Weekendavisen den 15. november 2024
Dagbøger. Madame Nielsen vandrer, skriver og piner sig selv i en fuldendt forening af skrift og drift.
Madame Nielsen: Dødebogsblade. 245 sider. 200 kr. Forlaget Wunderbuch.
Madame Nielsen sætter ikke sit lys under en skæppe.
Ifølge bagsideteksten består Dødebogsblade af tre uddrag af forfatterens »i litterære kredse sagnomspundne livs- & dødsværk, dagbogsprojektet Dødebogen, tre fortvivlende inspirerede forsøg på at finde sted i verden«.
Sandt er det da også, at man i disse »litterære kredse« i årevis har hørt tale om Madame Nielsens monumentale journal, hvis 4.000 sider er blevet til side om side med det offentliggjorte forfatterskab gennem de seneste 20 år.
Nu får vi så tre store udtræk fra optegnelser, som er skrevet under ophold i Rom, Paris og det skotske højland (følgere af forfatterskabet vil bemærke visse tekstoverlap med rejse- og reportagebogen Alverdensvandringerne (2019), fragmenter af det »sagnomspundne livs- & dødsværk« har altså allerede været offentliggjort).
Madame Nielsens gang på jorden begyndte som Claus Beck-Nielsen i 1963, men fra 2001 og frem har menneskets kropshylster beværtet andre identiteter, herunder Das Beckwerk og Helge Bille (forfatteren til Roman om en forbrydelse, der udkom i februar i år), indtil den Madame Nielsen, som vi kender i dag, opstod en forårsdag i 2013. Hun bærer, som det hedder med en pragtfuld formulering, sine forgængeres erindringer.
Dermed står Madame Nielsen også som forfatter til de journaler, der stammer fra tiden, før hun selv trådte ind i verden. Dødebogsblade er skrevet mellem 2009 og 2016, og udvalget udgives med tidløs grafisk elegance af feinschmeckerforlaget Wunderbuch.
Dødebogsblade bekræfter indtrykket af, at Madame Nielsen lever med (og af) en slags kompulsiv skriveafhængighed. Madamemennesket er slet og ret beslaglagt af det, som den svenske litteraturconnaisseur Horace Engdahl engang kaldte »skriftens fordring«, altså en grafomanisk skriftbesættelse. I et sent aftennotat fra foråret 2013 skriver Madame Nielsen:
»Jeg er så forbandet rastløs og ensom og hjemløs, jeg kan ikke være i denne her krop, og den hører ingen steder hjemme, den brænder, der er ingen udvej, selv hvis jeg forsvandt ind i skriften uafbrudt gennem mit livs roman, ville jeg komme ud i den anden ende og bare være endnu mere fortabt håbløs ensom og rastløs …«
Når Madame Nielsen skriver: »Selv hvis jeg forsvandt ind i skriften …«, fornemmer man forfatterens selvbedrag, for det er ikke et spørgsmål om et »selv hvis«. Hun er forsvundet ind i skriften, ind i den fuldendte forening af skrift og drift, for nu at citere Horace Engdahl igen. Madame Nielsen vandrer og skriver.
HVIS MAN HAR FULGT Madame Nielsens kunstnerskab og identitetsforandringsprojekt, er Dødebogsblade en vigtig kilde til indsigt og forståelse, fordi den fuldendte forening af skrift og drift hele tiden sitrer af livsangst, ligesom spisevægringen og sulten desværre spiller en vigtig rolle.
Et sted skriver hun:
»Jeg har nok presset mig selv for hårdt i snart tre uger, koncentreret mig for intenst, er faret vild og forsøger at gøre noget, jeg kun svagt aner, hvad er, og som nok er kaos, opakt, autisme, dagen lang forsøger jeg at holde sulten ved lige som en ild, at gå, til jeg ikke længere er et menneske, men en sinke med gabende mund, hængende hage, der går videre, tumler af sted, jeg kom tilbage i bælgmørkets måneløse og gik direkte op og skrev nogle sætninger ned, der havde tænkt sig i mig undervejs …«
Denne selvplageriske adfærd er typisk for Madame Nielsen, drevet frem af en rastløs, sitrende eksistenstvivl. Hun refererer flere gange til forfatteren Bruce Chatwins essay What Am I Doing Here, som hun kalder »titlen på menneskelivet«.
MEN OPTEGNELSERNE rummer også mange fine eksempler på forfatterens sans for sprogets poesi, for eksempel fra juni 2013, hvor Madame Nielsen under et langt ophold i Paris flyver til litteraturfestival i Lillehammer, hvor hun skal tale om det kontrollerede kontroltab.
Hun giver et interview til en avis, men ender med at bede journalisten om at slette alle de billeder, hun havde taget, og »glemme alle de ord, det var mislykkedes mig at sige«. Og så ændrer Madame Nielsen tone, pludselig bliver det sitrende afløst af den blideste scene:
»Jeg lånte en sort paraply, jeg aldrig slog ud, omfavnede et birketræs ru og glatte krop ved afgrunden over elvens torden, plukkede en mælkebøtte i parken og knælede ned og lagde min flade hånd på det kun let fugtige græs efter regnen.«
Der er jo nærmest tale om en hel lille H.C. Andersen-pastiche, ligesom næste optegnelse, der med et strejf af smertefri humor også rummer en sjælden ro:
»Det var tåget. Nu skinner solen. Vinden er kold og kastanjens blade urolige som høns. I går morges plukkede jeg blomster og satte dem i vand, det første kuld var visnet i mit fravær, sygnet hen. Jeg mangler den særlige orange skærmblomst fra Jardin Villemin, men den nye buket er fin, mangfoldig, der er både fedgul, orange og en kraftig lilla med gule øjne, jeg er tilfreds.«
Tilfreds? Det er vist en sjælden tilstand i Madame Nielsens liv. Og scenen fører da også direkte videre til en erindring om et møde med Naja Marie Aidt, hvor de to forfattere deler erfaringer om panikangst.
Dødebogsblade er et forsøg på at besvare Bruce Chatwins eksistentielle spørgsmål: Hvad laver jeg her? Og hvad laver hun så her, denne på én gang intelligente, irriterende, sårbare, selvhøjtidelige og selvudslettende androgyne menneskekonstruktion?
Jo, hun sanser og sitrer. Og skriver, skriver, skriver for at holde sin egen livs- og dødsangst i ave. Men midt i sin fysiske fragilitet er Madame Nielsen også dansk litteraturs måske mest vitale skikkelse, en ekstremt bevidst ophavskvinde til sagnet om sin egen sagnomspundethed, en imponerende iscenesætter med en skræmmende spiseforstyrrelse, et udmattet spøgelse, der er beslaglagt af skriftens fordring.