Weekendavisen den 22. oktober 2024
Prisvinder. Den norske forfatter Niels Fredrik Dahl modtager Nordisk Råds litteraturpris 2024 for en dyb og rørende roman om ensomhed og identitet.
Niels Fredrik Dahl: Fars ryg. På dansk ved Anne Mathiessen. 350 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Norge gennemlever en litterær guldalder, som vi hernede ikke kan hamle op med. Det, som Carl Frode Tiller, Karl Ove Knausgård, Vigdis Hjorth, Linn Ullmann, Trude Marstein og mange andre storartede romanforfattere skriver i disse år, er i en klasse for sig.
En af de velskrivende og betydningsfulde norske forfattere, som hidtil har stået lidt i skyggen af mere berømte landsmænd, er Niels Fredrik Dahl, men tirsdag aften blev han først blandt ligemænd, da han fuldt fortjent modtog Nordisk Råds litteraturpris 2024.
Romanen Fars ryg – som Gyldendal med uimodståeligt krystalkugleklarsyn har klar til udgivelse netop på prisdagen – ligger i forlængelse af det sitrende romanportræt Mor om natten (2017, på dansk året efter), der var baseret på en række dagbogsoptegnelser – eller snarere natbogsoptegnelser – som Niels Fredrik Dahls mor havde gjort under indtryk af angst og depression. På samme måde er Fars ryg skrevet med udgangspunkt i gamle breve og fotografier fra familiens brogede historie.
Niels Fredrik Dahls farfar flyttede i 1926 til Alexandria i Egypten, hvor han skulle arbejde som dommer ved de såkaldt blandede domstole (mellem 1876 og 1949 dømte udenlandske dommere ved egyptiske domstole, primært i civile sager mellem folk af forskellige nationaliteter). Med sig bragte han sin hustru, Ellen, og sin femårige søn. Og deres vilje sad i farens lomme.
Dommeren var »en kæmpe, der huserer ved havet, og som de fleste kæmper kaster han kraftigt lys og tung skygge fra sig, han er fravær og nærvær, helvede og himmel. Det eneste, der gælder, når alt kommer til alt, og regnskabet skal gøres op, er at kunne bade i det lys, han sender ud, mens Dommerens skygge, når han vender den mørke side til, er kold, er det koldeste sted på jorden«.
Gennem romanen følger vi Dommerens søn, som af sin autoritære far sendes bort fra hjemmet til plejefamilier og kostskoler (»Hvis du tager ham fra mig, har jeg ingenting,« klager moren). Drengen må tøjle sit savn efter den dirrende depressive mor og dæmpe sin angst for den dominerende dommer, som hele tiden trækker i trådene fra sit skjul. Hans ensomhed er dyb og rørende.
ÅRETS NORDISKE VINDERBOG er altså en skønlitterær undersøgelse af fædre og sønner. Det er den midaldrende forfatter, der afdækker det anspændte og ukærlige forhold mellem sin egen far og farfar, fra farens tidlige barndom til hans voksenliv og alderdom, hvor forfatteren selv er et livsvidne. Men romanen er også et selvopgør.
Da Niels Fredrik Dahl – eller snarere: da romanens jeg reflekterer over sin erindring om den afdøde far, indser han, at han dagligt bliver forstyrret af den ligegyldighed, han følte, da faren levede:
»Formodentlig er det sådan, at jeg, mens han levede, var uinteresseret i hvem han var, i hvordan han havde det. Han var en mur, som jeg havde brug for, men ikke vidste eller troede, at jeg havde brug for. Nu, hvor han er død, er han så levende, at jeg mærker ham ved siden af mig. Men det, at jeg mærker ham, skærper bare uvidenheden, gør den skarpere og mere pinefuld. Så jeg må gøre det samme med ham, som jeg gør med mig selv, jeg må opfinde ham igen og igen.«
Her minder Niels Fredrik Dahls Fars ryg om både Philip Roths En søns far og Paul Austers Opfindelsen af ensomhed. I alle tre tilfælde genskaber den midaldrende søn sin afdøde far i smertelige erindringsbilleder. Og i alle tre tilfælde indser sønnen, at der er en fæstnet kærlighed mellem ham og hans far, som først kan erkendes efter farens død. Trods det klare slægtskab er Dahls roman dog sin egen; han skriver mindre konkret og mere artistisk end sine amerikanske kolleger.
DEN RYG, som Niels Fredrik Dahl placerer i titlen, er et gennemgående symbol i romanen.
Først ser vi med forfatterens blik på et gammelt fotografi: »Fars ryg er smal og bøjet, han er klædt i korte bukser og har hvid skjorte på under den mønstrede trøje.«
Derefter dukker ryggen op i en nøglescene, hvor Dommeren genfortæller Hamlet for sin søn: »Hamlets far kalder på ham fra dødsriget, siger Dommeren og lægger sin hånd på fars ryg, nat efter nat kalder han. Og til sidst hører Hamlet det. Han forstår, at det ikke bare er savnet og sorgen, der spiller ham et puds, men at faren virkelig kalder på ham, vil ham noget. At de hører sammen.«
Dernæst en scene, hvor faren som teenager fremkalder et fotografi af en veninde, som han går på kostskole med i Schweiz under Folkeforbundets auspicier:
»Jeg ser min fars ryg for mig som han står bøjet ind over karrene i mørkekammeret og tryller hende frem nede i væskebadet.«
Og endelig: »Jeg ser hans brede ryg, den lyseblå skjorte, den lyse jakke over skulderen, forsvinde gradvist til far kun er en lysplet på nethinden.«
Ryggen, bøjet eller bred; ryggen på drengen, der fremkalder et fotografi; Dommerens hånd på Hamlets ryg; ryggen, der fortoner sig som et synsindtryk – det hele handler om at se, blive set, fremkalde, opfinde igen og igen, dermed dybest set om anerkendelse.
Samlet set er romanen et trefløjet portræt af en søn, en far og en farfar. For mig er den brutalt principfaste og selvretfærdige kværulant af en patriark helt uforglemmelig. Man ser Dommeren for sig, når han i 1930erne får hejst sin Essex om bord på færgen i Alexandria og derefter kører op gennem Europa til Norge for at indånde den livgivende fjeldluft. Og når han iskoldt forlader sin kone til fordel for en operasangerinde. Og når han kræver »vin, kys og drageblod« eller »stilhed og lydighed«. Dommeren må ikke tiltales uopfordret, han må ikke modsiges, hans kone og søn skal følge hans tyggesystem (hver bid mad skal tygges mindst 40 gange, og spyttet skal fordeles som identiske mængder i hver side af munden) og hans mælkekur (fem-seks liter mælk om dagen, der skal søbes ved et sammentrækningstryk på spytkirtlerne). Det er et herligt studie i tyrannens tragikomiske natur.
MELLEM Mor om natten og Fars ryg er der visse overlap i scener, men synsvinklen skifter. Romanerne er uafhængige, men jeg anbefaler, at man læser dem begge, og interessant nok er rækkefølgen måske ikke ganske afgørende. Romanerne er – som de forældre, de portrætterer – sammenhængende uden at være symbiotiske, og begge viser Niels Fredrik Dahls eminente forestillingsevne og sans for, hvordan begivenheder kan have udfoldet sig, både i historiske og følelsesfortolkende rum. Han har, skriver han, udover billeder og breve kun halvkvædede viser, enkelte replikker, bruddele af historier:
»Med så meget savn, så meget ordløst og håbløst og formålsløst, som jeg i min egen ensomhed roder rundt i, mens jeg forsøger at skrive dette, har jeg brug for mine egne veje til min fars historie.«
Men netop dér, i tomrummet, opstår litteraturen. Den fylder huller ud. Da Niels Fredrik Dahl lader sin far krydse sit spor ved en rejse tilbage til Alexandria, gør han minder til skygger. Erindring er, skriver han, digtning, slør, kulisser og grundløse eller ubrugelige konklusioner.
Fars ryg tager sin plads i den norske litterære guldalder, og med Nils Fredrik Dahls fine rekonstruktive prosa er romanen en både vigtig og værdig vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2024.