tænker Trond på sættekassen i farens værelse som et museum, et mausoleum, et kommunistisk gravkammer over alt det, som faren havde troet på og kæmpet for, »et sted for døde guder og knuste drømme«.
Ja, man ser sættekassen for sig som en kirkegård for tabte idealer, men også som en skabelon for vanetænkning og fastlåste klasseroller og manderoller. I et af rummene ser man et rødt hjerte. Det kunne med lige så god ret have ligget ved siden af jordbærviskelæderet i en sættekasse på et pigeværelse i Namsos i 70erne.
Trond blev fyret på grund af en racistisk kommentar, men hvad han sagde, ved vi ikke. At hans replikker sidder løst, får vi dog andre indikationer af, for eksempel da nogle naboer siger, at deres søn er blevet gift med en kvinde fra Nigeria: »Så bliver det ikke hvid jul i år,« siger Trond, og de andre ser måbende på ham. Eller da en kollega siger, at hun og hendes mand ser på hus i Brundalen, og Trond siger: »Må man stadig sige Brundalen? Hedder det ikke Melanindalen?«
Trond tilhører – som sin far og bror, blot på en anden måde – en uddøende race, klasserejsen til trods er han aldrig blevet moderne, og gennem dette portræt af en fremmedgjort mand midt i et normskred har virtuose Carl Frode Tiller lagt grundstenen til endnu et samtidsdiagnostisk romanværk af karat og karakter.
Arbejderhjerte er heldigvis blot første bind i et nyt romanværk om døde guder og knuste drømme, som måske med tiden kan komme til at stå som en slags tvillingtrilogi til Indkredsning I-III. Og jeg er ret sikker på, at vi i en kommende roman får at vide, hvad Trond sagde i den racistiske bemærkning, der fik ham fyret fra skolen.