Weekendavisen den 19. april 2024
Fælles indsats. Trude Marstein skriver intelligent om postmoderne midtlivskriser. Husfacaden bliver malet, men hvad med sprækkerne i menneskefacaden?
Trude Marstein: Egne børn. Oversat af Karen Fastrup. 328 sider, 279,95 kr. Gyldendal.
Det norske sprog har et begreb, som vi ikke har nogen eksakt ækvivalent til på dansk, dugnad.
Ordet kommer af det norrøne dugnaðr, at hjælpe, og det betegner et stykke arbejde, som løses af frivillige i fælles flok, for eksempel beboerne i en ejendom, som mødes for at luge ukrudt eller male et stakit.
Sådan en dugnad er rammen for Trude Marsteins inderligt vellykkede roman Egne børn, hvor en gruppe midaldrende nordmænd samles på en torp i Sverige for at give deres træhus en omgang falurød.
Husets ejere er romanens fortæller Anja, marketingmedarbejder på et forlag med forfatterambitioner (hun har udgivet en bog for mange år siden, men siden er skrivningen gået i stå), og hendes eksmand, den selvoptagede forfatter Ivar.
Anja er nu kæreste med den rolige entreprenør Pål, og Ivar er kæreste med den milde jurist Solveig. Til stede er også et udvalg af dine/mine/vores børn, nemlig Anja og Ivars fællesbørn, Lotte og Falk, samt Anjas voksne datter Tuva, fra dengang Anja var kæreste med Hans Peter, og Tuvas kæreste, den indbildske psykologistuderende Adrian. Ivar og Påls børn fra tidligere forhold er ikke med. Kun Solveig har ikke nogen aktier i børnene.
Romanen krydsklipper mellem Anjas oplevelser i sommerhuset og hendes erindringer om mændene og børnene i hendes liv. Er hun lykkelig? Er hun resigneret? Tja, hun nyder vel en form for formel livstilfredshed, selvom hun aldrig blev forfatter for alvor.
»Jeg kunne aldrig tage spiseforstyrrelserne eller udmattelsen eller lesbiskheden eller angsten alvorligt, på en måde kunne jeg ikke tro på at meget af det, Tuva gav udtryk for, var sandt, som om jeg troede at det hele var skuespil. Og så var der jo følelsen af gang på gang at få ret, at intet af det var reelt, for alt ophørte eller opløstes eller gik over, eller var falsk alarm.«
Må en mor være så mistroisk over for sin datter, ja måske ligefrem ikkeelske hende? Anja forstår ikke, at Tuva altid har søgt et ståsted, når hun gennem sine teenageår både forsøger sig med at være spiseforstyrret, angst og lesbisk. Hun er tydeligvis en ung kvinde i krise, og nu træder hendes øretæveindbydende psykologistuderende kæreste (vidunderligt satirisk beskrevet) så ind i de voksnes kreds med ublu høje tanker om sig selv og sin menneskeindsigt. Længe ulmer det, inden romanens mest dramatiske opgør bryder ud i lys lue.
DEN UFORLØSTE KARRIERE, det mislykkede mor/datter-forhold, de skiftende mænd, alt dette går igen fra Trude Marsteins roman om livets eksistentielle spørgsmål, Så meget havde jeg (2020).
Egne børn gennemspiller også forfatterskabets gammelkendte temaer om parforhold, forelskelser, utroskab, opbrud, nye etableringer.
I Egne børn er Ivar både Anjas store kærlighed og hendes store antagonist, men hans opfattelse af samlivet og kærligheden er anderledes end hendes:
»Når Ivar sagde ‘jeg elsker dig’ på den måde, sagde han i virkeligheden: Jeg elsker livet. Jeg elsker mig selv. Jeg elsker alt det, jeg har opnået, og alt det, jeg har, blandt andet dig. Jeg blev draget ind i hans lykkefølelse. Men jeg kunne ikke vække den lykkefølelse eller forhindre den i at opstå.«
Når Ivar siger til Anja, at hun er en fri sjæl, som skal passe på, at sjælen ikke fordærver eller forvitrer, bliver hun på én gang lykkelig og usikker, og så lader Trude Marstein med litterær intelligens hende gøre boet op med en stemme, som jeg vil tro, at alle midaldrende ægte- og/eller kærestefolk kan kende fra sig selv:
»Jeg ville gerne have at vi skulle forstå hinanden bedre. Jeg ville så utrolig gerne eje denne torp sammen med Ivar. Vi skulle være os selv og os to sammen, jeg kunne ikke finde tonefaldet, den stemme, som jeg kunne sige ‘frie sjæle’ med.«
DER ER ET EKKO af Henrik Ibsen over Trude Marsteins roman.
Den mesterlige dramatiker kunne også – havde han levet og skrevet i dag – have placeret en række mennesker med indbyrdes relationsforviklinger i denne sommerhus-dugnad, et socialt og geografisk afgrænset rum, skabt til at skeletterne kan rasle ud af skabene.
Men hvor 1800-talsmennesket Henrik Ibsen ville have placeret sine karakterer i en dyb moralkrise med tidens tunge tabuer og et socialt samfundssigte, nøjes Trude Marstein med at lade sine personer drive afsted i en postmoderne midtlivskrise, som rammer folk i vadestedet, når de ser karavanen drive forbi. Var det det liv?
Da romanen slutter, er huset blevet malet (»en fælles bedrift«, som det hedder, sandsynligvis Karen Fastrups fornuftige fordanskning af dugnad). Men samtidig med at husfacaden er blevet malet, er der opstået sprækker i menneskefacaden.
Egne børn er en skarp, stille roman om det store tæppefald. Trude Marstein er først blandt ligemænd og -kvinder i den strålende gode norske samtidslitteratur, hvor forfattere som Vigdis Hjorth, Helga Flatland, Geir Gulliksen og Karl Ove Knausgård gennemhegler det moderne midtlivsmenneske.