Weekendavisen den 2. august 2024
100. James Baldwin fandt ikke sig selv i Amerikas eller Europas historie. Men han måtte tage de hvide århundreder på sig.
James Baldwin: Hvis Beale Street kunne tale. Oversat af Rasmus Hastrup. 254 sider. 279,95 kr. Gyldendal. // James Baldwin: Næste gang ilden. Oversat af Niels Lyngsø. 118 sider. 229,95 kr. Gyldendal. // James Baldwin: Optegnelser fra en søn af de sorte. Oversat af Mikas Lang. 178 sider. 219,95 kr. Klim.
I dag for nøjagtig 100 år siden – den 2. august 1924 – blev den amerikanske forfatter James Baldwin født. Gyldendal og Klim markerer den runde dag med vigtige udgivelser af en rørende roman og to eminente essaysamlinger, hvor James Baldwin selvbiografisk og kulturkritisk skildrer de sorte amerikaneres virkelighed.
De to essaybøger er The Fire Next Time (1963), oversat af Niels Lyngsø som Næste gang ilden, og Notes of a Native Son (oprindelig udgave 1955, revideret af forfatteren i 1983), som i Mikas Langs oversættelse hedder Optegnelser fra en søn af de sorte.
På årenes afstand har bøgerne i dag karakter af samtidsdokumenter, men samtidig er de forrygende – og forstemmende! – nutidsaktuelle. James Baldwins betydning som romanforfatter står nemlig ikke tilbage for hans rolle som litterær-politisk borgerrettighedsaktivist.
Næste gang ilden indledes med et brev, hvor James Baldwin lader al sin angst og foragt for racismen komme til frit udtryk. Brevet er stilet til forfatterens 14-årige nevø:
»Du blev født dér hvor du blev født, og havde de fremtidsudsigter du havde, fordi du var sort, og ikke af nogen anden grund. Grænserne for dine mål her i livet skulle dermed – det forventede man – være fastlagt én gang for alle. Du blev født ind i et samfund som med brutal klarhed, og på så mange måder som muligt, gjorde det helt tydeligt at du var et værdiløst menneske.«
Anledningen til brevet er markeringen af hundredåret for præsident Lincolns emancipationserklæring under den amerikanske borgerkrig i 1862, altså frigivelse af sorte fra fangenskab hos hvide plantageejere. Men det panegyriske ligger ikke til James Baldwin, der slutter af med en iskold konklusion: »Vi fejrer hundred år med frihed hundred år for tidligt.«
Brevet til nevøen, oprindelig trykt i det venstreorienterede magasin The Progressive i 1962, slutter med en analyse af de hvide som ufri. James Baldwin skriver, at den sorte altid har fungeret som en fiksstjerne i den hvide mands verden, og når den sorte bevæger sig væk fra sit ståsted, bliver den hvide rystet i sin grundvold.
De hvide finder tryghed i de sortes fangenskab, men hvis ideen om ophævelse af raceskel skal betyde noget, skal »vi med kærlighed tvinge vores brødre til at se sig selv som de er«.
Kun med de sortes hjælp kan de hvide »holde op med at flygte fra virkeligheden og begynde at ændre den«, mener han. Først når de hvide er fri, kan de sorte blive fri, lyder den suverænt illusionsløse pointe.
Det andet brev i Næste gang ilden, nemlig »På korset. Brev fra et sted i mit sind«, er en lang erindringstekst, der blandt andet skildrer James Baldwins opgør med Elijah Muhammad og Nation of Islam, de radikale sorte islamistiske separatister, som forsøgte at hverve ham. Her træder forfatteren i karakter som en rationel humanist, der agter ægte frihed, både tankens og troens, og ikke kan kapres for andres sag:
»Jeg er meget interesseret i at sorte amerikanere opnår frihed her i De Forenede Stater. Men jeg er også interesseret i deres værdighed, i deres sjælelige sundhed, og må modsætte mig ethvert forsøg de måtte gøre på at behandle andre som de selv er blevet behandlet.«
OPTEGNELSER FRA EN søn af de sorte er lige dele kulturanalyse og erindringsessayistik, og begge stilarter behersker James Baldwin eksemplarisk.
Bogen – forfatterskabets første nonfiktion, en samling tekster fra Harper’s Magazine, Partisan Review med mere – indledes med nogle selvbiografiske og selvindsigtsfulde optegnelser, hvor James Baldwin blandt andet konstaterer, at hans farmor blev født under slaveriet, og at hans far tilhørte den første generation af frie sorte mænd. Selv var den unge James i lære som kristen prædikant (farens metier), men mistede troen:
»Da jeg var 22 (…) begyndte jeg som tjener på en restaurant i the Village og på at skrive boganmeldelser – mestendels, skulle det vise sig, om racespørgsmålet, som min hudfarve automatisk gjorde mig til ekspert i.«
I en beundringsværdigt konkret fortolkning af sin egen opvækst skriver James Baldwin om et afgørende punkt i sin udvikling: da han indså, at han var »en bastard af Vesten«. Hans linje førte ham tilbage til Afrika, ikke til Europas og Amerikas kulturhistorie, hvor han forgæves måtte lede efter en spejling af sig selv.
Men, indser James Baldwin, han ville ikke egne sig til junglen og stammen: »Jeg måtte appropriere disse hvide århundreder, gøre dem til mine egne – jeg måtte acceptere min særlige indstilling, min særlige plads i denne ordning – ellers havde jeg ikke plads i nogen ordning.«
De litterært begavede essays kulminerer med kostelige skildringer af James Baldwins brødres mislykkede mission som korsangere ved en turné for Det Progressive Parti og – ikke mindst – hans egne oplevelser som den første sorte mand i en schweizisk bjerglandsby. Det er eksemplarisk reportage- og refleksionsprosa.
Optegnelser fra en søn af de sorte rummer også tre kritiske gennemlysninger af henholdsvis Harriet Beecher Stowes Onkel Toms hytte, Richard Wrights roman Søn af de sorte og filmudgaven af Carmen, her under titlen Carmen Jones, udelukkende med sorte (eller: farvede) skuespillere.
I alle tre tilfælde viser James Baldwin sig som en skarp og intens kulturkritiker, der gennemskuer alle racistiske stereotyper, men han behøver ikke at hæve stemmen for at få sin pointe igennem. Han kan nøjes med en indskudt subtil konstatering om, at vi kalder romaner for »problemlitteratur«, når de er skrevet af hvide, og »protestlitteratur«, når de er skrevet af sorte.
NETOP PROBLEM OG protest forenes i James Baldwins roman If Beale Street Could Talk fra 1974, en klassisk kærlighedshistorie om racisme og retfærdighed. Med halvtreds års forbløffende forsinkelse udkommer den endelig på dansk, solidt og sikkert oversat af Rasmus Hastrup som Hvis Beale Street kunne tale.
Vi er i Harlem, New York, engang i 1970erne. Tish er en 19-årig kvinde, hvis kæreste, Fonny, på 21 er varetægtsfængslet for en voldtægt, som han ikke har begået. Det stærke bånd mellem de to unge stammer fra barndommen, hvor de så at sige brændemærkede hinanden. Han spyttede på hende, og hun gav ham en rift i ansigtet, og da slåskampen var forbi, var de venner.
Som unge forelsker de sig og planlægger et liv sammen. Fonny dropper sin erhvervsuddannelse for at forsøge sig som billedhugger, og de begynder at lede efter en lejlighed. Da det endelig lykkes dem at finde en udlejer, der ikke er racistisk, ser alt lyst ud.
Men så indtræffer syndefaldet. I en grønthandler gør en mand tilnærmelser til Tish, der slår fra sig. Fonny kommer til og giver manden bank. Da en hvid politimand ved navn Bell ankommer, forhindrer grønthandleren med sit vidneudsagn, at Fonny bliver anholdt.
Men et fjendskab er indstiftet. Betjent Bell søger nu enhver anledning til at få ram på Fonny, og en dag anholder han ham for at have voldtaget Victoria Rogers, en puertoricansk kvinde, selvom Fonny har et alibi.
Mens Fonny er i fængsel, viser det sig, at Tish er gravid. Der opstår en voldsom splittelse mellem de unge kæresters familier. Mens Tish bliver bakket op af sine forældre, bliver graviditeten fordømt af Fonnys mor. Fonny selv finder styrke i nyheden om, at han skal være far.
Hvis Beale Street kunne tale er kendt som en roman om det, man i dag vil kalde racistisk profilering og strukturel diskrimination, altså et stykke skønlitterær samfundskritik. Dette er først og sidst romanens identitet.
Men James Baldwin har samtidig skrevet en hjertestyrker af en fortælling om kærlighed, retfærdighed, løgn og loyalitet. Og så er romanen en universel fortælling om menneskers opretholdelsesdrift i krisetider, en roman om håbets ukrænkelighed. Da Fonnys forsvarsadvokat fremlægger sin plan, siger Tishs mor, at de må prøve at købe tid. I en central passage tænker Tish:
»Tid: Ordet rungede som kirkeklokker. Fonny sad i fængsel, hvor tiden var noget helt andet. Om et halvt år ville vores barn være her. Et sted i tiden havde Fonny og jeg mødt hinanden, et sted i tiden havde vi elsket, et sted helt uden for tiden, men nu, helt i tidens vold, elskede vi. Et sted i tiden gik Fonny frem og tilbage i sin celle (…) Et sted i tiden så han sig om, vidste at der blev løjet for ham i tid med tidens medviden. I en anden tid havde han frygtet livet; nu frygtede han døden – et sted i tiden (…) Han levede nu i tiden med utallige mænds brøl og stank og skønhed og rædsel, og han blev sendt lige lukt ind i dette inferno på et øjeblik. Tiden kunne ikke købes. Den eneste valuta, tiden accepterede, var livet.«
James Baldwin har med Hvis Beale Street kunne tale skrevet en glødende og rørende roman om angst og fornedrelse, om racisme og retssikkerhed, om den unge, rene kærlighed, der overvinder alt.
Da romanen slutter i en genialt tvetydig scene, er babyen født, og Fonny arbejder med en skulptur. Man får indtryk af, at han kan forme fremtiden, at han bogstavelig talt har den i egne hænder. Men samtidig lyder babyens gråd som en varselssirene om det, der skal komme.
Romanens titel hentyder til en kendt bluessang af W.C. Handy fra 1917. Beale Street i Memphis, Tennessee, er et vigtigt sted for den sorte musik. Det er langt fra Harlem og altså ikke en gade, som Fonny og Tish selv kender. Desuden nævnes sangen slet ikke i romanen.
HVIS BEALE STREET kunne tale blev skrevet 14 år efter udgivelsen af Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, og der er visse fællestræk: en sort mand bliver falsk anklaget for voldtægt af en kvinde, en hvid advokat forsvarer ham. Men mens den hvide Harper Lee gør en hvid, veluddannet midaldrende forsvarsadvokat til romanens utvetydige moralhelt, sætter den sorte James Baldwin en sort, ufaglært ung kvinde med et rent hjerte i centrum. Sådan kan heltebilleder være så forskellige.
Tiden er på alle måder inde til at læse James Baldwin. Hans romaner og fremragende essays emmer på årenes afstand af akut aktualitet og budskabsstyrke, og heldigvis bliver forfatterskabet nu genintroduceret. Det begyndte i 2019, da Pia Juul oversatte Giovannis værelse, og allerede næste år udkommer den selvbiografiske prædikantroman Råb det fra bjergene (af flappen på de to nye Gyldendal-bøger fremgår det, at den er ude allerede nu, men det er den altså ikke).
James Baldwin var både en stor aktivist og en stor stilist, som – i dag ikke mindst i perspektivet fra Black Lives Matter – griber sine læsere ved hjertet. Sjældent, eller aldrig, har jeg læst så begavede og beundringsværdige essays, hvor forfatterens egne livserfaringer, hans politiske virkelighedsanalyse og kulturhistoriske forbundethed går op i en højere enhed med en illusionsløs trodsighed.
Til sidst et lille suk: Både Gyldendal og Klim undlader at oplyse om essaybøgernes danske baggrund, så man kan tro, at dette er førsteudgivelser. Det er det ikke. Næste gang ilden udkom allerede på dansk i 1964 (Næste gang, oversat af Gudrun Vergmann), og den oprindelige udgave af Optegnelser fra en søn af de sorte udkom på dansk i 1967 (Ingen kender mit navn, oversat af Michael Tejn). Det havde vel været god stil at oplyse om denne oversættelses- og udgivelseshistorik.