Weekendavisen den 14. juni 2024
Blodflod. Kristina Stoltz lægger sorgen til brystet i eminent unheimlich digtcyklus om kvindekrop og nutidsangst.
Den formuldede verdensstemning, som hersker i disse sinistre tider, danner en dyb resonansbund under Kristina Stoltz’ dystre digte om kriser, klima, krig, køn.
Fra blodet er et stort, sort suitesystem, 28 dele med syv digte i hver. Mens syvtallet peger hvor som helst hen i vores symbolleksikon – dødssynder, underværker, verdenshave, himmellegemer, Jesus’ bespisningsfisk, Guds hviledag, Snehvides små dværge – repræsenterer tallet 28 åbenlyst antallet af dage i den kvindelige cyklus.
Allerede i bogens anslag lader Kristina Stoltz blodet strømme ned ad siderne. Og benene:
»fra blodet løber floden/ vi bader under viadukten// fra blodet opstår den fortælling/ om digteren/ der går rundt i sin kappe med udsigt/ til byen og floden hele kloden kan hun jonglere med/ ‘hvor skal vi begynde?’ siger hun/ blodet danner en pøl mellem hendes ben«.
Den kappeklædte digter (hvorfor egentlig kappeklædt?) er på sporet af det, der omgiver os, fysisk og mentalt. Men hvor fører blodsporet hen?
Fra blodet løber skriften, fra blodet begynder handel og udstykning af land, fra blodet opstår fortællingen, fra blodet flyder en indre virkelighed. Vi forstår, at det hele begynder i blodet og med blodet.
Kvinder bløder, når de føder, og en fødsels- og forløsningsfortælling flyder gennem suiten, der dermed føjer sig til en bred tendens i samtidslitteraturen.
Men kvinden og kroppen er ikke isoleret fra kloden, og Kristina Stoltz digter ikke mindst med den samme stærke og aktuelle krisebevidsthed, som var fundamentet under romanerne På ryggen af en tyr (2014), Paradis først (2020) og For evigt (2022), der på hver sin måde skildrer naturødelæggelse og klimakriseangst. I de nye digte er der henvisninger til både olieudslip og skovbrande, som optræder i romanerne.
I KAPITLET »Centrum/Periferi I-II« taler et vi, en kollektivstemme af kvinder, der tydeligvis udgør en modmagt til en (patriarkalsk) struktur, der har spillet fallit.
Denne gruppe, der producerer mælk og ser deres cyklus som et potentielt redskab, har udråbt sig selv til herskere. De skal – med digtets egne ord – finde løsninger og skrive propaganda, de er på en gang mødrene og de piger, der trækker på rastepladserne, de er det fremtidssikrede landskab, de omskriver sangene og reglerne, de er en revolution, som ingen ser:
»vi er blevet skubbet længere ud i periferien/ vi har fået vores eget reservat// ingen forstår at hegn ikke virker mod vores slags/ ingen har opdaget at insektpupperne udklækkes i vores hud// det er os der har omskrevet historien/ det er os der er sommerfuglene og pigerne på rastepladserne«.
I digte som disse skriver Kristina Stoltz med en billedrig bitterhed og en stålsat uudgrundelighed, hvis tone af resignation og trodsig overlevelsesvilje minder lidt om – og her nævner jeg nogle centraleuropæiske hovedværker – Zbigniew Herberts Rapport fra den belejrede by og Agota Kristofs Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn.
Også suiten »Hærværk« er skrevet med en distinkt forankring i vor tids pessimisme. Som det hedder i digtets anslag: »den accelererede tid/ fører til accelereret angst/ jeg har bygget en hule i skoven// aldrig så jeg så dejlig en hule/ hulen ligger langt ude i skoven«.
Med den gamle børnesang og folkemelodi som drivrem bliver den accelererede angst til accelereret vrede, der så igen muterer til accelereret aggression, ødelæggelse, tab, sorg og destruktion. Det er eminent unheimlich, ikke mindst når et digt konstaterer, at »det går fint med at lægge sorgen til brystet som en baby«.
KRISTINA STOLTZ’ digte placerer sig på to bakketoppe i vor tids litteratur.
Dels pløjer hun bølgerne på moderskabets røde blodflod, udspændt mellem frugtbarhed, fødsel og menopause (ifølge forlagets pressemeddelelse runger »et kvindeligt urskrig« gennem digtene), dels skriver hun med vital, ja, vitalistisk energi om dyrene, naturen, klimaet, iltsvindet og behovet for at »starte en ny fortælling om stater og ulve og dyr i det hele taget«. Hvilken herlig civilisationskritisk sætning.
Klima, natur og dyr er som sagt tilbagevendende temaer i forfatterskabet, som giver Kristina Stoltz en helt central placering i litteraturens naturradikale tendens (for nu at bruge det fremragende udtryk, som Jes Stein Pedersen forleden lancerede i Politiken).
I denne dunkle og dystert blodbevidste digtcyklus lægger Kristina Stoltz sorgen til brystet med stærk krisebevidsthed og poetisk argumenteret angst.
Kristina Stoltz. Fra blodet. 240 sider. 249,95 kr. Gutkind.