Weekendavisen den 11. oktober 2024
I udbrud. Om sproglige anakronismer i litteraturen.
I min pure ungdom var jeg redaktør i Gyldendals redaktion for børne- og ungdomsbøger. I 1985 udgav vi selveste Peter Seebergs roman fra den jyske jernalder, Uden et navn, om drengen fra skovmårsklanen, der i et navneritual drager ud for at skaffe tre røde nakkefjer fra en trane.
En dag sad jeg og talte med Peter Seeberg ved et ølplettet bord, jeg med store sorte krøller, han med store hvide krøller, jeg benovet, han docerende.
»Der er én ting, jeg fortryder ved den roman,« sagde han, og jeg spurgte, hvad det var.
»Jeg skriver, at drengen holder en ål fast som i en skruestik,« sagde han.
Jeg så spørgende på ham.
»Der fandtes ikke skruestikker i jernalderen,« sukkede han. »Derfor kunne drengen ikke holde noget som i en skruestik, og derfor burde jeg ikke have skrevet det.«
Jeg tænker tit på Peter Seebergs fortrydelse, når jeg støder på sproglige anakronismer i litteraturen, og jeg ville ønske, at jeg gennem år og dag havde noteret alle eksemplerne, hvor sprog er fejlplaceret i tid.
For et par uger siden opdagede jeg så, at jeg (naturligvis) ikke er den eneste, der har et godt øje til ubalancen mellem det, forfattere lader folk sige i fiktionen, og den tidsepoke, de forestiller at sige det i.
I Politikens sprogklumme ærgrede den altid underholdende og oplysende sprogforsker Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn sig over sproget i den nye sæson af tv-serien Sygeplejeskolen, der foregår i 1950erne.
Den spidsfindige Marianne Rathje slog ned på en række replikker, som manuskriptforfatterne havde lagt i munden på skuespillerne uden at overveje, om de nu også passede til sproget, som det blev talt i 50erne. Det var ikke tilfældet, forklarede sprogforskeren, og så sluttede hun:
»Men det skulle blive værre endnu. For så kom der også lige en forbrændt sygeplejestuderende, der ville vide, om han kunne få sin fulde førlighed igen. Og overlæge Neumann svarede: ‘På sigt kan man ikke udelukke mirakler.’ Men enhver ved jo, at det i 1950’erne hed ‘på kort sigt’ eller ‘på lang(t) sigt’, mens det uspecificerede ‘på sigt’ først kom til Danmark i 1980’erne fra det svenske ‘på sikt’. Og for at vi skal tro på tidsillusionen i Sygeplejeskolen, må der mere til, end at seriens karakterer går rundt og siger ‘årlrajt’.«
Hvilken herlig lektion! Jeg bryder mig heller ikke om »på sigt«, ligesom jeg har et anstrengt forhold til »udmelding« og – især! – »spørge ind til«, som jeg netop er stødt ind i flere gange i Morten Papes nye roman, Nøglebarn, hvor de er fejlplaceret i forhold til handlingens tid.
Det samme er et ord som »logo«, som optræder i romanen i en scene fra 1952, selvom det ifølge Den Danske Ordbog først ankom til sproget i 1967. Og når Morten Pape i en scene fra 1965 bruger vendinger som »udadreagerende teenager«, »selvanonymiserende barnetilværelse« og »voksne omsorgspersoner«, lyder det vist som Peter Seebergs skruestik i jernalderen.